Renault har nu så gode priser på elbilen Scenic E-Tech, at det skaber problemer for de andre elbiler hos det franske mærke. Ikke kun for den kompakte Megane E-Tech, som bare er 5.000 kr. billigere end Scenic E-Tech-basismodellen til 249.990 kr., men også for den helt nye 4 E-Tech.
Den lille elektriske crossover 4 E-Tech er snart hos de danske forhandlere, og priserne starter på 206.990 kr. Det er 17.000 kr. mere end for den lille 5 E-Tech (prisforskellen er 15.000 kr. på dyrere varianter) - og den pris er ikke i nærheden af Scenic E-Tech.
Læs også: Fire flotte prisfald fra ferien
Men når den nye 4 E-Tech kommer i den mest relevante opsætning, hvor batteriet er på 52 kWh, rækkevidden er op til 400 kilometer, og udstyrsniveauet hedder Techno, opstår dilemmaet. Den model koster 239.990 kr., og kun 10.000 kr. mellem den og Scenic E-Tech 60 kWh Techno med 420 kilometer rækkevidde og endnu mere udstyr giver den nye 4 E-Tech medfødte problemer.












Hvad vælger danskerne?
Der er mennesker, som kommer ud og ser 4 E-Tech og Scenic E-Tech og tænker, det skal være den lille model. Måske de bedre kan lide designet. Måske de har nok i den plads, der er i den lille model. Måske de skal parkere et sted, hvor der er kamp om pladserne. Måske, måske, måske.
Men det er svært at præsentere folk for en meget større bil med længere rækkevidde og mere udstyr og så tro, at rigtig mange af dem ikke vælger den. Herregud, 10.000 kr. Det er ingenting i det lange løb. Og det er da meget rart med den ekstra plads og den elektriske betjening til bagklappen? Den er nemlig helt uden merpris i Scenic E-Tech - og til 4 E-Tech koster den 5.000 kr.
Risikoen for, at den lille crossover kommer i klemme i Danmark er stor. Det er et dilemma, når Renault har sat prisen på Scenic E-Tech så meget ned for bedre at kunne konkurrere med Kia EV3 og Skoda Elroq.
I forhold til konkurrenter som Ford Puma Gen-E og Jeep Avenger, som er nogle af de få elektriske crossovers så små som den 414 centimeter lange 4 E-Tech, er Renaults model nemlig ganske konkurrencedygtig og rummelig. Det er bare ikke sikkert, folk kommer til at opdage det, når Scenic E-Tech ligger så faretruende tæt på i pris. For danskerne er det et luksusproblem - de kan være ligeglade, når de overser 4 E-Tech.












Lille batteri = lavt udstyrsniveau
Kigger man nærmere på den populære lillebror, den fine 5 E-Tech, så har man mulighed for at vælge det lille batteri på 40 kWh - og kort rækkevidde - med laveste eller mellemste udstyrsniveau (Evolution og Techno). Den mulighed har man ikke med den nye 4 E-Tech, hvor man til gengæld kan vælge det store batteri på 52 kWh med basisudstyrsniveauet Evolution.
Med den mulighed holder man rimelig afstand til Scenic E-Tech-basismodellen, selv om man har den længst mulige rækkevidde. 4 E-Tech Evolution 52 kWh koster 221.990 kr. med 150 hestekræfter og 400 kilometer rækkevidde, så 15.000 kr. mere end for varianten med samme udstyrsniveau 40 kWh, 120 hestekræfter og 312 kilometer rækkevidde - og 28.000 kr. under Scenic E-Tech-basismodellen.
Evolution-udstyrsniveauet er hverken spartansk eller trist. Der er LED-lygter, varme i rat og forsæder, infotainment med 10" touchscreen, automatisk klimaanlæg, nøglefri betjening og bakkamera. Men alufælge, Google Maps indbygget, adaptiv fartpilot, trådløs opladning af smartphones og lækre tekstiler på panelerne kører man uden.
De gode ting får man på Techno-udstyrsniveau for 18.000 kr. ekstra (og på den endnu 10.000 kr. dyrere Iconic, der har parkeringsassistent og sortlakeret tag). Og nedfældeligt passagersæde, tagræling, lys i grill og logo, stemningsbelysning i kabinen, større skærm til den digitale instrumentering. Vupti, så er vi tilbage i nærheden af Scenic E-Tech - og tilbage ved dilemmaet ved priserne på den nye 4 E-Tech.
MODEL | HESTEKRÆFTER/RÆKKEVIDDE | PRIS |
|---|---|---|
4 E-Tech Evolution 40 kWh | 120 hk / 312 kilometer | 206.990 kr. |
4 E-Tech Evolution 52 kWh | 120 hk / 312 kilometer | 221.990 kr. |
4 E-Tech Techno 52 kWh | 150 hk / 400 kilometer | 239.990 kr. |
4 E-Tech Iconic 52 kWh | 150 hk / 400 kilometer | 249.990 kr. |



