At dømme efter antallet af Volkwagens ID. Buzz GTX, man kan møde på de danske veje, så er der mange, der er villige til - og har pengene til - at købe en luksuriøs minibus på strøm til familien (eller til sig selv, selvfølgelig). I den lange udgave med masser af udstyr koster den lækre bus næsten 650.000 kr.
Det kunne tyde på, at der også vil være et marked for en elektrisk minibus, der starter i prislejet, hvor ID. Buzz slutter: den helt nye Mercedes-Benz VLE 300. Den nye VLE er betydeligt større end ID. Buzz, langt mere luksuriøs og har en meget, meget længere rækkevidde.
VLE 300 er 531 centimeter lang (ID. Buzz Lang: 496 centimeter) og har et batteri så stort, at kun de færreste andre elbiler kan være med: 115 kWh. Det svarer til mere end fire gange batterikapaciteten i den nye Renault Twingo.








713 kilometer på en opladning i en minibus er... godt klaret
Salget af den nye minibus fra Mercedes-Benz starter med en meget veludstyret variant med en pris, der bevæger sig langt over ID. Buzz-niveau; VLE 300 i et begrænset oplag med luftaffjedring, el-betjening af skydedørene, panoramaglastag, 22 kW AC-opladning, bagakselstyring og meget, meget andet, koster 796.668 kr.
Baghjulstræk og 276 hestekræfter er udgangspunktet i lanceringsmodellen, og senere kommer flere andre varianter, bl.a. en 4Matic-firehjulstrækker.
Læs også: "Lille" VW ID. Buzz fås til 349.995 kr.
Det interessante her er i den grad, hvor lang rækkevidden er, og at 800 volt-systemet tillader solid opladningshastighed. Med 115 kWh og et forbrug lavere end i ID. Buzz, ned til 18,6 kWh for hver 100 kilometer, er rækkevidden op til 713 kilometer. Ingen ID. Buzz kommer op på 500 kilometer, så vi taler virkelig rækkevidde på et helt andet niveau. Og på ned til 15 minutter kan man DC-lade strøm til op til 315 kilometer.
I løbet af efterår kommer alle de andre varianter, og så tager startprisen et stort hop nedad: med introduktionen af mindre veludstyrede VLE 300-varianter kommer prisen til at starte på 639.995 kr. - helt på linje med ID. Buzz Lang GTX.


