De fleste ved efterhånden, at den rækkevidde elbilen er oplyst til at kunne køre er urealistisk og i de fleste tilfælde helt uopnåelig. Derfor er det naturligt for mange danskere at købe en elbil med lang rækkevidde, og jo større elbil, jo længere rækkevidde forventes.
En mellemstor elektrisk crossover skal helst ligge et stykke over 500 kilometer for bare at ramme klassens gennemsnit, og en bil som Tesla Model Y fås med rækkevidde helt op til 657 kilometer på en opladning.
Så ser det, ærlig talt, ikke godt ud, når Mazda præsenterer en helt ny crossover i den klasse, hvor den maksimale rækkevidde er 484 kilometer. Den nye CX-6e er endda så lang (485 centimeter), at den næsten lander i den større klasse med biler som Audi Q6 E-Tron og XPeng G9. Og i den klasse er det pinligt at møde op med en rækkevidde på 484 kilometer.
















Hverken hurtig eller med mindre batteri end de andre
Det ville måske være til at forstå den skuffende rækkevidde, hvis CX-6e havde en af følgende ting: Et lille batteri eller mange hestekræfter. Men den har ingen af delene; batteriet er velvoksent med 78 kWh, og den har beskedne 258 hestekræfter fra motoren, der trækker baghjulene.
Den lidt større XPeng G9 Standard Range med batteri på 79 kWh har en rækkevidde på 502 kilometer. Heller ikke prangende, men her kan man købe sig til et større batteri og rækkevidde op til 585 kilometer. Så hvis der hos Mazda var tale om mulighed for en opgradering til et større batteri, ville situationen se lidt anderledes ud.
Det er forbruget i den nye Mazda, der er udviklet og produceret i Kina af partner Changan (i princippet i den fælles virksomhed Changan Mazda), den er gal med. Med 18,4 kWh per 100 kilometer for basisudgaven ligger CX-6e betydeligt over forbruget i Audi Q6 E-Tron.
Det kan i nogen grad redde CX-6e, at japanerne denne gang ikke vælger at introducere, ikke endnu i hvert fald, et batteri med så luset ladekapacitet som i 6e med det store batteri (90 kW DC-ladning). CX-6e kommer ud af starthullet med 190 kW. 24 minutter fra 10 til 80 procent lover Mazda. Lad hellere være med at fortælle japanerne, at G9 kan lade med 445 kW og fra 10 til 80 procent på 12 minutter...









Kæmpe skærm på 26" i bredformat
Hvor den i 2025 introducerede 6e har et interiør som i enhver anden kinesisk model, så skiller CX-6e sig ud med en ganske imponerende skærm. Den 26" store skærm, der dækker instrumentbordet fra venstre side af midterkonsollen og hele vejen ud til højre mod passagerdøren, giver et indtryk af en højteknologisk bil. Der er tale om et stort display og ikke et delt i flere sektioner.
Vi har ikke haft lejlighed til at se nærmere på skærmen og systemet, men da systemet intet har med det i 6e at gøre, er der håb for, at kvaliteten, reaktionstiden og brugerfladen er bedre end i den første af Kina-modellerne fra Mazda.
Der er afsat et hjørne øverst til venstre i den store skærm til at vise hastighed, som vi kender det fra flere Tesla-modeller. Men hvor Tesla ikke er så venlige at byde på et head-up display, så gør Mazda det heldigvis, så man er fri fra at kigge langt ned for at se hastigheden.
CX-6e skulle have en rummelig kabine, men bagagerummet vinder ingen priser for rummelighed. For en elektrisk crossover i den størrelse er et bagagerum på 468 til 1.434 liter ikke noget, der er værd at reklamere for. Redningen er et frunk i en god størrelse: 80 liter.
Mazda regner med at introducere CX-6e allerede i den kommende sommer. Mere præcist bliver det ikke lige nu, ligesom det ikke er til at sige noget om prisniveauet. Hvis udgangspunktet er 6e, som starter på 299.990 kr., og modeller som MGS6 EV, Tesla Model Y og flere andre, så bør CX-6e ikke starte over 325.000 kr.



