Aksial-fluxmotoren. Det er lyden af Tilbage til fremtiden og den flyvende DeLorean DMC-12, der letter og forsvinder ind i et år på den ene eller anden side af nutiden. Men det er også betegnelsen for den type motor, som Mercedes-AMG i en nær fremtid vil bruge i sin elektriske superbil.
Aksial-fluxmotoren er en ekstremt kompakt elmotor, som vejer tre tredjedele af en tilsvarende konventionel elmotor. I en elmotor af den type, som sidder i de fleste elbil i dag, løber strømmen i modsat retning af den roterende akse - i aksial-strømsmotoren (indrømmet, flux lyder federe) løber strømmen parallelt med motorens rotationer. Ikke bare det, men ydelsen er cirka tre gange så høj!
Den første forsmag på, hvad det er, Mercedes-AMG vil udsætte os for af ekstreme kræfter, er den nye konceptbil Concept AMG GT XX. En bestialsk konceptbil, der med to motorenheder leverer en maksimal ydelse på over 1.360 hestekræfter. Den er baseret på en ny platform, AMG.EA, og det er en platform, der sandsynligvis allerede kommer i en produktionsklar bil i 2026.










Opladning til 400 kilometer på fem minutter
En elektrisk superbil som Concept AMG GT XX kræver et batteri, der kan modstå ekstreme situationer. Voldsom og gentagen acceleration, motorer som suger strøm i uhyrlig fart for at bilen kan nå 360 km/t på toppen - og den nødvendige hurtige opladning.
High Performance Electric Battery (HP.EB), altså batteriet, er udviklet fra bunden i AMG-hjembyen Affalterbach med maksimal ydelse i fokus. Spændingen er høj (hvor høj? Det fortæller tyskerne endnu ikke), og kølingen af cellerne foregår direkte, som gør det muligt at presse batteriet under både kørsel og opladning.
AMG lover, at man vil kunne lade til 400 kilometers kørsel på fem minutter, og ladekapaciteten virker som en tur ind i fremtiden: op til 850 kW ved 1.000 ampere.
Det kan virke urealistisk lige nu, men Mercedes-AMG har samarbejdet tæt med specialisterne hos ladeudstyrsproducenten Alpitronic, der laver lynladere, og de har lavet en prototype, der kan levere den nødvendige strøm. Ikke fra to CCS-kabler, som bliver nødvendigt for at lynlade nogle biler med høj ladekapacitet, men fra et enkelt.
Concept AMG GT XX er en stor bil - en konceptbil på over 5,2 meter i længden. Den bliver næppe reduceret meget i størrelse, når den går i produktion som en elektrisk superbil i grand tourer-format. Så mangler vi bare at se, hvad de to x'er i navnet skal skiftes ud med, når super-elbilen skal gøre livet surt for Porsche og Taycan.