MG4 EV 2026 + Urban
Nyheder
29. januar 2026

MG snart klar med faceliftet MG4 EV og ny MG4 EV Urban

Foråret bringer faceliftet MG4 EV med nyt interiør - og til sommer kommer den billigere MG4 EV Urban.

Morten B. Bek

Morten Bek

Kinesiske bilproducenter er notorisk svære at følge med i. Den ene dag lancerer et kinesisk bilmærke en ny model i Danmark - og ugen efter kommer en opdateret version ud i Kina, som vi måske slet ikke kommer til at se i Danmark.

I 2025 introducerede MG en helt ny MG4 EV i Kina. Så skulle man tro, det næste skridt ville være at erstatte den nuværende MG4 EV i Europa med den helt nye model, ligesom den har erstattet modellen i Kina. Men sådan går det ikke, og MG har i stedet planlagt, at europæerne skal vælge mellem to vidt forskellige MG4-modeller.

På den ene side den opdaterede MG4 EV, der nu får et facelift, der på ydersiden ikke giver ændringer, vi kan få øje på. På den anden side den helt nye MG4 EV Urban, der skal være kinesernes indstigningsmodel i Danmark - en prisbillig nyhed, som kan blive en af markedets billigste biler.

New MG4 - dashboard h0tdrm
FOTO: MG
New MG4 - interior overhead zvng44
FOTO: MG

MG4 EV Urban kommer til sommer

Den opdaterede MG4 EV - og her har vi altså med den originale MG4 EV at gøre - kommer allerede i foråret til Danmark. Mens det første officielle billede af bilens ydre ikke viser andet end en ny karosserifarve, så er interiøret helt nyt: der er kommet mere farve på, nye og tydeligvis mere lækre materialer - og rigtige knapper i midterkonsollen. Der er også et nyt infotainmentsystem - og alt i alt ser interiøret ud som det, der allerede findes i MGS5 EV.

Den officielle pressemeddelelse fortæller intet om bilen - andet end at den er opdateret med nye teknologier. Ifølge det britiske medie Auto Express kommer vi ikke længere til at se MG4 EV med et lille batteri og lavt udstyrsniveau, hvorfor dagens startpris på 199.999 kr. vil vige for en noget højere pris.

Den baghjulstrukne bil vil fra nu af altid være Long Range med rækkevidde op til cirka 450 kilometer eller Extended Range med rækkevidde op til cirka 526 kilometer. Derudover kommer den småskøre MG4 XPower med firehjulstræk også igen.

Til sommer, ikke på noget endnu nærmere bestemt tidspunkt, kommer så MG4 EV Urban, som med forhjulstræk og mindre batterier kan komme et godt stykke under 200.000 kr.

Indstigningsvarianten Standard Range har et batteri med en kapacitet på 43 kWh og en rækkevidde op til 322 kilometer. Med Long Range kommer et batteri på 52 kWh og en rækkevidde op til 413 kilometer. Hvilke varianter vi får i Danmark offentliggøres først tættere på lanceringen.

Det er tydeligt med de to MG4-modeller, at den originale model skal konkurrere mod bl.a. Cupra Born og Renault Megane E-Tech, mens den nye Urban er en konkurrent til biler som Firefly, Peugeot E-208 og Renault 5 E-Tech. I forhold til de konkurrenter er MG4 EV Urban betydeligt større: næsten 4,4 meter lang, hvor Firefly og de andre ligger fra omkring 3,9 til lidt over fire meter.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om:

Andre fandt dette interessant