MG har indregistreret i alt 67 eksemplarer af den lille MG3 Hybrid+ i den korte periode, de danske forhandlere nåede at have den til salg. Salgsstart var i september 2024, og allerede før sommeren i år forsvandt den igen fra hjemmeside og forhandlere.
Det er en kort karriere, som vi med nyeste viden om sikkerheden i MG3 kun kan se som noget meget positivt. Euro NCAP, den fælleseuropæiske organisation for test af sikkerhed i nye biler har testet den kinesiske minibil, og det viser sig, at bilen har en konstruktionsfejl, som kan få alvorlige følger for føreren af bilen.
Læs også: MG3 Hybrid+ fås fra 214.999 kr.
Testen af MG3 viser desværre, at der stadig findes nye biler, hvor der er alvorlige huller i sikkerhed. Men det er ikke det eneste triste ved bedømmelsen: Euro NCAP giver MG3 fire ud af fem mulige stjerner - en god vurdering for en minibil - selv om den kommer med en alvorlig konstruktionsfejl.
I hele Euro NCAPs historie med crash- og sikkerhedstest af nye biler, som går tilbage til 1997, har organisationen aldrig set en konstruktionsfejl som i MG3 i nogen anden bil.




Euro NCAP-systemet "tillader" ikke en lussing til MG3
Efter crashtest af MG3 mod en modkørende barriere, som rammer en del af fronten, viser det sig, at førersædets justeringsmekanisme (i længden) har fejlet i den ene side, så sædet har rykket sig og sat sig skævt. Det fører til stor belastning af dummyens højre ben, og det kan potentielt gøre, at føreren får andre skader på ben og underkrop - og samtidig sidder skævt i forhold til bilens airbag i rattet.
MG har argumenteret, at sædejusteringen, altså mekanismen, ikke var udført korrekt før testen. Men det er en del af forberedelserne til testen, at sædemekanismen tjekkes og er låst, hvorfor argumentet ikke holder.
"På trods af alvoren ved problemet, som stiller spørgsmålstegn ved, hvor godt (MG)3 kan beskytte sin fører i tilfælde af et sammenstød, tillader Euro NCAPs nuværende vurderingssystem ikke, at der trækkes fra eller vurderes i tilfælde af en sådan fejl på et komponent. Som resultat kvalificerer MG3 sig stadig til fire stjerner takket være dens egenskaber på andre områder."
Det er en pinlig og ekstremt uheldig situation for Euro NCAP, som giver en potentielt invaliderende bil en forholdsvis høj karakter. Det eneste organisationen gør, er at komme med en advarsel: Aled Williams, direktør for testprogrammet hos Euro NCAP, siger, at organisationen anbefaler, at man som forbruger overvejer andre biler end MG3.
Enhver bil med alvorlige sikkerhedsmangler bør enten have et meget lavt antal stjerner - eller slet ingen. Euro NCAP bør være en dynamisk organisation, som i et tilfælde som MG3 rykker ud med en diskvalificering, og samtidig bør bilen ikke kunne sælges i Europa, før der er rettet op på fejlen, og bilen er testet med et tilfredsstillende resultat.
For de 27 eksemplarer af MG3 (resten er sandsynligvis solgt videre til udlandet) er det en trist situation. MG ændrer på sædemekanismens konstruktion fra august i år og på airbaggen fra oktober. For ejere af eksisterende biler er der indtil videre ingen hjælp at hente.
Den danske MG-importør, Nellemann Automotive Distribution, er i gang med at undersøge, hvad der kan gøres fra dansk side i forhold til situationen.
Lige nu er der fem eksemplarer af MG3 til salg på Bilbasen, to af dem fabriksnye. MG har en løsning til biler i produktionen, hvorfor det bør være nemt for den kinesiske producent at overføre løsningen til eksisterende, kundesolgte biler - og hellere i går end i dag.
Er man ejer af en MG3, bør man forlange, at MG hurtigst muligt kommer med en løsning, og forhandlerne bør stille en lånebil til rådighed, til bilen er repareret.