Der findes lige nu 44.747 eksemplarer af Tesla Model Y og 32.915 eksemplarer af VW ID.4 i Danmark, kan man se på Bilstatistik.dk. 6.757 eksemplarer af Ford Mustang Mach-E og 6.506 eksemplarer af Hyundai Ioniq 5, afslører statistikbanken også. Og 4.966 eksemplarer af Nissan Ariya.
Hvorfor nu sådan en jongleren med tal? For at sammenligne mellemstore elektriske crossovers og deres popularitet i Danmark. Og tallene viser, at Nissans indslag i klassen ikke bare ligger ubehageligt langt efter de mest populære, men også et godt stykke efter nogle af de mindre populære.
Ariya blev vist første gang tilbage i 2021, og efter en forsinkelse kom elbilen først i sensommeren 2022 til Danmark. En større opdatering er mere end tiltrængt, og med ganske få billeder viser Nissan, at ændringer er på vej til Ariya.


Affjedring med ny afstemning?
Det mest påfaldende er, at Nissan smider en helt ny front på Ariya. Det store og sorte område, der på den nuværende på afstand ligner en klassisk grill, er væk til fordel for noget, der ser mere aerodynamisk ud. De smalle luftindtag med separate tågeforlygter er slettet, og hovedlygte og LED-kørelys danner nu en skarp vinkel.
Ariya har, mildest talt, fået en Leaf-kur. Det er helt samme udtryk som den helt nye Leaf, bortset fra at Leaf har en ramme rundt om hele "grillen", hvor det ser ud som om, LED-kørelysene fortsætter videre rundt og over kofangeren.
Som vi også finder det i Leaf, kommer den faceliftede Ariya med infotainment med Google indbygget, eksempelvis Google Maps, og V2L-funktion, hvor man kan bruge bilens strøm som kilde til eksterne apparater (som et tv eller en boremaskine).
Faceliftet er endnu ikke officielt i forhold til Europa. Den opdaterede Ariya er i første omgang klar til lancering i hjemlandet Japan indenfor et halvt år, og Nissan fortæller, at elbilen har fået "opgraderinger af affjedringen tilpasset japanske veje."
Ariya er derfor fortsat tilgængelig i Danmark i den oprindelige version. Den starter på 265.000 kr. med batteri på 63 kWh, rækkevidde op til 404 kilometer - og AC-opladning med kun 3,6 kW. Med 22 kW AC-lader starter prisen på 285.000 kr., og med 87 kWh batteri og rækkevidde op til 536 kilometer (3,7 kW AC) på 300.000 kr.
I forhold til de fleste konkurrenter giver rækkevidden anledning til at tro, at Nissan også her sætter ind med en opgradering i forbindelse med faceliftet. Den nye Model Y Standard har rækkevidde på 534 kilometer (til 299.990 kr.) og Premium-udgaven (359.990 kr.) har en rækkevidde op til 622 kilometer.