Nissan LEAF015
Nyheder
9. oktober 2025

Tredje generation Nissan Leaf starter på 269.900 kr.

Nissan Leaf er nu en crossover, og fra februar kommer den til Danmark og kæmper mod Skoda Elroq og Toyota C-HR+.

Morten B. Bek

Morten Bek

Nissan er klar til at starte forfra med Leaf. Elbilen, der tilbage i 2011 var den første masseproducerede elbil, er ikke længere en hatchback - med en trendy crossover. Dermed er konkurrenterne ikke biler som Cupra Born og Renault Megane E-Tech, men i stedet Renault Scenic E-Tech, Skoda Elroq og den nye Toyota C-HR+.

Nissan begynder salget af den tredje generation Leaf i november, og de første biler lander hos danske forhandlere i februar.

Priserne er næsten på plads, og med næsten mener vi, at Nissan har givet os forventede priser på den nye elbil. De skulle ligge endeligt fast i slutningen af oktober, men vi ser ingen grund til, at de skulle gå ret meget hverken den ene eller anden vej.

Leaf kommer med to batteristørrelser og i fire udstyrsvarianter til priser fra 269.900 kr. - og de kan frit kombineres, så man kan eksempelvis vælge lille batteri med højeste udstyrsniveau og stort batteri med basisudstyrsniveau.

Konkurrenterne ligger prismæssigt i samme område. Scenic E-Tech starter på 249.990 kr. med rækkevidde op til 420 kilometer, Kia EV3 på 269.999 kr. med rækkevidde på 436 kilometer og Skoda Elroq på 264.995 kr. med rækkevidde op til 426 kilometer.

Fra 289.900 kr. med det store batteri

Leaf i den nye crossover-form kommer med en rækkevidde op til 622 kilometer, hvis man vælger det store batteri med en kapacitet på 75 kWh. Det er på niveau med Scenic E-Tech 87 kWh (625 kilometer), som er en lidt større bil, og lidt mere end Kia EV3 byder på i udgaven med 81,4 kWh (604 kilometer).

Med det store batteri, hvor Leaf starter på 289.900 kr., altså 20.000 kr. højere end med basisbatteriet, kan man desuden lynlade med op til 150 kW. Med det lille batteri på 52 kWh, der giver en (forventet) rækkevidde omkring 440 kilometer, er maksimum på kun 105 kW.

Når det kommer til elmotorer og kræfter, ligger Leaf gennemsnitligt i klassen: med det lille batteri har man 177 hestekræfter, og med det store yder elmotoren 218 hestekræfter. Begge versioner har forhjulstræk, og varmepumpe er altid standard.

Nissan Leaf 2
FOTO: Nissan

Google flytter ind fra udstyrsniveau Engage +

Merprisen for udstyrsniveauerne over basisudgaven kan du se i tabellen længere nede, men som udgangspunkt vil vi anbefale, at man som minimum vælger Leaf i udgaven Engage +, hvor Google er indbygget i infotainmentsystemet med Maps og Store.

Basismodellen Engage har som standard 18" alufælge, rød metallak (andre farver koster ekstra), 360 graders kamera, infotainmentsystem og digital instrumentering med hver en skærm på 12,3", fire niveauer for regenerering via paler på rattet, varme i forsæder og rat, regnsensor, adaptiv fartpilot, blind vinkel-system og automatisk klimaanlæg.

Engage + har Google indbygget, to skærme på hver 14,3", el-foldbare sidespejle, trådløs opladning af smartphones, automatisk nedblændeligt bakspejl, to-delt fleksibel bund i bagagerum og stemningsbelysning.

Advance tilføjer el-betjent bagklap, tagrælinger, panoramaglastag med zoneinddelt elektronisk dæmpning, adaptive LED-forlygter, 3D-baglygter, head-up display, indtræk i stof og kunstlæder og lys i forresten Nissan-logo.

Topmodellen Evolve kommer med 19" alufælge, indtræk i kunstlæder, el-justerbare forsæder, massage i førersædet, Bose-lydanlæg med ni højttalere (to af dem sidder i førersædets nakkestøtte, så man kan tage opkald uden at forstyrre andre i bilen).

Som ekstraudstyr til alle udgaver af den nye Leaf kan man købe en adapter, så bilens strøm kan bruges til at drive eksterne apparater (V2L).

MODEL

PRIS (FORVENTEDE)

Leaf 52 kWh Engage

269.900 kr.

Leaf 52 kWh Engage +

285.900 kr.

Leaf 52 kWh Advance

304.900 kr.

Leaf 52 kWh Evolve

319.900 kr.

Leaf 75 kWh Engage

289.900 kr.

Leaf 75 kWh Engage +

305.900 kr.

Leaf 75 kWh Advance

324.900 kr.

Leaf 75 kWh Evolve

339.900 kr.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om:

Andre fandt dette interessant