Blocket/Bilbasen var inviteret til Rotterdam af Nissan.
Nissan Micra gør comeback som elbil med teknikken fra Renault 5. Spørgsmålet er, om japanerne kan gøre den til mere end blot en søsterbil med anden front og logo. For behovet er der.
Nissan hungrer efter salg i Danmark såvel som resten af Europa. Og selvom udgangspunktet er en særdeles velmodtaget Renault, har Nissan ikke meget at skyde med, når det gælder pris eller garanti. Med en startpris på 199.900 kr. er Micra 10.000 kr. dyrere end franskmanden, og den tilbyder de samme fem års garanti.
Så hvad er argumentet for at vælge Nissan?

Blødere linjer og en smule nostalgi
Det er måske trættende, at få gentaget, men det er ikke småting, Nissan har lånt fra Renault. Den nye Micra er bygget på Renault 5, og det kan ses. Nissan har dog gjort sit for at skabe en selvstændig identitet, og hvor Renault 5 spiller retro-kortet hårdt, er Micra mere legende og mindre historiefortællende.
De runde forlygter leder tankerne tilbage til K12-generationen fra start-00’erne, der i dag har nær kultstatus. Fra forlygterne og gennem dørene løber en fordybning, der ikke er mere end cirka en centimeter bred. Nissan kalder det for "isskeen", da linjen skal føre tankerne hen på den fordybning, man laver med en isske i literis. Uanset hvad, man kalder det, bidrager det til et charmerende udtryk.
Farvepaletten er mere afdæmpet end hos Renault. Grå og sort dominerer, men lidt blå og rød er på programmet for dem, der gerne vil have blikfang. Micra føles derfor mindre retro og mere voksen – måske også mere bredt appellerende. Af samme årsag er standardlakeringen hvid og ikke iøjnefaldende grøn, som den er hos Renault.



Japanske detaljer
Indvendigt er Renault 5-genetikken umulig at overse. Det Google-baserede infotainmentsystem og layout går igen, mens Nissan blot har tilføjet mindre detaljer. På de højere udstyrsniveauer, eksempelvis Evolve, finder man kunstlæder og et Fuji-inspireret mønster i midterkonsollen, som faktisk klæder interiøret.
Man slipper dog ikke for store flader med hård plast. Sammenlignet med Renault 5 er farverne mere forsigtige, og helheden føles funktionel snarere end inspirerende. Forsæderne er behagelige, men bagsædet er en udfordring: Pladsen er snæver både i højden og længden, og voksne vil hurtigt føle sig klemt. Her er det børn, der trives bedst.
En klar fordel er dog, at Nissan holder fast i fysiske knapper til klimaanlægget – noget, der giver hverdagsvenlighed, hvor andre mærker satser hele butikken på touch.

Velopdragen og kvik i byen
Under huden er Micra baseret på Amp-R Small-platformen, præcis som Renault 5. Køreegenskaberne er derfor genkendelige: stabil på motorvej, afslappet i bytrafik og livlig nok på landevejen til at give et smil på læben.
Styretøjet er let og lidt anonymt, mens bremserne imponerer med direkte respons. Bilen føles faktisk større og mere solid, end tallene antyder. På motorvej trænger vindstøjen igennem, men i bymiljøet fungerer Micra som en hyggelig følgesvend.
Nissan Micra fås med to batteristørrelser: 40 og 52 kWh. De kombineres med motorer på 121 og 148 hk. I bytempo føles Micra kvik og adræt, men mister lidt som ventet pusten, når man hiver den på motorvej. Elmotorens moment gør dog, at den føles smidig og nem at leve med i det daglige.



Nissan spiller på følelserne
Hos Nissan siger man, at ”alle har en historie med Micra” – om det så er køreskolen eller mormors trofaste bil. Netop den følelsesmæssige forbindelse er en del af strategien: den nye Micra skal ikke kun være en bil, men også en genvej til nostalgi.
I modsætning til Renault 5 prøver Nissan dog ikke at vække retrofornemmelsen én til én. Micra skal i stedet virke robust, charmerende og lidt mere voksen. Allerede i standardudgaven er den fint udstyret med 10,1" infotainmentskærm, klimaanlæg, varme i rat og forsæder samt selvfølgelig varmepumpe.
Og så svirrer rygterne om en kommende Nismo-version. Den kan være et es i ærmet for dem, der ønsker mere end bare charme.

DEN FORELØBIGE DOM
På papiret er Nissan Micra en Renault 5 med andet logo, men det ville være for let at reducere den til det. Nissan har lagt kræfter i at give den sit eget udtryk. Den er mindre retro, mere moden og med en venlig charme, som faktisk fungerer. Teknisk er der dog ikke meget, at komme efter.
Designet vinder næppe priser, og bagsædet er stadig en svaghed. Men udstyrsniveau, brugervenlighed og små detaljer trækker op. I forhold til Renault 5 koster Micra mellem 10- og 12.000 kr. mere i listepris, alt efter batteri. En nøje gennemgang af udstyrslisterne afslører, at mængden af udstyr ikke adskiller sig de to i mellem.
Det er derfor charmen og udtrykket i Micra, der bliver Nissans trækplaster. Når Nissan Micra er klar til de danske landeveje, må en dueltest afgøre, om der gemmer sig større forskelle i tvillingerne.
*Originaltekst, Marcus Berggren. Dansk bearbejdelse, Simon Hallenslev.
Nissan Micra 52 kWh Evolve
Motor: Elmotor (fortil) Ydelse: 147 hk/245 Nm 0-100 km/t: 8 sekunder Tophastighed: 150 km/t Forbrug: 14,9 kWh/100 km Rækkevidde: 415 kilometer Batteristørrelse: 52 kWh Ladekapacitet: 100 kW Mål (L/B/H): 397/183/150 cm Køreklar vægt: 1.552 kilo Trækvægt: 500 kilo Bagagerumsvolumen: 326-1.106 liter Pris: 247.900 kr. (Micra fås fra 199.900 kr.) Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 14.995/3.195 kr. (Micra fås fra 14.995/2.495 kr.) Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst