Kampen for bilproducenterne for at have Danmark billigste elbil er ikke noget, der sender dønninger gennem salgstatistikkerne. Ingen af de helt billige modeller gør et stort indtryk på danske bilkøbere, og den hidtil billigste, BYD Dolphin Surf, har ikke haft en flyvende start - den er nærmere landet med et brag.
Heller ikke den næstbilligste i landet, Citroën Ë-C3, har det nemt, men prisjusteringer i den rigtige retning (nedad) har dog haft en effekt på salget.
En ny variant med mindre batteri og en fuldt udstyret udgave til en lavere pris kan være med til at løfte den lille elbil fra Citroën yderligere. I hvert fald kan den franske producent nu, igen, bryste sig af at have Danmarks billigste elbil; Ë-C3 starter nu på 139.990 kr., mens BYD Dolphin Surf nu er landets næstbilligste med priser fra 149.995 kr.

30 kWh - resultatet er 204 kilometer på en opladning
Et mindre batteri er absolut ikke det, Citroën Ë-C3 har brug for, men det er, hvad den nu fås med. Indtil nu har alle udgaver på det danske marked været udstyret med et batteri med en kapacitet på 44 kWh og en rækkevidde op til 326 kilometer - og lidt mindre i de bedst udstyrede.
Uden batterivarmer eller andre hjælpemidler har Ë-C3 vist sig at have en kort rækkevidde og, især ved høj fart, et meget højt forbrug om vinteren.
Det er næsten usandsynligt, det skulle være anderledes i den nye version med mindre batteri. Med bare 30 kWh ombord får man en WLTP-rækkevidde udstukket på 204 kilometer. Der står bybil med meget store bogstaver på den model.
Til 139.990 kr. får man de samme 113 hestekræfter som med det store batteri, og man får en rummelig lille bil med en fin affjedring. Hvad man ikke får er udstyr, der er værd at snakke om.
Faktisk har Ë-C3 You! til 139.990 kr. næsten kun lovpligtigt udstyr som nødbremse, parkeringssensorer bagtil, hastighedsadvarsel og sporskifteadvarsel. Aircondition, el-sidespejle, el-ruder foran og fartpilot er de eneste ting, der er værd at fremhæve. Sædevarme, infotainmentsystem, bakkamera - det findes ikke. Til prisen er det sådan set okay, og for nogle købere kan en simpel bil være en befrielse.

159.990 kr. for Ë-C3 VTR Sport med det hele
Med mindre man er nødt til at tænke flere dage over, om man har råd til en liter mælk, eller man bare insisterer på at få Danmarks billigste bil, så er det en god idé at "shoppe op": at købe den 20.000 kr. dyrere udgave af Ë-C3, hvor man får meget, meget mere.
Et prisfald har gjort, at topmodellen, Ë-C3 VTR Sport, nu er nede i 159.990 kr. Sammen med den nye basismodel med det mindre batteri VTR Sport med batteri på 44 kWh eneste model på den danske prisliste lige nu.
Læs også: Citroën, Opel og Peugeot: 8 års garanti på elbilerne - men det er ikke nødvendigvis en forbedring
Her kommer man op på en rækkevidde på 320 kilometer, så man trods alt kan bevæge sig ud af byen om vinteren uden at spænde et reb om byskiltet, hvis man skulle få behov for at trække bilen tilbage.
20.000 kr. køber meget mere end trygheden ved 116 ekstra kilometer. Ë-C3 VTR Sport er godt sammensat med 17" alufælge, LED-forlygter, tågeforlygter, tagræling, el-foldbare sidespejle med varme, 10,25" infotainmentskærm, bakkamera, navigation, varme i rattet og forsæderne, trådløs mobillader, automatisk klimaanlæg, Advanced Comfort-sæder (med mere skum og bedre støtte) og læderrat.
Som andre elbiler fra Citroën har Ë-C3-modellerne nu op til otte års serviceaktiveret garanti, som maksimalt gælder til 160.000 kilometer. Kun to af de otte år er en reel fabriksgaranti uden særlige krav, mens de resterende seks kræver service på et Citroën-værksted.



