TEST XPeng G9 LR MBB 506
Leasing
19. maj 2025

Privatleasing: Få en XPeng G9 for under 5.000 kr. om måneden

XPeng sænker priserne på privatleasing, så man nu kan få fingrene i flagskibsmodellen G9 for 4.995 kr. om måneden med 34.995 kr. i førstegangsydelse.

Simon Hallenslev

Simon Hallenslev

XPeng G9 er en gammel kending på Bilbasen. Den har frekventeret flere tests i forskellige varianter, med og uden campingvogn bagpå, og så har den også fungeret som redaktionens seneste langtidstester. G9 er en stor og luksuriøs elbil med mange stærke sider, der altid har givet meget værdi for pengene.

I øjeblikket kører XPeng kampagne på kontantpriserne, så en Standard og Long Range kan gafles fra henholdsvis 451.916 kr. og 531.916 kr., mens den store Performance variant står til 581.916 kr. Det er en besparelse på lige knap 48.000 kr. på alle tre varianter. Kampagnen løber til udgangen af maj.

I et fortsat tumultarisk og hurtigt udviklende elbilmarkedet er der dog mange danskere, der vil eliminere noget af usikkerheden med privatleasing. Måske derfor justerer XPeng nu også privatleasingpriserne, så man kan blive kørende i den store G9 fra 4.995 kr. om måneden. En flot besparelse på 1.000 kr. om måneden.

Xpeng-G9-langtur-37
Foto: Jacob Dalby

Høj førstegangsydelse

Det er indgangsvarianten XPeng G9 Standard Range, der fås fra 4.995 kr. om måneden. Her får man 75,8 kWh batteri, 313 hestekræfter og en rækkevidde på op til 460 kilometer. På udstyrssiden får man premium-lir som soft-close døre, elektrisk bagklap, panoramaglastag samt store, komfortable forsæder med varme og køling, hvilket, kombineret med de fordelagtige pladsforhold, er meget bil for 4.995 kr. om måneden.

Førstegangsydelsen kan dog blive en mundfuld for mange. Man skal nemlig af med 34.995 kr., og totalomkostningerne for en G9 Standard Range løber op i 214.815 kr. over 36 måneder. Det svarer til 42,9 procent af bilens kontantpris uden for kampagnen, der slutter ved månedens udløb.

For XPeng G9 Long Range skal man af med 5.995 kr. om måneden med samme 34.995 kr. i førstegangsydelse. Det giver totalomkostninger på 250.815 kr. i hele perioden på 36 måneder og 43,2 procent af bilens kontantpris. Her får man et større 93,1 kWh batteri, samme 313 hestekræfter og en rækkevidde på op til 570 kilometer.

Xpeng G9 træk MBB 3085
Foto: Morten Bek

XPeng G9 Performance koster 6.995 kr. med samme 93,1 kWh batteri som Long Range, men med en ekstra elmotor. Derfor får man hele 551 hestekræfter, mens batteriet drænes lidt hurtigere med en rækkevidde på op til 520 kilometer. Med førstegangsydelsen ender man på 286.815 kr. for leasingperioden på 36 måneder, hvilket svarer til 45,5 procent af bilens kontantpris.

Leasingpriserne ligger inden for den gyldne tommelfingerregel om, at et godt leasingtilbud ligger inden for 40 til 45 procent af bilens kontantpris i totalomkostninger over 36 måneder. Førstegangsydelsen i den høje ende betyder dog, at man skal køre aftalen ud, før den bliver rigtigt rentabel.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om:

Andre fandt dette interessant