Omoda 5 EV får ingen anbefaling fra Bilbasen. I forhold til teknologier, køreegenskaber og DC-opladning er den kinesiske elbil ikke god nok. Der er mere interessante biler i samme prisleje - biler som den nye Leapmotor B10, den velkendte Renault Scenic E-Tech og den velfungerende MG S5 EV.
Men en ting er, at vi ikke kan anbefale, at man bruger 239.900 kr. på den kinesiske crossover. Vi kan bedre se, at man vælger Omoda-modellen på privatleasing, som nu også er en mulighed. På den måde skal man ikke spekulere på, om elbilen har et stort værditab.
Privatleasing af en Omoda 5 EV kan man få i op til 36 måneder, og man skal lægge 9.995 kr. i engangsydelse for at komme ombord.
Konkurrenten til bl.a. Skoda Elroq og Kia EV3 har en rækkevidde op til 402 kilometer, og en opladning fra 10-80 procent er meget langstrakt: i bedste fald 45 minutter. Til gengæld har man udstyr som el-betjent bagklap, Sony-lydanlæg, soltag og head-up display som standard - og der er kun en variant, så farven på lakeringen er det eneste, man skal vælge.



10.000 årlige kilometer er standard
Med 9.995 kr. i engangsydelse ude af verden, kører man med en månedlig leasingydelse på 2.795 kr. Det er umiddelbart en rimelig pris for en elektrisk crossover med en kontantpris på 239.900 kr., men man skal være opmærksom på, at der kun følger 10.000 kilometer med om året.
Læs også: Jaecoo J5 EV. Det næste hit fra Kina?
Omoda tilbyder opgradering til 15.000 eller 20.000 kilometer om året: med 15.000 kr. er prisen 3.095 kr. om måneden, som er 300 kr. mere i forhold til med 10.000 kilometer - og ved 20.000 kilometer betaler man 3.396 kr. om måneden; så merprisen fra 15.000 til 20.000 kr. er altså 301 kr.
Når den elektriske crossover igen skal afleveres efter 36 måneder, så har den samlede betaling været på mindst 116.395 kr. (10.000 kilometer). Med 15.000 årlige kilometer er den samlede betaling over 36 måneder på 127.195 kr.
Men så er vil tilbage ved, at vi egentlig slet ikke vil anbefale Omoda 5 EV. På privatleasing er den selvfølgelig ikke immun overfor konkurrence, og lige nu kan man eksempelvis få den stærkere og langt mere velkørende MG S5 EV Comfort med 480 kilometer rækkevidde til samlet 127.815 kr. over 36 måneder - eller den større Nissan Ariya 63 kWh med 402 kilometer rækkevidde til kun 2.395 kr. om måneden (samlet 144.955 kr. over 48 måneder).



