januar 26, 2022

På skiferie i elbilen Polestar 2

Vi kører på skiferie i Polestar 2 og fortæller om vores oplevelser, når elbilen forlader sine vante rammer.

Tekst & Foto: Jacob Dalby / Dato: 26. januar 2022

Det går egentlig fint derudaf i roligt tempo. Det ser ud til, at vi, trods alt, når frem i tide. Men pludselig standser trafikken. ”Damnit!” To sneplove er kørt ud på motorvejen foran os. De kører forskudt, så vi lige akkurat ikke kan overhale – og de kører langsomt. Ankomsttiden ifølge Google-navigationen bliver ved at tælle op. 13.51, 13.52, 13.53. ”Vi når det ikke”, meddeler jeg min kæreste og min søn på seks måneder, som sidder på bagsædet med jakker og huer på for at holde varmen. I et sidste desperat forsøg tjekker jeg kortet på navigationen. Det ser ud til, at der løber en lille vej parallelt med motorvejen. Afkørslen er kun 500 meter længere fremme. Jeg bliver nødt til at tage chancen. Vi skal forbi for at nå frem.

LÆS OGSÅ | 2022 oversigt: Se alle elbiler i Danmark samt rækkevidde og pris

Ovenstående udspiller sig på vej hjem fra en afbrudt skitur i Trysil, Norge. Og det med et stressniveau, der ikke hører hjemme på en ferie. Heldigvis var turen derop markant mere afslappet.

Endelig på vej på ferie

Klokken er 12, jeg har lige lukket tagboksen og vi er endelig, endelig på vej mod Norge. Vi skal på ski over nytår i Trysil og turen derop foregår i elbilen Polestar 2. Op til afgang har vi diskuteret derhjemme, om det er en god idé, at tage turen i en elbil. Kulde og elbiler er ikke ligefrem de bedste venner. Vi beslutter at tage færgen fra København til Oslo, hvorfra der kun er 217 km til Trysil. Det bliver i hvert fald ikke noget problem. Varianten vi kører i (Long range Single Motor) er trods alt opgivet til 515 km på en opladning.

LÆS OGSÅ | Polestar 2 kan nu fås fra 349.000 kr.

Af samme årsag lader jeg kun batteriet op til 80 % inden afgang, så da vi triller af færgen i Oslo er der 79% tilbage. Mere end rigeligt til at køre de 217 km til Trysil, skulle man tro. Men en ny virkelighed viser sig, da vi kører af borde i Oslo. Byen er begravet i en dyne af sne og vejene i er ikke ryddede. Der er minus fem grader, det stormer og så hjælper det ikke, at vi har tagboks monteret og at bilen er pakket til bristepunktet vægtmæssigt.

Vi kommer på motorvejen og det går fint med svingende hastigheder mellem 70 – 80 km/t på de snebelagte veje. Men den lave temperatur, den øgede rullemodstand fra sneen, den høje vægt og den kraftige modvind (og tagboks) gør, at Google-systemet anbefaler et ladestop på vejen. Fint, så kan vi få strukket ben og tanket kaffe.

Det fungerer i øvrigt rigtig godt med det indbyggede Google Maps, der foreslår flere forskellige muligheder for at lade på ruten til Trysil. Ved nogle af ladestanderne ses det på infotainmentskærmen, om de er ledige eller ej. Vi vælger Ionity. Det er den dyre løsning, men så kan vi få testet ladehastigheden og Google melder flere ledige standere.

LÆS OGSÅ | Første test: Polestar 2 er lige så fed en elbil, som vi håbede på

Polestar 2 kører fortrinligt trods de barske forhold. Med helt nye vinterdæk monteret opfører den sig stabilt og affjedringen er tilpas komfortabelt afstemt, uden, at man mister følingen med underlaget og vejgrebet. Det er klart, at lige i disse forhold ville den firehjulstrukne variant være at foretrække, men den forhjulstrukne kæmper alligevel ikke for at finde greb medmindre man presser den unødigt.

Forbruget stikker af

Fremme ved Ionity-ladestanderen i Elverum (141 km motorvejskørsel fra Oslo) er forbruget 33,3 kWh/100 km. Det er højt – som i rigtig højt. Polestar 2 Long range Single motor er opgivet til 17 kWh/100 km. Forbruget er altså knap dobbelt så højt som ved optimale elbil-forhold. Det er mere end forventet selvom mange parametre er imod os. På den anden side har jeg ikke gjort det mindste for at spare på strømmen men kørt præcist, som jeg ville gøre i en almindelig benzin- eller dieselbil.

Der er kun 76 km tilbage til Trysil, men vi fylder godt på – hvis nu… Det bliver til 54 kWh til en pris på 344,55 DKK. Det er den dyreste løsning overhovedet, men også den mest bekvemmelige. Polestar 2 når en maks ladekapacitet på 128 kW. Havde der ikke været minus 10 graders frost, ville ladekapaciteten være højere.

Resten af turen går ad en lille smule motorvej og ellers landevej frem til hytten. Vi ender med at bruge 33 kWh / 100 km med en lille smule bykørsel, motorvejskørsel med 70-110 km/t og landevejskørsel med 80 km/t.

Panik i Trysil

Ved skisportsstedet i Trysil er der opstillet 18 styk 22kW ladestandere lige ved pisten. Planen er at lade bilen helt op en af dagene, imens vi står på ski. Desværre er alle 18 standere optaget de to første dage. På tredje dagen må vi lidt pludseligt afbryde vores tur. Det betyder, at vi står foran en tur på 217 km i barske forhold med kun 27% på batteriet – og vi er presset på tid.

Det er umuligt at nå hele vejen til Oslo uden at lade og vi er nødsaget til at finde en lynlader – ellers når vi ikke færgen kl. 14.15. Vi skal senest checke ind kl. 14.00. Google melder, at vi vil have 11% tilbage på batteriet ved den første lynlader på ruten til Oslo (den samme Ionity-station i Elverum). Det er knebent, synes jeg, men vi tager chancen og kører spare-kørsel til Elverum.

LÆS OGSÅ | TEST: Tak for dansen, Polestar 1

Det er det ultimative elbil-dilemma. I en fossilbil havde jeg kørt en smule hurtigere, kørt ind og tanket når nødvendigt og kommet videre. Men sådan fungerer det ikke i en elbil. Hurtigere hastighed betyder øget forbrug (ligesom i en fossilbil) og så når vi ikke frem til Ionity-standeren, før vi løber tør.

Stressen begynder at brede sig i kroppen. Vi må skrue ned for varmen i kabinen til 17 grader og den lille familie må tage jakker og huer på for at holde varmen. Heldigvis når vi frem til Elverum med 8% tilbage. Men samtidig har vi kørt langsomt for at spare på strømmen. Skal vi nå færgen må vi lade så kort tid som muligt. I løbet af 23 minutter får vi 42 kWh på batteriet til en pris af 264 DKK. Den indbyggede rækkevidde-app viser, at vi som et minimum har 150 km at gøre godt med – vi har 140 km til Oslo og Google melder ankomst kl. 13.50 – kun 10 minutter før check in lukker. Pres…

LÆS OGSÅ | Er Polestar 2 elbilen, der kan vippe Tesla Model 3 af pinden?

Fra Elverum kører vi på motorvejen og får ro på – det ser ud til at lykkedes. Rækkevidden falder i takt med kilometerne vi tilbagelægger og ankomsttiden siger stadig 13.50. Men så sker det, der bare ikke må ske. Trafikken standser og vi snegler os afsted. De føromtalte sneplove blokerer og ankomsttiden stiger hastigt. 13.51, 13.52, 13.53. Stressniveauet er på sit maksimale. 500 meter længere fremme er der en afkørsel til en lille landevej, der løber parallelt med motorvejen. Vi tager chancen!

Fra landevejen kan jeg følge sneplovene inde på motorvejen i det fjerne og den kilometerlange slange efter dem. Jeg presser hastigheden på de små veje og når ud på motorvejen igen – foran sneplovene. Ankomsttiden siger nu 13.58 men motorvejen er helt fri for andre biler så jeg skruer igen ned for temperaturen i kabinen til 17 grader så at familien må pakke sig ind, presser hastigheden lidt og be’r til, at der er strøm nok på batteriet til at nå frem til færgelejet. Drejer vi forkert bare én gang er det slut.

Vi nåede det!

Vi ankommer til check ind kl. 13.56 med 7% strøm tilbage. En vild eufori breder sig i bilen, hvor der ellers har været total stilhed. Fremme ved skranken er jeg helt høj og den søde dame bag ruden ser både lidt skræmt og forundret på mig, da jeg med et kæmpe smil nærmest råber hende ind i ansigtet; ”Vi nåede det!”

Vi triller om bord på færgen som den sidste bil. Lige dele glade og udmattede. Det er, uden sammenligning overhovedet, den mest stressende biltur jeg nogensinde har kørt.

Tilbage i København

Hjemme i København er der 5% tilbage på batteriet. Vi lunter, meget langsomt, til Clever-standeren hos Gasolin Grill ved Landgreven og stopper med 3% tilbage.

Elbiler er fantastiske, ingen tvivl om det. Men der skal ikke gå meget galt, før al planlægning går op i røg. Var ferien forløbet som planlagt, var vi kørt afsted fra Trysil med fuldt batteri og kørt i god tid, ladet godt op i Elverum og fortsat i ro og mag videre til Oslo. Men en brik faldt og ferien endte i et stressniveau, der på ingen måde hører ferie til.

Men tag endelig ikke fejl. Jeg er vild med elbiler – de er fantastiske. Man skal blot være opmærksom på, at livet med elbil ofte kræver, at man er omstillingsparat og klar til at ændre sine vaner – og hvis man ikke er på forkant, kan små, uforudsete hændelser hurtigt få læsset til at vælte.

Polestar 2 satte til gengæld ikke et ben forkert og var hele turen igennem meget tillidsfuld. Den indbyggede rækkevidde-app, der viser et minimum og maksimum antal kilometer med den aktuelle ladestand, holdt vand hele vejen trods de meget barske forhold for elbiler. Men når alt kommer til alt går der lige lidt, før jeg skal på skitur i elbil igen.


Polestar 2 Long Range Single motor

Motor: Elmotor
Batteristørrelse: 78 kWh
Ydelse: 213 hk / 330 Nm
0-100 km/t: 7,4 sek.
Tophastighed: 204 km/t
Forbrug: 17,0 kWh/100 km
Rækkevidde: 515 km
Ladekapcitet: 150 kW
Startpris: 375.000 kr.
*Polestar 2 fås fra 350.000 kr.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Jacob Dalby

Med baggrund i motorsporten fylder biler med sportslige egenskaber det meste af Jacobs bevidsthed – både nye og brugte giver smil på læben.

Det siges i øvrigt, at Jacob kunne køre før han kunne gå, så interessen for biler startede tidligt. Interessen udviklede sig til passion og siden har arbejdet som motorjournalist på blandt andet Bil Magasinet fyldt det meste af de vågne timer.

Forbrugerstof og vejledning er også blandt Jacobs kernekompetencer og han er ikke ked af at fortælle dig, hvilken bil du skal købe næste gang.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS