Stellantis brint2
Nyheder
16. juli 2025

Stellantis lægger brintbilerne i graven

Stellantis skulle om kort tid have startet egen produktion af forskellige varevogne på brint. I stedet lukker koncernen helt ned for udvikling af biler på brint.

Morten B. Bek

Morten Bek

Brintteknologien i biler er en meget omdiskuteret teknologi. To af de vigtigste ting, som holder gryden i kog omkring teknologien er produktion af brint og effektiviteten af brint, når den omsættes til strøm i en bil.

Brint kræver tung produktion, som stadig kræver meget strøm, og når brinten spaltes i bilens system til vand og strøm, så ender meget af energien med at gå tabt. Selv om brintteknologien udvikles, og mærker som BMW, Hyundai, Honda og Toyota løbende forbedrer den, så er en brintbil langt fra så effektiv som en elbil, hvor energikilden omsættes direkte til fremdrift.

Problemer er der nok af, og så er vi ikke engang nået til den manglende infrastruktur; der er et stærkt begrænset netværk med mulighed for at tanke brint i Europa - og det danske netværk brød sammen for flere år siden.

Stellantis har indtil i dag været en stor fortaler for brint i varebiler, og gennem egen udvikling og virksomheden Symbio har den store koncern været en vigtig spiller i forhold til teknologien. Uden forvarsel lukker Stellantis nu helt ned for brint - meget kort tid før koncernen skulle i gang med selvstændig produktion af biler.

Stellantis brint
FOTO: Stellantis

Ingen fremtid for brint

I løbet af sommeren skulle serieproduktionen af otte forskellige varevogne være startet på Stellantis' egne fabrikker. De store varebiler Citroën Ë-Jumper, Fiat Professional E-Ducato, Opel Movano Hydrogen og Peugeot E-Boxer skulle være produceret på en fabrik i Gliwice i Polen, mens de mellemstore modeller Citroën Ë-Jumpy, Fiat Professional E-Scudo, Opel Vivaro Hydrogen og Peugeot E-Expert skulle gå i produktion i Hordain i Frankrig.

Stellantis har siden 2021 lavet brintvarebiler i et begrænset oplag til udvalgte virksomheder i Europa. Bilerne er blevet samlet i Frankrig, men er derefter er de blevet transporteret til Tyskland for at blive konverteret til kørsel på brint med brændselscellesystem (spalter brinten) og brinttanke.

Som førende på markedet for varebiler i Europa ville Stellantis med de serieproducerede brintvarebiler have en magtfuld position i forhold til at udbrede biler på brint. De store varebiler er lavet til at kunne køre 500 kilometer på en optankning, de mellemstore til at kunne køre 400 kilometer. En optankning, hvor det er muligt at lave en, tager fire-fem minutter.

Men Stellantis ser dystert på den nærmeste fremtid for brint, og en pressemeddelelse fra koncernen fortæller, at den manglende infrastruktur, store investeringer og behovet for økonomiske støtteordninger gør, at brintmarkedet er et nichemarked - uden mulighed for økonomisk rentabilitet på selv mellemlang sigt.

Stellantis brintOpelMovanoHYDROGEN-2
FOTO: Stellantis

Elbilerne udvikler sig hurtigere end forventet

Ethvert håb om, at Stellantis skulle bruge sine brintteknologier i personbiler, som det fortsat er planen hos nogle af konkurrenterne, lukkes ned med den øjeblikkelige skrotning af virksomhedens overordnede planer for brint.

Fremtiden er, som Stellantis ser det, i stedet elektrisk - og baseret på hybridbiler. Stellantis har et hybridsystem i en række bilmodeller, som Citroën C4, Opel Mokka og Peugeot 3008/5008, som ikke sælges i Danmark.

Brintteknologien har i mange år været holdt op mod teknologierne i elbiler. Elektriske varebiler har været stærkt begrænsede i rækkevidde. I 2018, da Volkswagen begyndte med produktion af den første elektriske Crafter, havde den store elektriske varevogn en rækkevidde på 173 kilometer og en topfart på 90 km/t.

Den rækkevidde er udregnet efter den tidligere norm, NEDC, der var markant mindre realistisk end dagens WLTP-norm, hvorfor Crafter fra 2018 i dag ville have en noget lavere rækkevidde.

Elektriske varevogne har i dag en helt anden relevans. Teknologien er på få år kommet så langt, at de elektriske kassevogne er regulære alternativer til versionerne med dieselmotor; den nye Renault Master E-Tech Electric har en WLTP-rækkevidde på 446 kilometer - og infrastrukturen omkring opladning kan slet ikke sammenlignes med situationen i 2018.

Når det kommer til tankning af brint, er Danmark et meget sigende eksempel: det er kun gået rigtig meget ned ad bakke siden 2018.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Andre fandt dette interessant