maj 22, 2022

Test: Endelig en ægte Tesla-killer? BMW i4 eDrive40 knækker koden!

Efter flere års ‘ulven kommer’ ser det nu ud til, at der er en værdig Tesla-killer i byen. Den hedder BMW i4 eDrive40, og vi tester den her.

Tekst & foto: Simon Hallenslev

BMWs første elektriske skud på stammen, BMW i3, skreg stolt til verden, at den var en elbil med et underfundigt design, der lignede intet andet i storcenterets parkeringskælder. Det samme er tilfældet med deres nye BMW iX, der mest af alt ligner en krydsning mellem en bæver fra Mars og Oslobåden.

Den nye BMW i4 ligner … en bil? Og når man kratter lidt i overfladen, finder man hurtigt ud af, at det faktisk er en ret fin en af slagsen. Så fin, at BMW i4 har potentialet til at sparke døren ind på elbilmarkedet og efterlade konkurrenterne Tesla Model 3 og Polestar 2 som bukserystende anden- og tredjevalg.

Læs hvorfor, når jeg tester BMW i4 eDrive40.


BMW i4 eDrive40

Motor: Elmotor (bag)
Ydelse: 340 hk / 430 Nm
0-100 km/t: 5,7 sekunder
Tophastighed: 190 km/t
Batteristørrelse: 83,9 kWh
Maks. ladekapacitet: 200 kW
Elektrisk rækkevidde: 590 kilometer
Mål (L/B/H): 
478/185/144 cm
Køreklar vægt: 2.125 kilo
Bagagerumsvolumen: 
470 liter
Startpris: 
479.900 kr.


Det er næppe en tilfældighed …

… at BMW i4 eDrive40 udbydes til en startpris på 479.900 kr. Det er nemlig 92 kroner mindre end det, som storkonkurrenten Tesla Model 3 Long Range udbydes til. Kigger man nærmere på specifikationerne, vil man også hurtigt finde ud af, at prisen ikke er det eneste sted, i4 har placeret sig tæt på Model 3.

Batteriet i BMW i4 eDrive40 er på 83,9 kWh, hvilket giver en rækkevidde på 590 km efter WLTP-norm. Det lugter lidt af Model 3 Long Range. Den kører nemlig med 82 kWh batteri og en opgivet rækkevidde på 602 km. BMW i4 eDrive40 er med 340 hk og en acceleration fra 0 til 100 km/t på 5,7 sekunder dog henholdsvis 100 hk og 1,3 sekunder bagved Tesla.

LÆS OGSÅ | Duel: Er Polestar 2 bilen, der kan vippe Tesla Model 3 af pinden?

Som standard er BMW i4 eDrive40 rimeligt veludstyret. Den har fornødenheder som elektrisk bagklap, 3-zonet klimaanlæg og BMWs store widescreen display. Udstyr som ratvarme, elsæder, panoramaglastag og adaptiv fartpilot er dog alle bekostelige tilkøb, der er standard i storkonkurrenten Model 3.

Konkurrenten Polestar 2 Long Range Dual Motor er klart det billigere valg med en pris på 455.000 kr. inklusiv en Plus-pakke, der giver en tilsvarende mængde udstyr. Med et batteri på 78 kWh, en rækkevidde på 482 km og færre kræfter, er den dog ikke helt med på beatet rent specifikationsmæssigt.

Den bayerske force

Nu har du et groft overblik over, hvor den nye BMW i4 eDrive40 placerer sig i forhold til konkurrenterne, når det kommer til pris og udstyr. Lad mig derfor gå i krig med, hvad det er, som Bimmeren kan, der giver den potentialet for at klaske disse førnævnte konkurrenter. Det første er en klassisk bayersk force: Kabinen.

Der er få, der bygger kabiner med samme kvalitetsmæssige tyngde som BMW: Og det er ikke anderledes bare fordi den pågældende BMW er elektrisk. Enhver overflade man lader sine nysgerrige fedtfingre glide over i i4 føles lækker og luksuriøs. Målt på ren samle- og materialekvalitet er det lige før, at i4 kan snuse til dyrere konkurrenter som Porsche Taycan og Audi e-tron GT. Altså, næsten.

SE OGSÅ | Video: BMW i4 – en imponerende elbil!

For mig er det lidt en streg i regningen, at man ikke får elektriske sæder med i en moderne elbil til en halv million. Den kamel sluges dog ret hurtigt, da kørepositionen er til UG, når først jeg har fundet den ved håndkraft. Bag rattet af BMW i4 eDrive40 er kørepositionen tættere på jorden end i Polestar og Tesla, hvilket bidrager til en mere plantet køreoplevelse.

Når man siger A, må man også sige B, og for BMWs kabiner hænger den sublime materiale- og samlekvalitet ofte sammen med et småkonservativt layout. Det gør det også i4, som deler mangt og meget med BMW 4-Serie. Det er ikke så futuristisk og elbil-agtigt, selvom det aflange og kurvede panel bag rattet klart holder instrumentbordet luftigt. Panelet indeholder 14,9-tommer krystalklar infotainment og 12,9-tommer instrumentering.

Det småkonservative gør ikke mig noget: If it ain’t broken don’t fix it! I midterkonsollen findes stadig den gode, gamle og intuitive BMW-drejeknap. Den både mindsker fingeraftryk på infotainmentskærmen men også gør det endnu lettere at navigere rundt i det i forvejen overskuelige iDrive8-system.

LÆS OGSÅ | Test: Renault Megane E-Tech – Gode ting kommer til den, der venter

Kabinen i BMW i4 eDrive40 er dog ikke perfekt. Desværre har man fra bayersk side valgt at kopiere en løsning, de er glade for i Wolfsburg. De fysiske knapper til klimapanelet er forsvundet og erstattet med undermenuer. Uanset hvor fin skærmen og systemet er, kræver det øjnene fra vejen, når temperaturen skal reguleres. Og det er dumt.

What the frunk?

En af de mest tydelige indikatorer på, at en elbil ikke er bygget på en dedikeret elbilplatform, er manglen på et bagagerum foran. Sådan et har i4 ikke, fordi den deler platform med 4-Serie. En anden indikator er, hvis en elbil har kardantunnel på bagsædet. Sådan en har Polestar 2, fordi den deler platform med Volvo XC40 – og BMW i4 eDrive40 har den altså også.

LÆS OGSÅ | Test: Ny Tesla Model 3 er bygget i Kina og fortsat i front

Kardantunellen gør midterpladsen til en nitte for enhver med ben, der placeres her. Derudover er bagsædet dog helt udmærket. Det er ikke helt så lyst og luftigt som i Tesla Model 3, men til gengæld er der mere plads til bentøjet. Den hældende taglinje æder lidt af hovedpladsen, men det skal du være over 1,80 meter for at opleve – og det er jeg ikke.

Trods manglen på et frunk er BMW i4 eDrive40 fortsat mere praktisk end Tesla Model 3. Først og fremmest pakker den 470 liter i bagagerummet, hvilket er 45 liter mere end amerikaneren. Derudover er den, ligesom Polestar 2, udstyret med en hatchback-bagklap, der gør åbningen god bred og let at komme til.

Blød Bimmer

Ligesom de velbyggede kabiner plejer dynamik at være en klassisk BMW dyd. Det er på overraskende vis ikke tilfældet med BMW i4 eDrive40. Endnu mere overraskende er dog måske, at det ikke gør mig noget. BMW i4 eDrive40 er nemlig komfortabel til en grad, hvor ingen af konkurrenterne kan være med.

LÆS OGSÅ | Test: Audi e-tron GT rammer rigtigt

Misforstå mig ikke. Det er ikke fordi, at BMW i4 eDrive40 er tabt bag en vogn rent dynamisk. Den har oceaner af mekanisk greb, og den bayerske baghjulstrækker spytter mig ivrigt ud af stramme kurver uden slinger i valsen. Det bliver bare aldrig rigtigt underholdende.

Dels er styretøjet, meget ulig BMW, slapt og besynderligt afvejet. Det er ikke rigtig tungt og kontant, som man forventer det, men det er ej heller hverken let eller agilt. Det lander et sted midt i mellem og føles lidt kunstigt uden at give den portion feedback, det kræves, før det er sjovt.

Derudover strammer undervognen ikke nok op, hvorfor friske sving afslører mere krængning end i Tesla Model 3 og Polestar 2. Tyngden og de 2.125 kg mærkes, når den trykkes på maven. Men igen, så gør det mig ikke noget.

LÆS OGSÅ | Test: BMW iX 40 er velkørende som få – men hvorfor er batteriet så lille?

Undervognen i BMW i4 eDrive40 er nemlig raffineret komfortabel og udeholder stød fra at indtræde i kabinen, når man møder brønddæksler og Vejdirektoratets helligdage. Ordet raffinement kan også bruges om støjniveauet, som efterlader særligt Model 3 i støvet. Kabinen er virkelig tyst, og det er kun et hint af vejstøj, der sniger sig ind på motorvejen.

Ellert på langfart

En komfortabel undervogn, en god køreposition og et lavt støjniveau er noget, der inviterer til langfart – og det skal man ikke være bange for at begive sig ud på i BMW i4. Det er nemlig en af de første elbiler, jeg har kørt, der matcher den rækkeviddehåndtering, som Tesla har leveret i efterhånden en rum tid.

LÆS OGSÅ | Duel: Kampen er tæt mellem Audi Q4 e-tron og Volvo XC40 Recharge

BMW i4 eDrive40 er både præcis og ærlig i sin vurdering af egne evner. Baseret på kørselsmønster er den lynhurtig til at vurdere, hvilken rækkevidde der er tilbage på batteriet. Derfor kan man altid stole på kilometertallet i instrumentbordet. Også selvom man kører 130 km/t på motorvej.

Selv tilbagelagde jeg 110 km ved ren motorvejskørsel og gæt engang, hvor mange kilometer der var trukket fra, da jeg var fremme? 110 km! Er det ikke fremragende? For min skyld kunne alle elbilproducenter trække 50-80 km af deres rækkevidde, hvis blot bilen kunne fortælle mig den realistiske rækkevidde med forholdsvis nøjagtighed.

SE OGSÅ | Video: BMW tog sig sammen – endelig er BMW iX klar!

Ved blandet kørsel kan man i BMW i4 eDrive40 komme forbløffende tæt på de 590 km, den er opgivet til. Ved motorvejskørsel alene anslår jeg, at man sagtens kan køre 450-480 km, før behovet for en opladning melder sig. Med sådan en distance tilbagelagt har man alligevel brug for en pause, og ved lynladning fyldes batteriet op igen med 200 kW.

Endelig!

Jeg har været ret træt af altid at anbefale Tesla Model 3, når folk har spurgt efter en elbil med stor realistisk rækkevidde til en anstændig pris. Endelig er der en bil, der kan tilbyde samme flotte rækkeviddehåndtering som Tesla! Og egentlig er jeg ret glad for, at det er BMW, der knækker koden.

Foruden at diske op med den flotte rækkevidde, kan BMW nemlig levere raffinement, kvalitet og komfort på et niveau, hvor de amerikanske pionerer ikke kan være med. BMW i4 eDrive40 er mindre tech-tung og mere konservativ end Tesla Model 3, men det tror jeg er en force snarere end det er en ulempe.

LÆS OGSÅ | 2022 oversigt: Se alle elbiler i Danmark samt rækkevidde og pris

BMW i4 eDrive40 er en elbil til dem, der gerne vil have en bil, der kører på strøm frem for en app med hjul. Den er velsagtens den bedste elbil til netop dét. Derfor har jeg nu fået en ny bil at anbefale og en ny go-to elbil.

Jeg undværer gerne panoramaglastaget og elsæderne for den kvalitet, BMW i4 kan give. For mig er det ‘kun’ det brede netværk af Superchargers, som Tesla Model 3 rigtigt kan lokke med. Alligevel er det Bimmeren, jeg vælger.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Simon er en ung og passioneret motorjournalist, der har specialiseret sig i anmeldelser af biler, sammenlignende dueltests og nyheder fra bilindustrien.

Han følger altid nøje med i, hvad der rører sig i branchen, og bestræber sig på at formidle sin viden i et, til tider farverigt, men altid let forståeligt sprog. Hans artikler er rettet mod både de læsere, der ikke er bileksperter, og de dedikerede entusiaster som ham selv.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS