juli 28, 2024

Test: Cupra Leon Sportstourer er en god stationcar, der misser målgruppen

Der er ingen tvivl om, at Cupra vil erobre de unge kunder med kant og coolness, men kan man virkelig det med en traditionel stationcar på benzin? Vi kører Cupra Leon Sportstourer.

TEKST & FOTO Simon Hallenslev

Det er svært at undgå Cupra, hvad end man skal til padel eller Primavera Sound (en af Europas største musikfestivaller). Det spanske bilmærke køber prominente placeringer til alverdens arrangementer, hvorfor også festivalgængerne til dette års Tinderbox i Odense fik to elektriske Cupra-modeller at se; begge badet i spotlys ved festivalens elektroniske scene.

Det ligger lige til højreskøjten at markedsføre kække elbiler til et ungt publikum, hvor unge mennesker færdes. Spørgsmålet er, om det ungdommelige brand stadig kan bære en model som Leon. En traditionel stationcar, der bygger på en fire år gammel Golf-platform, og som her står uden skyggen af et ladekabel. Jeg tester den opdaterede Cupra Leon Sportstourer.

Hvad er nyt ved Cupra Leon?

Spanske Cupra har taget ordet facelift bogstaveligt og givet Leon et helt nyt fjæs. Forfra er den ikke til at kende med sin nye såkaldte hajsnude, der eliminerer den klassiske kølergrill midt på fronten og rykker det kobberfarvede logo op mellem de nye LED-forlygter. Køleren er nu et bredt gab i forkofangeren.

Bagfra ligner Leon mere sig selv. Baglygterne står med et nyt LED-mønster, der matcher det forlygterne med tre trekanter i hver lygte. Derudover samles baglygterne nu på midten af et lysende Cupra-logo. Præcist som man så det på den seneste generation Dodge Viper.

Indvendigt finder man en ny infotainmentskærm, der med sine 12,9” er beskedne 0,9” større end før faceliftet, men som til gengæld er velsignet med et nyt system. Selvom de irriterende touch-sliders under skærmen stadig er der, har de fået lys i sig, så man nu kan se, hvad man laver i mørke.

Motorprogrammet for den opdaterede Leon tæller både en 2-liters diesel, som altid har været der, samt en spritny plug-in hybriddrivlinje. Til test holder programmets billigste: En Cupra Leon eTSI, der kombinerer en klassisk firecylindret 1,5-liters benzinmotor med let 48V assistance. Til at styre løjerne er et DSG automatgear i syv trin.

Ophavet skinner igennem

Selvom kobberdetaljerne kan være betydeligt flere, end det er tilfældet med denne Cupra Leon Sportstourer, så er der stadig noget kækt ved det udvendige design. Om det er de skarpe forlygter, det brede gab eller blot de sportslige fælge, der gør udfaldet, er svært at sige, men i mine øjne udgør Leon Sportstourer en sprød stationcar på parkeringspladsen.

Og det er heldigt. Cupra, der så gerne vil være det friske alternativ til VW og Skoda, formår ikke at hive det spanske temperament ind i Leon på samme måde, som de gør det med elbilerne Born og Tavascan. Det skinner igennem, at der gemmer sig en Golf bag det friske fjæs.

Den 4-cylindrede benzinmotor yder 150 hk og 250 Nm, og det gør Leon mere forkølet end frisk. Turen fra 0 til 100 km/t tager respektable 8,9 sekunder i et skingert toneleje. Når først man har passeret 100 km/t, er der til gengæld ikke meget tilbage på hanerne, og mellemaccelerationer på motorvejen er ingen livret for spanieren.

Motorvejen afslører også et andet lidt kedeligt element, der netop skyldes ønsket om at gøre Leon frisk. De 19” fælge, der er tilvalgt i denne testbil, kaster nemlig en pæn portion vejstøj af sig. Det er synd, da rolig motorvejskørsel ellers er en force, som grundstenen i Golf har med sig.

Det konservative tyske ophav har med andre ord også positive facetter, da Leon opleves bundstabil; ikke kun på motorvejen, men over hele linjen. Der er god balance i undervogn og chassis, mens fraværet af batteri holder kampvægten under 1.500 kg. Det gør ikke som sådan Leon sjov, men det gør den medgørlig og letbenet på landevejen.

Den svære parring

Det er ikke kun de 150 hk, der stikker en pind i hjulet for raske mellemaccelerationer i Leon. Det er også parringen med DSG-gearkassen, der altid er lidt af et lotteri i VAG-koncernen. I ledtog med 1-liters motoren fra VW er DSG-gearkassen eksempelvis blid som et lam. Med denne 1,5-liters motor opleves den omvendt småklodset. Den nye VW Passat kører med samme parring og har samme udfordringer.

Kaster man pedalen i gulvtæppet på motorvejen, er det som om, at DSG-gearkassen skal konferere først med sig selv og dernæst med motoren. Derfor opleves mellemaccelerationerne ekstra sløve. Oveni dét straffes man med et uforsigtigt puf, hvis man stresser gearkassen og skifter hurtigt fra R til D.

Den spanske kabine

Selvom ophavet i et VAG-produkt også er at spore i kabinen, er der stadig sørget for spansk smag hist og her. Sammenlignet med før faceliftet fås lidt andre materialer, som nu er mere bæredygtige, men uden at den spanske kabine taber den kvalitetsmæssige overhånd, som den har over VW Golf.

Foruden kobberdetaljerne, der er mere udtalte i kabinen, har Leon med opdateringen fået lidt flere detaljer. Her er nu et mønster i instrumentbordet og et blødere materiale med kontrastsyninger i midterkonsollen. I testbilen er også det nye Sennheiser-lydanlæg til 10.710 kr., der spiller bundsolidt omend med bastung default-indstilling.

Forsæderne i testbilen er de samme Cup-stole, der medfølger i en Dynamic-pakke til 13.945 kr., som man altid har kunnet vælge. De er fede, selvom jeg godt kunne have ønsket mig de nye og endnu federe stole, som Born VZ kører med.

Den store nyhed er selvfølgelig den nye 12,9” skærm, der, surprise, kører på en bund af VWs nyeste MIB4-system. Det er hurtigt og fri for glitches, nemt at navigere rundt i og nu programmeret med permanente bjælker i skærmens top og bund. Klimamenuen ligger nu altid i bunden af skærmen og eliminerer brugen af de irriterende touch-sliders.

En god stationcar – uden spotlys

Cupra Leon Sportstourer starter fra 385.490 kr., hvilket er en spids dyrere, end konkurrenterne. Særligt fordi der til denne indgangspris mangler ting som bakkamera og el-betjent bagklap, der skal tilkøbes i en såkaldt Edge-pakke til 16.880 kr.

Den nære slægtning Skoda Octavia eTSI Selection starter 15.000 kr. billigere og kommer inklusive de to førnævnte stykker udstyr. Den kommer endda også med adaptiv fartpilot, der skal tilkøbes i en pakke til 15.710 kr. yderligere i Leon.

Ford Focus EcoBoost Hybrid kører med tilsvarende type mild hybrid som de to og kan med det sammenlignelige udstyrsniveau ST-Line X købes fra 359.100 kr. Sidst er der den ægte hybrid, Toyota Corolla Hybrid, der i sammenligneligt Active-trim kan købes fra 354.990 kr.

Så er spørgsmålet, om disse har den samme kække kant? Måske ikke, men når denne kant svinder ind til optisk lir i Leon, må der være en grænse for, hvor meget man kan tage for den. Misforstå mig ikke, Cupra Leon Sportstourer er god stationcar, der fortjener overvejelsen, hvis man er på udkig efter sådan en på benzin. Min tvivl er blot, om den unge målgruppe, som Cupra henvender sig til, faktisk er på udkig efter dét.

I virkeligheden tror jeg, at det ungdommelige publikum forventer mere end sportsligt trim fra et mærke, der vil være ung med de unge. Alt imens vender de kunder, der ikke tilhører den progressive Cupra-målgruppe, naturligt blikket mod de mere traditionelle konkurrenter. Derfor skal Cupra endelig fortsætte med at bade Born og Tavascan i spotlys. Leon Sportstourer skal omvendt nok holdes ude af det og udbydes til de forventeligt få i målgruppen, der stadig vil have en traditionel stationcar på benzin.


SPECIFIKATIONER

Cupra Leon Sportstourer eTSI

Motor: R4, 1.495 cm3
Ydelse: 150 hk/250 Nm
0-100 km/t: 8,9 sekunder
Tophastighed: 216 km/t
Forbrug: 16,7 km/l
CO2-udledning: 136 gram/km
Mål (L/B/H): 465/179/143 cm
Køreklar vægt: 1.441 kilo
Trækvægt: 1.500 kilo
Bagagerumsvolumen: 620 liter

Pris: 385.490 kr.
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 9.995 kr./3.895 kr.
Beskatningsgrundlag, firmabil: 362.110 kr.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Find brugte biler fra Cupra til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS