Ford Focus Active
november 11, 2020

TEST: Ford Focus Active får dig til at droppe højbenede biler

Er du friluftsmenneske og vil gå mod strømmen? Så har Ford bilen til dig med Focus Active, der er en pseudo-SUV, som giver hævet kørehøjde uden at gå på kompromis med køreegenskaberne. Kompromiserne skal dog indgås andetsteds.

Af: Simon Hallenslev / d. 11. november 2020

Køber du en Ford Focus Active, kan du med ro i stemmen sige, at du ikke har fulgt strømmen og købt Crossover ligesom alle de andre. Ford Focus Active er stadig en Ford Focus, og dermed en helt almindelig bil – selvom kørehøjden er hævet med 30 mm.

Hvorfor ikke bare købe en almindelig Focus, spørger du nok. Jo, det er det samme som med de storbymennesker, der går med vandresko eller dyre oilskin-jakker. Det er ikke fordi, de hverken skal vandre eller på jagt. Det er det faktum, at de kan gøre det, hvis muligheden byder sig, der gør det smart. Og fordi de synes, det ser smart ud.

Størstedelen af de Ford Focus Active, der bliver solgt, ser næppe mere terræn end indkørslens perlegrus. Men hvis der en dag er en hullet skovvej, der byder sig, kan du tage den i Focus Active, hvis du vil.

Ford Focus Active

1,5 EcoBlue

Motor: R4 diesel, 1.499 ccm

Ydelse: 120 hk / 300 Nm

0-100 km/t: 10,7 sek.

Tophastighed: 189 km/t

Forbrug: 20,8 km/l

Startpris: 273.790 kr.

Offroad-appel til familien Danmark

Vi holder lige fast i vandreskoen lidt endnu. For Active er for Focus, hvad en vandresko er for storbymennesket: En illusion om friluftsliv, der skal se godt ud. Og det gør det på Focus. De sorte skærmforøgere og beskyttelsesdele af plastik, giver lidt kant til modellen, som i sin almindelige form er meget pæn og afdæmpet.

Det er ikke fordi, Ford har opfundet den dybe tallerken. Det er trods alt bare lidt sort plastik, og offroad-appellen er ikke en ny opfindelse. Audi har Allroad-modellerne og Volvo deres Cross Country-modeller. Ikke desto mindre så tror jeg, det er en appel, der virker. Det tilføjer noget råt til den brede skare af grå biler på de danske landeveje, der er lige så sindsoprivende som mellemlederens jakkesæt.

Højere – og blødere?

Hvis der er noget, Ford efterhånden er notorisk kendt for, så er det køreegenskaber. Det er næsten ligegyldigt hvad, de ligger navn til, så kører slutproduktet godt. Selv den regulære Crossover Ford Puma kører trods sin høje frihøjde ret underholdende.

Det er derfor næppe en overraskelse, at det også er lykkedes med Focus Active. De 30mm mere i frihøjden gør intet væsen af sig, når det kommer til krængning. Styretøjet er lige så stramt, som det er i en almindelig Focus, hvilket gør køreoplevelsen dynamisk og bilen let at placere i et sving.

LÆS OGSÅ | Test: VW Golf 8 overbeviser, men er ikke perfekt

Det er ikke let at finde en bil, der giver samme indlevelse til prisen i Golf-klassen som en Focus – og det ændrer Active-betegnelsen ikke på. Selv med større frihøjde, kører Focus mere dynamisk end konkurrenter som Opel Astra og VW Golf 8. Dét er et stort plus i vores bog.

Undervognen på Active er en videreudvikling af den, der sidder på en normal Focus, og det er her, Ford rammer hovedet på sømmet. For hvor bilen er dynamisk og stram, har de stadig formået at tilføre en smule ekstra komfort gennem frihøjden. Undervognen hjælpes på vej af dæk med højere profil, som kommer på Active-udgaven. Sammen gør de brosten og brønddæksler til bagateller.

Kabinens kompromis

Ingen er perfekte, og der vil altid være kompromisser ved et bilkøb. I Ford Focus Active er også et kompromis, som skal findes i kabinen. Selvom det er et mindre et af slagsen, så er der nogen, for hvem det vil være en dealbreaker.

Kabinen er konservativ og kedelig. Selvom denne fjerde generation af Focus endnu ikke er fyldt tre år, så er den allerede overhalet indenom på moderniteten af flere konkurrenter. Det er særligt infotainmentskærmen, der springer i øjnene. Den fremstår nærmest eftermonteret, som den står på instrumentbordet.

LÆS OGSÅ | Test: Fornuftig Opel Astra med friskt facelift og nye motorer

Selv den snusfornuftige Opel Astra byder på en bedre følelse af integration og modernitet. Det er til trods for, at opløsningen på infotainmentskærmen og systemet bag er bedre i Focus Active. Den nye Golf 8 efterlader Focus helt i støvet med sit digitale setup.

Det er lidt synd, at kabinen er så søvndyssende, som den er. Kvaliteten fejler nemlig intet, hvor plastmaterialerne er i den blødere ende af skalaen. I den nye Golf 8 er den billige plastik kravlet højere op i kabinen, mens du generelt skal lede godt for at finde det i Focus.

Motoren matcher udseendet

Testbilen, som jeg har kørt, er udstyret med den lille dieselmotor på 1,5 liter med 120 hk. Den matcher udseendet og ikke nødvendigvis på den positive måde. For hvor det rå look i min bog er positivt, er en rå dieselmotor det ikke.

Motoren trækker fint og jævnt med de 120 hk og 300 Nm, der er til rådighed. Til gengæld er den tanden for grovkornet. En koldstart giver John Deere-associationer, når det kommer til lyd. Er motoren kold, sender den også mærkbare vibrationer gennem kabinen, når man holder i tomgang.

LÆS OGSÅ | Ny Seat Leon er en formidabel spiller i Golf-klassen

Heldigvis tilbyder Ford andre motorer, og særligt deres EcoBoost benzinmotorer får megen ros med på vejen. Sådan én ville jeg vælge uden at blinke, hvis jeg skulle have mig en Focus Active.

Ford tilbyder også en større 2-liters dieselmotor med 150 hk og 370 Nm. Uden selv at have kørt den, kan jeg kun håbe, at den større volumen giver lidt mere raffinement til dem, der vil køre diesel.

LÆS OGSÅ | Test: Kia XCeed er smuk men svær at placere

I automatgearet går Ford mod strømmen, og kører med en konventionel automatgearkasse i otte trin i stedet for en dobbeltkoblingsgearkasse. Dét er dejligt! Ofte bliver jeg uvenner med dobbeltkoblingernes abrupte igangsætninger, mens jeg i Focus Active let sætter afsted fra lyskurven.

Min eneste anke til automatgearet er, at Ford har valgt at sætte en drejeknap i som gearvælger. Jeg klumper altid rundt i, hvilken vej knappen skal drejes, og skal generelt bare bede om en almindelig stang, tak.

Drop Crossovers!

I realiteten beviser Ford med Focus Active, hvor fjollede og ligegyldige Crossovers er. Her får du noget af det mest dynamiske, du kan få i den mellemstore Golf-klasse, mens du stadig kan se friluftsagtig ud og forcere hullede skovveje.

Hvis du gerne vil have muligheden for at forcere let terræn i din personbil, så er Focus Active den rigtige måde at gøre det på helt uden kompromisser på landevejen, hvor du bruger den mest.

For at slutte dér, hvor jeg startede, er Ford Focus Active bilernes svar på den moderigtige vandresko. På hverdagsbasis fungerer den præcist som en almindelig sko uden ergonomiske og dynamiske kompromisser. Når muligheden for en vandretur en dag byder sig, klarer du også det uden problemer.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS