april 28, 2021

TEST: Familiebussen Ford S-Max kan noget, konkurrenterne ikke kan

Når man får tre børn fjernes den sidste snert af sjov, man kan have bag et rat — eller hvad? Vi tester Ford S-Max, der har syv sæder og et es i ærmet, der måske kan gøre op med den gamle skrøne.

Af: Simon Hallenslev / d. 28. april 2021 (Opdateret d. 14. juni)

Verden er overbefolket. Vælger man at sætte flere børn i verden end gennemsnittet (mere end to), får man derfor en håndgribelig straf. Man bliver tvunget til at køre i en 7-personers bil de næste 18 år eller indtil afkommet rykker hjemmefra, og du kompenserer de grå stænk i håret med en Porsche Boxster.

Men spørgsmålet er, om det stadigvæk er en straf at køre 7-personers MPV til daglig? Ford S-Max har plads til Rikkepippi og alle dine andre englebørn, ligner ikke en Berlingo og har et es i ærmet, som de færreste andre biler af denne størrelse har.

Noget tyder på, at Ford sænker straffen for overbefolkning, men er det hele fryd og gammen i det store brød? Vi tester Ford S-Max.

Ford S-Max ST-Line

2,0 EcoBlue

Motor: R4, 1.997 cm, diesel

Ydelse: 190 hk / 400 Nm

0-100 km/t: 9,6 sek.

Tophastighed: 200 km/t

Forbrug: 15,9 km/l

Startpris: 477.230 kr.

(S-Max starter fra 349.180 kr)

Rummelig familie-Ford

Hvis du har behov for at montere tre barnesæder, føler jeg med din hørelse på længere køreture. Selve behovet for pladsen kan Ford S-Max dog godt dække, da der på midterste sæderække snildt kan smides tre barnesæder ned i de Isofix-beslag, der findes på midterste sæderække.

Bagsæderne kan justeres en del i ryglænet. Hvis pladsbehovet mere er til dovne teenagers frem for børnesæder, er S-Max derfor også god, da man i bagsæderne kan let opnå en ret slack og tilbagelænet position. Benplads er der rigeligt af – også for den midterste passager, da gulvet bagtil er helt fladt.

LÆS OGSÅ | TEST: Hatten af for komforten i Citroën C5 Aircross

Tredje sæderække er til de allermest lavstammede eller til ganske korte køreture. Her er en my mere plads end i Peugeot 5008, men det er ikke meget. Har du behov for syv sæder på mere permanent basis, må du rette øjnene mod storebror en regulær minibus som VW Multivan.

Med syv sæder opslået, pakker bagagerummet som en mikrobil, hvilket faktisk er udmærket. Her tager den 285 liter, hvilket er over 100 liter mere end i 5008. Med fem sæder opslået er de to konkurrenter mere ligestillet, og S-Max pakker 965 liter. Vi runder lige netop 2.000 liter med alle bagsæder slået ned.

Til rodehovedet

Jeg ved godt, at børnene kommer i første række. Den rigtige første række i S-Max er dog forbeholdt dig som chauffør, og heldigvis for dig, følger den gode plads fra bagsædet med op på forsædet. Her i hvert fald masser af både albue- og opbevaringsplads.

Uanset hvor kigger hen, er der et smart opbevaringsrum, hvilket gør S-Max perfekt til rodehoveder. Der er altid et rum, man kan gemme noget mere i. Desuden kan rum, knapper og funktioner nås ubesværet fra førersædet, hvori man også sidder godt, og kan komme tæt på jorden, hvis man ønsker det.

Godt lys og plastproblemer

Den lave køreposition hæmmer ikke udsynet, de den massive forrude og slanke A-stolper giver rigeligt med udkig. Sideruderne er matchende store, hvorfor kabinen får rigeligt med naturligt lys ind – og lys er der brug for. Kabinen i S-Max er nemlig overvejende dunkel.

Det er mørkt plastik, der præger den rummelige kabine, og kvaliteten er generelt lidt lala. Det er med andre ord ikke en udfordring at finde plast fra budgetskuffen, der knirker, når man trykker på det.

LÆS OGSÅ | TEST: Peugeot 5008 – behagelig og budgetvenlig med et benspænd

Kabinen kommer til at fremstå gammeldags, hvilket er særligt udtalt i midterkonsollen. Her er monteret et Sony-anlæg med lysende Sony-logo, CD-afspiller og godt med knapper, mens infotainmentskærmen fremstår som sunket ind i midterkonsollen. Begge er ting, der leder ens tanker på en kabine fra 00’erne.

Infotainmentskærmen følger desværre trop. Skærmen virker mat og grynet, mens det blålige infotainmentsystem virker udateret. Heldigvis er der Apple CarPlay til at klare ærterne, så man sjældent skal op og fedte på skærmen.

Esset i ærmet

Da jeg for nyligt anmeldte Peugeot 5008, der er en storkonkurrent til S-Max, skrev jeg, at man ikke kan forvente dynamik eller underholdning fra en 7-personers familieæske. De ord tvinger Ford S-Max mig til at tage i mig igen – i hvert fald delvist.

Det er klart, at Ford S-Max ikke kører som en Ford Fiesta ST. Men jeg tør godt give mit ord for, at man får oprigtigt svært ved at finde noget med 7-sæder, der kører bedre end Ford S-Max. Den MPV, der kommer tættest på køredynamikken i S-Max, må være den mindre BMW 2-Serie Gran Tourer.

LÆS OGSÅ | TEST: Ford Fiesta har GTI-talenter til små penge

Ford har bare styr på deres styretøj og deres balance. Rattet er vægtet præcist, som det skal, hvilket gør, at man helt kan glemme hvilken bil, man kører i, når vejen snor sig. Undervognen er kontant og harmonerer styretøjet godt. Det er kun hvis man er rigtig frisk, at bilens vægt begynder at mærkes. Sådan kommer du dog næppe til at køre, medmindre du har glemt Rikkepippi i børnehaven.

De færreste glæder er jo som bekendt gratis. Prisen for ST-Line undervognen er ikke alene de 50.000 kr. som udstyrspakken koster. Det koster desværre også lidt på komforten. S-Max bliver aldrig decideret ukomfortabel, men fordi undervognen er kontant, mærkes ujævnhederne mere end i 5008.

Halvdyr dieseldarling

Testbilen er udstyret med den store 2-liters dieselmotor, der yder 190 hk og trækker som et tog. Der er godt med moment, hvilket faktisk får den store S-Max til at føles ret kvik. Motoren er fint parret med automatgearkassen, der skifter let og ubesværet. Kun når dieselmotoren er helt kold, kan til- og frakobling blive staccato.

Den store dieselmotor er tiltalende, men igen er det glæderne, der koster ekstra. Vil du have den momentstærke dieselmotor og den store ST-line udstyrspakke, kommer du til at betale. Her starter Ford S-Max nemlig fra 477.230 kr.

Det er mange penge. Alligevel kan konkurrenten Peugeot 5008, med en tilsvarende dieselmotor og alt hvad remmer og tøjler kan bære i udstyr, komme op i 579.990 kr. Det stadfæster blot, at det er dyrt, at få mange børn – også når man skal købe bil.

Hybrid uden meget mening

Hvis diesel ikke er sagen, giver Ford ikke mange muligheder. Her kan vælges en 2,5-liter hybrid-variant med 190 hk som det eneste. En variant, som Bilbasen også har haft til test (i rød, se herunder). Her er tale om mild hybrid med en 1,1 kWh batteripakke, der ikke kan oplades med stik, og ikke batter i længden.

Den emissionsfrie kørsel på ren el begrænses naturligt, og den 2,5-liter store benzinmotor pustes i gang selv ved små speederudsving. Ford S-Max Hybrid matcher den store EcoBoost diesel i brændstoføkonomi og er også omtrent lige så hurtig fra 0 til 100 km/t. Og ja, så koster den også præcist det samme som versionen med den store dieselmotor.

LÆS OGSÅ | TEST: Den bedste VW Tiguan kombinerer benzin og strøm

Hybrid-varianten giver med andre ord ingen præstationsmæssige fordele sammenlignet med dieselvarianten. Og hvad er så meningen med hybrid? Tja. Ingen anelse. Hybrid-varianten giver kun mening, hvis du virkelig er imod diesel. Jeg skriver virkelig, fordi hybrid-varianten er udstyret med en trinløs CVT-gearkasse, der skal jonglere strøm og benzinkraft, og det er sjældent fedt.

Jeg har prøvet værre CVT-gearkasser end den, S-Max Hybrid er udstyret med. Alligevel får man stadig følelsen af en elastik, der trækkes op, når der gives gas. Med 2,5-liter volumen kunne benzinmotoren have været fint potent, men gearkassen får den til at føle flad. Jeg ville til hver en tid vælge den store dieselmotor, hvis valget stod mellem den og hybrid-varianten. Både på grund af dieselpotensen, men også på grund af den bedre benzinøkonomi på motorvejen.

Er der plads i husholdningsbudgettet?

Spørgsmålet er, hvor mange børnefamilier, der vil blæse godt en halv million kroner af på en MPV. Mit bud er få. Derfor er indstigningsmodellen af S-Max med manuelt gear og en mindre dieselmotor med 150 hk mere til at forstå, da den starter ved mere spiselige 349.180 kr.

Desværre fås ST-Line udstyrspakken kun til den store dieselmotor. Sparer man her, er man derfor nødt til at undvære luksusgoder som 18-tommer alufælge, sportsundervogn og sprød sports-optik både inde og ude. Det er øv, men det er ikke noget, der fratager S-Max titlen som velkørende MPV.

LÆS OGSÅ | TEST: Kia Sorento plug-in hybrid giver fuld tilfredshed for få penge

Selvom den har 7 sæder, og selvom den er et brød af en MPV, har Ford med deres altid skarpe køreegenskaber gjort, at det ikke føles som en straf at køre S-Max. På en god dag med vind i ryggen og snoede veje kan man helt glemme, det er en MPV, man kører i. Det er bare noget, Ford kan, på tværs af budgetter.

Med det sagt, skal det afslutningsvist understreges, at du bør gå planken ud med motor og udstyr, hvis der er luft i budgettet til det. ST-Line giver et ekstra drys af sportslighed og indlevelse til en leverpostejstilværelse, og belønner familiemor og -far med sjældent set køredynamik bag rattet af den rummelige MPV.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS