august 13, 2022

Test: Tag bare Hyundai Ioniq 5 med over 300 hk, hvis du har lyst – og kan finde en

Et ekstra skud kræfter er sjældent noget, man bliver ked af at få. I Hyundai Ioniq 5 med firehjulstræk er kræfterne langt større end i udgaverne med baghjulstræk.

TEKST OG FOTO Morten B. Bek

Det føles ikke helt rigtigt at skrive om en ny bil, som ingen lige nu kan købe. Men det er svært at undgå for en motorjournalist, for på de fleste elbiler er der en ventetid så lang, at jeg kan nå at gro håret langt nok til at lave fletninger. Det er kun værdifuld viden, når jeg også fortæller, at jeg har en hårlængde på omkring 1-2 millimeter lige nu.

Hyundai vil rigtig gerne sælge en Ioniq 5 til alle de kunder, som vil have en. De kan ikke få fat i dem, fordi produktionen er lille og efterspørgslen er stor overalt, så jeg kører rundt i en Ioniq 5 som lige nu er udsolgt. Hvornår importøren begynder at sælge igen? Tjah, når de er kommet et stykke ned i bunken med allerede solgte biler.

LÆS OGSÅ | Hyundai Ioniq 5 N rammer i 2023 med 585 hk

Som straf for at jeg får lov at teste Ioniq 5, mens kunderne må vente og vente endnu mere, må jeg tage til takke med en 2022-model – en med 306 hk og batteri på 72,6 kWh. Den er udgået, findes ikke mere, er allerede erstattet. Fås nu kun som brugt. 2023-modellen, som alle kundeordrer også måneder tilbage får leveret, har det større batteri fra Kia EV6 med en kapacitet på 77,4 kWh, og den har også 19 flere hestekræfter end min testbil.

325 hk mod 306 hk. Ikke nok til at vinde nye dueller, for 0-100 km/t vil tage 5,2 sekunder, hvad enten Ioniq 5 har 306 eller 325 hk. Det er vægten fra det større batteri, der sender en hilsen.

Hvad får man ud af det nye batteri?

Okay, så runder jeg lige den nye 2023-model af, inden jeg hurtigt svinger tilbage på 2022-vejen og lander ved den gamle model.

Det nye batteri med kapacitet 77,4 kWh, som amerikanske Ioniq 5-kunder allerede fra starten har fået med i bilen, repræsenterer en forøgelse på beskedne 4,8 kWh. Du får cirka 6 procent mere batteri for pengene i 2023-årgangen, men du betaler også for det. Omkring 15.000 kr. ekstra – og måske mere, hvis priserne når at ændre sig, før du kan få bilen.

LÆS OGSÅ | Ingen elbil lader hurtigere 300 km på end Kia EV6

Mens mere batteri i Long Range-udgaven med baghjulstræk, som nu har 229 hk i stedet for 217 hk, betyder rækkevidde på en opladning på op til 507 kilometer – 26 kilometer mere end 2022-versionen – får topmodellen Long Range med firehjulstræk og dens nu 325 hk en rækkevidde op til 485 kilometer. Bonussen er cirka 25 kilometer mere på en opladning.

Akselafstanden på 3 meter er usædvanligt lang. Den sikrer desværre ikke helt den affjedringkomfort, man kunne håbe

Har Ioniq 5 brug for firehjulstræk og mere end 300 hk?

Så meget som jeg har brug for to kager i stedet for en kage. En Ioniq 5 med baghjulstræk og en enkelt elmotor leverer flere kræfter end de fleste kunder er vant til at få i deres gamle benzin- og dieselbiler. 350 Nm fra starten, 0-100 km/t på 7,4 sekunder. Jeg savner ingen kræfter i standardvarianten med det store batteri.

Men som priserne er skruet sammen lige nu, og det er for de udsolgte (nye) 2023-modeller, er der firehjulstræk og tæt på 100 hk mere at hente for særdeles beskedne 25.000 kr. Den firehjulstrukne topmodel fås så ikke i basisudgaven Essential, men kører i stedet i de to versioner Advanced og Ultimate, så der skal afsættes mindst 440.000 kr. til den stærkeste Ioniq 5.

LÆS OGSÅ | I Hyundai Ioniq 6 rækker strømmen endnu længere

Den har ikke brug for de mere end 300 hk, og den håndterer ærlig talt heller ikke kræfterne så elegant som den mere dynamiske, mere rolige EV6 med 325 hk. De er alligevel rare at have, og de kan selvfølgelig mærkes ved alle hastigheder, kræfterne, og fordi den kommer med en elmotor i hver ende, er der en portion ekstra stabilitet.

To elmotorer og flere kræfter giver lidt kortere rækkevidde, så vil du komme så langt som muligt på en opladning, så fravælg firehjulstræk og bliv ved 229 hk.

Hvordan er det nu ellers, sådan en Ioniq 5 er?

Kodeordene er design, rummelighed og udstyr. Der er elbiler i samme klasse, som kører bedre. Men interiøret er en som en lysåben plet i skoven, hvor Ultimate-modellens lyse interiør i kombination med det tilbagetrukne instrumentpanel giver plads til store armbevægelser – og fornemmelse af rigtig meget plads.

Den har meget plads. 10 cm længere akselafstand end EV6 giver ekstra god plads på bagsædet, rigtig god plads i bagagerummet. Desværre ikke mere komfortabel affjedring end i Kia’en, for Ioniq 5 har tendens til både at være for hård og have let sejlende tendenser på samme tid. Jeg har aldrig prøvet den med standardhjul, som er 19”, men jeg håber, der er mere komfort i dem end de 5.000 kr. dyre 20” hjul.

LÆS OGSÅ | Test: M for mange Muskler – og mindre Morskab

Lækkert og stabilt infotainmentsystem med gode skærme, sjove designløsninger både ude og inde, mulighed for en-pedals-kørsel (hvor du sjældent bruger bremsepedalen, men bare slipper speederen og bilen regenererer og bremser helt ned) og en masse udstyr gør Ioniq 5 til en af de bedste elbiler.

Startprisen er skudt i vejret, så basismodellen med batteri på 58 kWh og en enkelt elmotor med 170 hk lige nu er 354.995 kr. Med længst mulig rækkevidde og 229 hk starter prisen ved 379.995 kr., og den bedre udstyrede firehjulstrækker med 325 hk koster fra 439.995 kr. Eller med hele Ultimate-udstyret fra 474.995 kr.

20″ hjul til 5.000 kr. ekstra klæder selvfølgelig designet, men de koster rækkevidde – og sandsynligvis også affjedringskomfort

Hvad kan man ellers få til prisen?

Der er hård konkurrence i det hjørne af bilmarkedet, hvor der er mest pres på lige nu: Elektriske crossovers i mellemklassen. Så der er ret meget at vælge mellem, men du vil de fleste steder støde på samme problem som med Ioniq 5. Den meget lange leveringstid.

Volkswagen ID.4 GTX med 299 hk og firehjulstræk har præcis samme pris som Ioniq 5 LR AWD med 325 hk. Fra 439.995 kr. Udstyr er bare ikke en stærk side for ID.4 GTX, så for at komme op på siden af Ioniq 5 skal man bruge i hvert fald 35.000 kr. på udstyr.

LÆS OGSÅ | Første tur: Nissan Ariya sparer på strømmen

Kia EV6 GT-Line med samme opsætning, altså firehjulstræk og 325 hk, kunne være fin til sammenligningen. Kia har bare ingen priser på EV6, og sådan har det været i flere måneder. Kan man få fat i en, er den mindre rummelig end Ioniq 5, men mere velkørende.

Ny spiller i klassen, hvor levering er sat til at starte i efteråret, er Nissan Ariya. Topmodellen med firehjulstræk, 301 hk og batteri med kapacitet på 87 kWh fås som Advance fra 448.900 kr. Jeg har prøvet den med forhjulstræk og 218 hk, men endnu ikke med 301 hk.


SPECIFIKATIONER

Hyundai Ioniq 5 LR AWD Ultimate

Motor: To elmotorer
Ydelse: 306 hk/605 Nm
0-100 km/t: 5,2 sekunder
Tophastighed: 185 km/t
Batteristørrelse: 72,6 kWh*
Forbrug: 17,7 kWh/100 kilometer
Rækkevidde: 460 kilometer*
Ladehastighed: 350 kW
Mål (L/B/H):
464/189/164 cm
Køreklar vægt:
1.995 kilo
Bagagerumsvolumen:
551-1.587 liter

Pris:
474.995 kr. (Ioniq 5 fås fra 354.995 kr.)**
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse):
Fås ikke lige nu
Beskatningsgrundlag, firmabil: 443.856 kr. (Ioniq 5 fås fra 341.503 kr.)**

*Denne batteristørrelse er erstattet af 77,4 kWh, som giver en rækkevidde op til 485 kilometer
**Hyundai Ioniq 5 er, pr. juli 2022, midlertidigt udsolgt


Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS