Test og anmeldelser

Første test: Kias nye flagskib er en cool kolos

Af i Test og anmeldelser
Den nye Sorento er en kolos af en flagskibsmodel fra Kia, som kvalitetsmæssigt er et sted, vi ikke før har set koreanerne. Spørgsmålet er bare, om du og dine naboer er klar til den?

Af: Simon Hallenslev / d. 2. oktober 2020

Det er let at blive i tvivl, om den foregående Kia Sorento overhovedet blev udbudt til salg herhjemme. Det gjorde den. Der var bare ingen, der købte den. Vi har da også kun to eksemplarer til salg på Bilbasen lige nu.

I Danmark var den sidste Sorento også mere af symbolsk betydning for Kia. De skulle vise både danskerne og de populære, tyske konkurrenter, at de kunne lave en stor, tung og luksuriøs flagskibsmodel – uden egentlig at have et marked til den herhjemme. Generelt i Europa var det symbolikken, der drev værket, mens salget blev hentet i USA.

LÆS OGSÅ | Test: Kia Proceed er en cool koreaner, der sparker opad

Nu er der gået fem år, og danskerne har efterhånden fået øjnene op for, at Kia kan lave biler, der på komfort og kabinekvalitet kan hamle op med tyskerne. Derfor prøver Kia igen med Sorento – men denne gang er den ikke kun af symbolsk betydning.

Nu regner Kia selv med Sorento – også i Danmark. Det gør de først og fremmest fordi, den kommer i en plug-in hybridvariant, som der er stor efterspørgsel på i øjeblikket og som afgiftsmæssigt er favorabelt i Danmark. Derudover er markedet for mellemstore SUV’er på de fem år eksploderet i popularitet, og er nu den mest populære type bil i Danmark. Forudsætningerne ser på papiret fine ud.

Kia Sorento 2,2 CRDi

 AWD (DCT 8-trin)

Motor: R4 diesel, 2.151 ccm

Ydelse: 202 hk / 440 Nm

0-100 km/t: 9,2 sek.

Tophastighed: 202 km/t

Forbrug: 15,4 km/l

Kia Sorento 1,6 T-GDi

 AWD (Auto 6-trin)

Motor: R4 benzin, 1.598 ccm + 44,2 kW el

Ydelse: 230 hk / 350  Nm

0-100 km/t: 9 sek.

Tophastighed: 193 km/t

Forbrug: 14,7 km/l

En duft af donuts

Den nye Kia Sorento måler 4,8 meter i længden og 1,9 meter i bredden. Sagt med andre ord: Den fylder godt i landskabet. Kia har samtidig givet Sorento en bagende, der, sammen med højden og drøjden, giver amerikanske associationer – og det er ikke helt ved siden af.

De SUV-glade amerikanere får nemlig også glæde af den nye Sorento. Faktisk kommer de til at bygge den selv på Kias fabrik i Georgia, USA, mens bilerne til det europæiske marked bliver bygget i Korea, præcist som de plejer.

Generelt udsender Sorento amerikaner-vibes og en fjern duft af donuts. Det lyder måske ikke så flatterende, og herhjemme køber vi sjældent ind i de samme automobil-værdier som på den anden side af Atlanten, men egentlig er det ikke så ringe endda.

KIA Sorento

Et kompromisløst dieseltog, du måske ikke får

Til den første test stiller Kia to motorvarianter til rådighed: En 2,2-liters diesel med 202 hk og en 1,6-liters benzin med mild hybriddrivlinje og i alt 230 hk. Den mest ventede plug-in hybridvariant er stadig under udvikling, og derfor ikke klar til kørsel endnu.

På grund af det limbo, som regeringens afgiftsforhandlinger og udspil har sat bilbranchen i, er priserne endnu ikke klar. Kia siger selv, at der er en risiko for, at dieselvarianten slet ikke bliver relevant at udbyde på det danske marked, hvis dieselbilerne får et afgiftsmæssigt gok i nøden.

LÆS OGSÅ | Test: BMW X3 30e er en fed PHEV, men pris og forbrug trækker ned

Dét vil være ærgerligt. For dieselmotoren i den nye Sorento er raffineret og kompromisløs, og kan trække ikke færre end 2,5 tons på krogen. Motoren passer som fod i hose til Sorentos voluminøse ydre og giver følelsen af at sidde i et ustoppeligt dieseltog.

Dermed ikke sagt at benzinvarianten er ligegyldig. Slet ikke. Den er stille og veksler intelligent mellem el- og benzinmotor, uden at man overhovedet bemærker det. Med hybridteknologien passer benzinvarianten bedre til bykørsel, mens dieselvarianten indbyder til langfart.

Kabinekvalitet til UG

Hvis du har en sidste tilbageværende portion skepsis for koreansk kabinekvalitet, bliver det sat til skamme i den nye Sorento. Det eksklusive nappalæder, der er ekstraudstyr og tilvalgt i testbilerne, både ser og føles dyrt. Stolene er store og bløde; igen med amerikanske associationer.

Kabinen er beklædt med aluminiums-detaljer med en form for 3D-print, der ser lækkert ud. Instrumenteringen er fuldt digital med et 12,3-tommer display bag rattet og en 10,25-tommer infotainmentskærm i midterkonsollen.

LÆS OGSÅ | Test: Volvo XC40 Recharge er til den skandinaviske økofamilie

Skærmenes layout og setup er pænt og overskueligt. Selve systemet er også ganske ligetil, men med trådløs Apple CarPlay er det næppe noget, du kommer til at rode specielt meget med. Gearvælgeren er blevet til et drejehjul mellem sæderne, hvilket ikke huer mig. Jeg kommer altid til at sidde og bøvle med, hvilken retning hjulet skal drejes, og finder en ordinær gearvælger lettere anvendelig — men det er nok en smagssag.

Desværre har Kia tyet til pianolak de steder, hvor der ikke har været råd eller plads til blød plast. Men pianolak er en synd, som også tyskerne begår, hvorfor det er svært at skælde Kia ekstraordinært ud over.

Kia har knækket koden

Endelig har Kia fået styr på støjisoleringen, og det er ikke kun gode nyheder for flagskibsmodellen. For normalt er det sådan, at flagskibsmodellen sætter barren og smitter af på de andre biler i modelprogrammet. Så måske det er et tegn på, at Kia har knækket koden og fået styr på støjen.

Kia Sorento er i hvert fald bumstille i kabinen, hvilket er hjulpet på vej af tykkere bøsninger, bundplader og generelt bedre isolering. Her er ingen nævneværdig motor-, vej- eller vindstøj, og sidstnævnte er bemærkelsesværdigt, når man tænker på, hvor meget bilen rager i vejret.

LÆS OGSÅ | Test: En billig omgang strøm i Peugeot 508 SW Hybrid

Undervognen er så blød og komfortabel, som den skal være, når vi har at gøre med en stor, tung SUV. Du kan vælge 18, 19 og 20-tommer fælge, og med sidstnævnte kompromitteres støjniveauet lidt, hvorfor jeg personligt vil gå med de næststørste — også selvom de 20-tommer ser brandgodt ud.

Igen kommer jeg til at nævne den amerikanske vibe, som bilen giver mig. Det er en vaskeægte cruiser, som du har lyst til at flyde afsted i højt hævet over medtrafikanter i mikrobiler. Sving er ikke noget, du skal kaste for hurtigt i ansigtet på Sorento, men det er heller ikke dét, den store SUV er bygget til.

KIA Sorento

Prisproblemer

Det er svært at binde en afsluttende knude på denne første test, da priserne endnu ikke er klar. Kia Sorento er som produkt virkelig veludført. Selvom Kia alene de sidste fem år er blevet en storkonkurrent på kvalitet for tyskerne, er Sorento en kvalitetsmæssig magtdemonstration, der ikke er set før fra koreanerne.

Men om det er meget bil for pengene er umuligt at svare på, før prisen er på plads. Hvis plug-in hybridvarianten kommer bankende ind på markedet, tørstig efter Ford Kuga-markedsandele, bliver det en utvivlsom salgssucces for Kia. Men koster den som den sidste Sorento, i omegnen af 450.000 kr. som basisvariant, kan jeg tvivle mere på, om det danske marked endnu er modent til en Kia i den prisklasse.

Sammen må vi vente på, at regeringen får snosket sig sammen til et nyt afgiftssystem. Hvis det viser sig at tilgodese plug-in hybridbiler, kan Sorento vise sig at blive et vigtigt kort for Kia. Uanset hvad glæder vi os til at køre den, når den er klar som plug-in hybridvariant en gang i starten af 2021.

Simon - billede
Om forfatteren

Simon Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon i det daglige roder med. På Bilbasen kombinerer han sin viden om ting som SEO og klik-rater fra CBS med den brændende passion for biler.