februar 11, 2023

Test: Kia Stinger giver en sidste tur

Stinger har været en imageøvelse for Kia og ikke en model, der skulle sælge i store tal. Produktionen lukker ned, og den store grand tourer bliver med tiden et oplagt samlerobjekt.

TEKST OG FOTO Morten Bek

Den sorte Kia Stinger GT, venligst udlånt af forhandleren i Viborg, er en af de sidste solgt i Danmark. Hvis den dybsorte lakering fører anonymitet med sig, så opdager jeg det ikke. Der bliver gloet på Stinger, igen og igen. Sådan er livet med en bil, der er sjælden i Danmark – og med en bil, der emmer af åbne landeveje og hestekræfter.

Denne Stinger GT bliver en af de sidste nye i Danmark, fordi tiden er løbet fra den store grand tourer. Der er ikke længere en prisliste. Kia har lukket for ordretilgangen. Produktionen lukker ned, når 1.000 eksemplarer af en Tribute Edition er samlet og spyttet ud. Hvis man vil have en, skal man søge efter den andre steder i verden.

LÆS OGSÅ: Det var sjovt, så længe det varede: Slut med Kia Stinger

Det med at ville have en er aldrig rigtig blevet til noget i Danmark, for det er ikke bare at lave en muskelmodel og så sælge den til danskere, som bedst kender Kia for Picanto. Man kunne i øvrigt købe en syv-otte Picanto for samme pris som en Stinger, da der stadig var priser på den.

Den nye muskelbil er EV6 GT

Kia består af en snu forsamling mennesker, så jeg har en stærk mistanke om, at Stinger aldrig har været mere end en kransekagefigur. Dengang i 2017 var det perfekt at banke til Kias småbilstunge image med en stor luksusbil med V6-motor og et stærkt design. Selv om salget så aldrig har truet de etablerede – tænk Audi og BMW – så har Stinger en charme og noget næsten amerikansk over sig, som har gjort den federe end de tyske biler.

I 2023 ser verden noget anderledes ud. Vi har været gennem en pandemi, og vi er ramt af høje priser og produktionsbegrænsninger. Langt mere sørgelig er krigen i Ukraine. Men bilernes verden er også uigenkendelig i forhold til 2017.

LÆS OGSÅ: Duel: BYD Atto 3 går efter struben på Kia Niro EV

Elbilerne er eksploderet i antal. Ikke kun udvalget, men også salget. Der sker det bizarre, og forfriskende, at elbilerne er med til at udviske gamle dages måde at skabe et image på. Hvis en bilproducent laver en fed elbil, så kan kunderne komme alle steder fra. Det er søstermodellerne Hyundai Ioniq 5 og Kia EV6, der står klarest frem. Der er prestige på en ny måde med de to.

Så det er belejligt og nøje iscenesat, at Stinger forsvinder, og en ny og helt anderledes GT kommer til. EV6 GT er den nye Stinger GT. Den korte fornøjelse med en buldrende V6-motor med turbo fra Kia er overstået, næsten før den begyndte. Det er i hvert fald sådan, det føles.

Stinger GT virker ikke aggressiv i udtrykket, men den har alligevel masser af overhalingspotentiale

Lyden og omdrejningerne får vi aldrig igen

Er det et komplet nostalgitrip, at jeg vil savne Stinger? Jeg tror, mange derude vil nikke genkendende til, at lyden af en sekscylindret motor smyger sig ind i øregangene og trækker i trådene, der får smilet frem. Sekscylindrede motorer er mange ting, og dengang man kunne købe en Kia Magentis V6, var det mere gangkulturen end kræfterne og lyden, der var værd at købe bilen for.

I Stinger GT er der hverken sparet på kræfter eller lyd, og den 3,3 liter store V6 med turbo er en bister og rå type. Den tikker ikke blødt og rundt, men hørbart og med kant. Omdrejningsvillighed har den i sig, og 510 Nm som maksimalt drejningsmoment mellem 1.300 og 4.500 o/min er altså noget, der godt kan måle sig med selv stærke elbiler. Bare med en kæmpe portion drama oveni fra den charmerende motor og skiftene i automatgearkassen med 8 trin.

LÆS OGSÅ: Kia EV6 GT med 585 hk koster 599.900 kr.

Det er svært at bortforklare, at Stinger GT med 366 hk suger benzin som en nyudklækket student drikker alkohol. 10 km/l kræver en lidt kedelig speederfod, og det giver på den måde en smule mening, at Kia i sin tid debuterede Stinger med en 2,2-liters diesel og en 2-liters benzinmotor. Omvendt så heller ikke så underligt, at vi ikke har set noget til de to firecylindrede siden faceliftet.

At Stinger GT skal behandles pænt for at levere 10 km/l får mig til at gå i forsvarsposition. Elbiler, også nogle af dem uden ret mange hestekræfter, har ofte et højt forbrug, og mens jeg endnu ikke kender det reelle elforbrug i en EV6 GT, så er det utænkeligt, at den “drikker” el som en afholdsmand. Ydelse og accelleration er aldrig noget, der fås gratis.

På toppen lægger Stinger GT afstand til tyskerne

Stingers overhalingspotentiale sidder uden på tøjet. Jeg ville flytte mig ind til højre på motorvejen, hvis jeg fik en Stinger i bakspejlet. Det er ikke en abnorm grill eller store spoilere, der får koreaneren frem i verden. Så aggressiv ser den ikke ud. Det er noget med magten, der ligger i størrelsen og dens strømlinede, lave karrosseri.

Hvis Stinger GT skal, kan den fortsætte op til hastigheder, hvor de stramme tyskere Audi S5 og BMW M440i bliver til små pletter i bakspejlet. Hvis man på mirakuløs vis finder en Autobahn-sektion, der er fri og forrygende, rammer Stinger GT først den usynlige mur ved 270 km/t. De tyske biler ville kunne mere end 250 km/t, hvis ikke de var begrænset, men det er jo ikke Kias problem. Stinger GT kan løbe fra dem.

Stinger GT har en noget mindre motor end Fulton, men den er helt sikkert hurtigere

Men jeg savner, at den store Kia kører mere som en Audi på motorvejen. Der skal ikke mere end 110 i timen til at finde ud af, at Stinger GT mangler vigtige brikker i grand tourer-puslespillet.

Desværre er den ude af sin komfortzone og opfører sig nervøst og som om, den mangler noget beroligende medicin. Styretøjet mangler stabilitet, og undervognen nægter bare at lade sig opsluge af underlaget, så det er hele tiden små ryk, små ujævne øjeblikke.

LÆS OGSÅ: Test: Fire amerikanske stater, 60 timer og 5.000 km i Kia Sorento

Den faste undervogn fungerer meget bedre på danske landeveje end på motorvejen. Stinger GT svinder lidt ind i størrelse i fine sving, og der er den sjovere end de fleste biler fra Audi, jeg har kørt i det seneste årti.

Firehjulstrækket tager aktivt del i processen, og der trykkes lidt til bagenden for at skubbe bilen dynamisk ud af svingene. Det er også her, styretøjet viser, at det kan mere end irritere på motorvejen.

Den er mere sjælden end Bentley Bentayga

Kia har også givet Stinger mere kant og charme med på indersiden, end man nogensinde har kunnet finde i en Audi S5 eller en BMW 4-serie. Der er ikke meget omkring førerpladsen, der kommer fra en Sportage eller en Ceed, og de store stykker ruskind med røde syninger på instrumentpanelet og dørsiderne er noget, jeg bare ikke kan lade være med at røre ved, igen og igen.

Stinger GT viser ikke 2017 i ret meget af interiøret. Digital instrumentering og trådløs Apple CarPlay er der ikke, men det meste af det nyeste har den. Sæderne har sidestøtte med luftpuder, som kan varieres, og jeg sidder så lavt som i en BMW 4-serie Coupé, hvis jeg vil. Stinger GT har meget mere plads end nogen 4-serie, for selv om platformen er lavet med baghjulstræk, og motoren derude foran fylder godt, kan fire voksne rejse i luksus og med rigtig god plads.

LÆS OGSÅ: Første tur/video: Kia EV6 GT – angrebet fra Namyang

Stinger GT har karakter og attitude, som ikke fås mange steder. Den har aldrig været perfekt, men den charmer sig ind og gør livet lidt sjovere. Også for alle de, som lægger mærke til den store, ukendte Kia.

I Danmark er der færre Stinger på vejene, end der er Bentley Bentayga. Under halvt så mange, kan det blive til, og det er samfulde 18 styk Stinger. Jeg tror på, det bliver den første Kia, der opnår status som et samlerobjekt. Sjælden og særlig er en god sammensætning.


SPECIFIKATIONER

Kia Stinger 3,3 T-GDI GT 

Motor: V6, 3.342 cm3
Ydelse: 366 hk/510 Nm
0-100 km/t: 5,4 sekunder
Tophastighed: 270 km/t
Forbrug: 9,5 km/l
CO2-udledning: 238 gram/km
Mål (L/B/H): 483/187/140 cm
Køreklar vægt: 1.933 kilo
Trækvægt: 1.000 kilo
Bagagerumsvolumen: 406-1.114 liter

Pris: Udgået
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Udgået
Beskatningsgrundlag, firmabil: Udgået


Brugte Kia Stinger til salg på Bilbasen

Se flere brugte Kia Stinger til salg på Bilbasen

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS