Den har ikke været på markedet i en måneds tid, og alligevel har den allerede skiftet navn. Tesla Model Y Standard, den nye og billige indgangsvariant, hedder nu bare Tesla Model Y Baghjulstræk. Prisen er den samme: 299.990 kr. og udstyrsniveauet er stadig lavere end de ‘almindelige’ Model Y’ere, som nu hedder Premium.
Går man udstyrslisten igennem, vil man finde, at den billigste Model Y stadigvæk er fint udstyret sammenlignet med konkurrenterne. Der er stadig elektrisk justerbare forsæder med varme, ratvarme, elektrisk bagklap, stor infotainmentskærm og otte kameraer, der arbejder sammen med et utal af sikkerheds- og assistentsystemer.
Men én ting er udstyrslisten. Noget helt andet er oplevelsen af bilen. Spørgsmålet er, hvilke kompromisser der følger med besparelserne – og om de er til at leve med.

Hvad er det, der mangler?
Lad os lige få ridset besparelserne op, sort på hvidt, til en begyndelse. Allerede udefra kan det nemlig ses, at man har at gøre med indgangsvarianten. En fladere og mere enkel forkofanger akkompagneres af to enkle LED-forlygter, der ikke forbindes med et LED-bånd på midten.
Det samme gør sig gældende for baglygterne, der nu udgøres af to enkeltstående LED-baglygter med et knæk uden en forbindende bjælke. Fælgene er 18” i stedet for 19” og leveres med hjulkapsler, der er pillet af testbilen.




Indvendigt har den billige Model Y enklere kabinematerialer med brug af stof, færre højttalere til lydanlægget og generelt mindre komfortudstyr. Den mangler ventilationssæder foran, opvarmede bagsæder samt el-justering af bagsæder og rat. Der er ingen stemningsbelysning, og bagsædepassagererne har ikke deres egen lille skærm.
Der er også et par af manglerne, der er bizarre. Det første er panoramaglastaget, som Tesla fortsat producerer Model Y med på tværs af varianter. I de billigste varianter har man til gengæld valgt at konstruere en tagbeklædning til kabinen, så man fratager kunderne glastaget. Man har altså tilføjet et element for at fratage kunderne luksus.
Den anden bizarre mangel er knapperne til sædejustering. Nok er forsæderne stadigvæk elektriske, men de justeres ikke længere med knapper på siden af sæderne. Som du nok allerede har gættet, gøres det nu på skærmen, hvor resten af bilen i forvejen betjenes. Et underligt indhug i funktionaliteten.





Den (ekstra) simple kabine
Tesla Model Y har fra dag ét været karakteriseret af en meget simpel kabine, og alligevel har man formået at gøre den endnu mere simpel.
Om erstatningen af kunstlæder med stof kan betegnes som en simplificering ved jeg ikke, og faktisk synes jeg, det passer fint til kabinen. Det er stadig de rene linjer, der dominerer, og det grålige lyse stof tilføjer et let lag af modernitet. Kabinen prøver ikke at være noget, den ikke er.
Hvor det ekstra niveau af simplicitet sniger sig ind, er i midterkonsollen, der nu står som en åben plastikbakke på gulvet i stedet for et lukket og foret opbevaringsrum. Det ser virkelig tarveligt og billigt ud. Det samme gør området under skærmen, hvor smartphones kan lægges, da den Alcantara-lignende foring er erstattet med plast.





Det er ikke alt, der er sparet væk, og Tesla har efter en kortvarig kortslutning taget afviserstilken til blinklys tilbage bag rattets venstre side i alle modeller. Stilken tjener dog intet andet formål end blink og er derfor et bart stykke plastik uden knapper eller funktioner til langt lys eller viskere. Det gøres stadig på rattet.
Pladsforholdene i Tesla Model Y Baghjulstræk er selvfølgelig uændrede og derfor stadig blandt klassens bedste. Den nyopfundne tagbeklædning æder heldigvis forsvindende lidt af hovedpladsen på bagsædet, der stadig er rummeligt med en god bænk og siddehynde. Bagagerummet er fortsat enormt.


Et stort skridt tilbage
I forbindelse med generationsskiftet, opdateringen, eller hvad vi skal kalde det, blev den såkaldte Tesla Model Y Juniper grundigt forbedret med en ny undervogn. En undervogn, der sikrede bedre komfort og støjdæmpning. Her har man med spareøvelsen valgt at gå et stort skridt tilbage.
Rent teknisk er man gået tilbage til den type undervogn, man udstyrede de første Tesla Model Y med. En såkaldt passiv undervogn, som er mere simpel i sin konstruktion, uden den frekvensafhængige dæmpning, som denne seneste Juniper-generation fra 2025 ellers kører med. Og det mærkes.


Den billigste Tesla Model Y kører fuldstændig som en første generation Model Y, og guderne skal vide, at den ikke fik mange rosende gloser for komfort. Jeg påstår ikke, at Tesla har været på restlageret, og at undervognen faktisk er den samme som på de første modeller. Der er garanteret foretaget små justeringer og forbedringer.
Faktum er bare, at den kører umiskendeligt som de første modeller. Det betyder, at den er markant mere kontant. Brønddæksler og lignende skarpe ujævnheder mærkes nok til, at man skærer ansigt, når man rammer dem.
Og selv hvis man er bedre foret end gennemsnittet og ikke mærker ujævnhederne, så hører man dem, da også støjdæmpningen er ringere i den billige Model Y. Det er ikke helt så skidt, som det var i de første Tesla Model Y, men man hører mere til både undervognens arbejde og elmotoren under acceleration.





DEN ENDELIGE DOM
Tesla Model Y Baghjulstræk, i en meget kort periode kendt som Standard, repræsenterer på papiret stadig fin værdi for pengene, da den fortsat har god rækkevidde, infotainment i topklasse, oceaner af plads og fint med udstyr.
Desværre betyder et par af besparelserne, at Tesla Model Y mister prædikatet “oplagt valg i klassen”, som den ellers har båret siden de store prisfald i 2023. Konkurrenterne har fulgt med på prisen, rækkevidden, pladsen og udstyrsniveauet, hvilket gør de nyligt opståede kompromisser til en større kæp i hjulet end som så.
Fraværet af sædeventilation, skærm til bagsædet og stemningsbelysning er til at leve med i hverdagen. Den tarvelige midterkonsol, knapmanglen og det bevidst afdækkede panoramaglastag er sværere at acceptere. Og så er der den simple undervogn, der i sig selv vil kunne afskrække kunder fra en underskrevet slutseddel.



