Uden at sætte priserne op har Lexus givet sin første elektriske model, RZ, en grundig overhaling. Prisen på versionen med mere udstyr er endda faldet med 32.000 kr., og hvis man har smag for privatleasing, så er RZ også faldet til et lavere prisniveau.
Den grundige overhaling er præcis, som den skal være. Lexus inkluderer en stærkere elmotor i RZ 300e, som har afledt et navneskifte til RZ 350e, og jeg er sikker på, at et nyt og større batteri og den meget længere rækkevidde også har givet japanerne mod på det “større” modelnavn.
Men hver eneste gang jeg skriver om Lexus, så bliver jeg mindet om noget, der virkelig ærgrer mig. Det er, at den danske Toyota- og Lexus-importør som en sur gammel tante holder stædigt fast i, at Lexus’ biler kun sælges fra en enkelt butik i Danmark - i Søborg ved København.
Lexus vil gerne arrangere en prøvekørsel et andet sted i landet, men så forsvinder alt omkring den oplevelse det er at gå rundt i et rum, som Lexus har indrettet med farve- og materialeprøver og generel luksus. Man må rejse over til sin tante, for hun gider ikke komme til Fyn eller Jylland.
En Toyota-forhandler med en bil fra Lexus på besøg er ikke godt nok, og jeg håber sådan på, at der er i hold i rygterne om, at importøren er på vej med rigtig Lexus-forhandling i Aarhus. Det fortjener den opdaterede RZ.




Større batteri end i BZ4X
Lexus RZ er en bil jeg altid lægger mærke til, hvis jeg ser den på gaden. Med dybe, smukke lakeringer og svungne linjer er designet en fryd for øjet. Men det er kun den ene grund til, at jeg kigger. Den anden grund er, at RZ er usædvanlig at møde i Danmark.
Det gør derfor ikke noget, at Lexus har fravalgt en opdatering af designet. Toyota har været i gang med at file på den store lermodel, da BZ4X fik sit facelift, så man kan se forskel på de tusindvis af dem, der er solgt både før og efter faceliftet.
RZ og BZ4X har en platform og en elmotor med 224 hestekræfter til fælles (når det kommer til firehjulstrukne udgaver har de to elmotorer til fælles), men derfra er der stor forskel på de to modeller.
RZ har fået højere batterikapacitet og ny, smartere batterikøling, og de otte ekstra kWh er lagt i en kasse, der ikke er større end før. BZ4X har en bruttokapacitet på 72 kWh - RZ kommer med 77 kWh. Man lægger ikke uden videre mærke til det, men RZ er næsten en klasse større end BZ4X. Lexus’ elbil er 12 centimeter længere, og bagagerummet er mange liter større end i BZ4X.






Fra 475 til 556 kilometer på en opladning
På bagagekapacitet har RZ aldrig haft et problem med at konkurrere med Audi Q4 E-Tron, men det har den på rækkevidde. I den gamle RZ 300e var forbruget i virkeligheden ret højt, og der kom officielt kun 475 kilometer ud af batteriet.
Det er meget mere tidssvarende med den rækkevidde, den faceliftede RZ kører med. WLTP-rækkevidden med standardhjulene, testbilens 18”, er anderledes solid med 556 kilometer for hver opladning. 81 kilometer er opstået med faceliftet, og Audis faceliftede Q4 E-Tron Performance med fem kWh flere end RZ 350e slår den kun med ni kilometer. RZ 350e kan slå igen ved at tilbyde 22 kW AC-opladning til dobbelt så hurtigt strømoptag ved mange offentligt tilgængelige standere.
Q4 E-Tron Performance slår tilbage med en elmotor, der i mange situationer er mere magtfuld. Audi opgraderede for snart tre år siden den mest udbredte Q4 E-Tron-udgave fra 204 til 286 hestekræfter. Det er en elmotor med et rigtig kraftigt drejningsmoment på 545 Nm, og på en eller anden måde er det mere end dobbelt så mange newtonmeter som i RZ 350e.
Læs også: Test: Prisbillig Lexus RZ føles dyr
RZ 350e vil blive sat bagud i enhver spurt med tyskeren, men dens 224 hestekræfter og 269 Nm er af den ivrige slags, som samtidig skal rykke rundt med cirka 150 kilo færre end i Q4 E-Tron Performance. Effekten er rigelig til at gennemføre hurtige landevejsoverhalinger, ligesom tilkørselsramperne på motorvejen ikke behøver at være ret lange.
Det er en årstid, hvor elbilerne er taknemmelige. Med 18 til 22 grader, som mange typiske danske sommerdage rammer, er batteriet i sit es. Det er den direkte vej til lavere forbrug og længere rækkevidde. RZ 350e virker effektiv, og over cirka 500 kilometer blandet kørsel siger kørecomputeren 13,4 kWh per 100 kilometer.
















Det store nummer er komforten
Lexus’ stab af ingeniører har tilpasset støddæmperne i RZ, og elbilen er også gjort mere vridningsstabil end før.
Som det helt store, nye nummer fås RZ med steer-by-wire-teknologi med et rat, der minder om roret på et fly - et komplet elektronisk styretøj med store forskelle i udvekslingen alt efter hastigheden. Der skal drejes bemærkelsesværdigt lidt på roret/rattet ved lav fart i forhold til et almindeligt styretøj, og man kommer aldrig til at dreje det tilnærmelsesvis helt rundt.
Det er i hvert fald teorien, for teknologien kan kun opleves i de firehjulstrukne udgaver. I RZ 500e Luxury (499.500 kr.) med 380 hestekræfter er det ekstraudstyr til 24.500 kr., og i topmodellen RZ 550e F Sport (599.500 kr.) med 408 hestekræfter er det altid inkluderet.
RZ 350e i basisudgaven Executive med 18” alufælge følger et andet mål end hurtig styring og små ratudslag. Den er tung i styretøjet på en behagelig måde, der er en del af et komplet komfort-fokus.
RZ 350e er langt mere støjsvag end Toyota BZ4X, og den har samtidig mindst lige så bundsolid affjedringskomfort, og jeg nyder at køre den i flere timer uden stop.

L for Lexus og Luksus
Lexus har bandlyst sort som en mulig interiørfarve til Executive-udgaven, og der er i stedet mørkegrå (Grayscale), lysegrå (Orage) og testbilens lysebrune med hvide indlæg (Hazel). Jeg vil sige så meget, at jeg er glad for, at Hazel ikke er eneste mulighed, og det er mest fordi, de hvide flader lyser rigtig meget op som kontrast - og at de nemt kan få skrammer.
Kunstlæderindtrækket er lækkert, så det passer til den luksusbil, RZ gerne skal være. Der er så få hårde materialer og meget høj præcision i samlingerne, at bilen kunne være 200.-300.000 kr. dyrere og stadig overgå de fleste andre på markedet.
Executive er godt nok basismodellen, men den bringer ting med sig, som er ualmindelige. El-justering af rattet (på ratstammen) og strålevarme ved benene ved forsæderne er to af mange luksusgoder.
Strålevarmen tændes sammen med sædevarmen, og det er som en heftig radiator, der er gemt bag bilens paneler - jeg testede det i sommervarmen for at være sikker på effekten, og det er hurtig varme, som jeg er sikker på vil føles som et varmt tæppe om vinteren.
Med faceliftet er en lille “tast” i det gode infotainmentsystem kommet til, som direkte lægger hastighedsadvarslen stille. Kollega Simon Hallenslev havde en høne at plukke med assistentsystemerne, da han testede RZ 300e i 2024, og jeg oplever, at Lexus har taget problemet seriøst og forbedret både funktionerne og måden at slå dem fra på.
Til 399.500 kr. og 4.499 kr. på privatleasing er RZ 350e Executive et tilbud, langt flere burde unde sig selv at se nærmere på.
Den er cirka 55.000 kr. dyrere end en tilsvarende BZ4X, og i forhold til Audi Q4 E-Tron Performance er den lige under 10.000 kr. dyrere - og en ikke helt så veludstyret VW ID.4 Style koster omkring 20.000 kr. mindre.
Jeg håber, at næste gang jeg skriver om Lexus, så kan jeg skrive noget om en ny forhandler i Aarhus. Det vil ikke gøre Lexus landsdækkende, men det vil gøre underværker for mærket, at Søborg ikke er det eneste sted, man kan købe Lexus.

DEN ENDELIGE DOM
Lexus RZ 350e koster ikke mere end Audi Q4 E-Tron og VW ID.4, og den byder på noget ganske andet end de to tyske elbiler.
Komfort og luksus er i højsædet, og som langtursbil er RZ blevet langt bedre end før med en kraftigere motor og betydeligt længere rækkevidde. Interiøret er virkelig lækkert (og rummeligt), og RZ føles som om, nogen virkelig har kælet for detaljerne.
RZ fortjener at blive en langt mere udbredt bil i Danmark, end den er i dag. Så Lexus bør hurtigst muligt får gang i mindst en ny forhandler udenfor København
Lexus RZ 350e Executive
Motor: Elmotor (for) Ydelse: 224 hk/269 Nm 0-100 km/t: 7,5 sekunder Tophastighed: 160 km/t Forbrug: 14,7 kWh/100 kilometer Rækkevidde: 559 kilometer Batteristørrelse: 77 kWh Ladekapacitet: 150 kW DC-ladning 10-80 procent: 28 minutter Mål (L/B/H): 481/190/164 cm Køreklar vægt: 2.050 kilo Trækvægt: 750 kilo Bagagerumsvolumen: 586 liter Pris: 399.500 kr. (RZ fås fra denne pris) Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 19.999/4.499 kr. (RZ fås fra denne pris)* Beskatningsgrundlag, firmabil: 349.500 kr. (RZ fås fra denne pris)
Produktionsland: Japan Fabriksgaranti: 10 år op til 185.000 kilometer** * Privatleasing på 48 måneders kontrakt med 15.000 kilometer om året inkluderet. ** Den normale fabriksgaranti dækker i tre år op til 100.000 kilometer. Derefter overtager Lexus Relax, en serviceaktiveret garanti, som kræver service på autoriseret værksted, op til 10 år og 185.000 kilometer.



