Langtidstest: Renault Scenic E-Tech – Introduktion
En af årets mest interessante elbiler er Renault Scenic E-Tech. Nu har vi fået den til test i nogle måneder for at finde ud af, om den er et godt køb.
TEKST & FOTO Simon Hallenslev
Der var mange, der så lyset i elektrificeringen med plug-in hybridbilerne. Afgiftsrabatter og knaldtilbud gjorde dyre biler billigere, og Hr. og Fru Danmark fik råd til større biler, end det før har været tilfældet. Særligt Ford Kuga solgte som en overfyldt og farverig fastelavnsbolle.
Strømmens stormombruste ægteskab med forbrændingsmotoren varede dog kun et par år. Nu er det de fuldelektriske biler, der trækker overskrifterne uden at efterlade meget plads til hverken benzin-, diesel- eller plug-in hybridbiler.
Er der så meget som lidt krummer tilbage til en fin og faceliftet Mercedes-Benz GLA 250 e med strømstik og benzinmotor, eller er løbet kørt?
Mercedes-Benz er ikke kendt for drastiske facelifts, og det laves der ikke om på med GLA. Udendørs er GLA blevet udstyret med nye for- og baglygter, hvor man skal misse med øjnene for at se forskellen. Det er mest LED-teknikken bag glasset, der er opdateret.
Derudover fås GLA nu med større og mere runde ‘luftindtag’ i forkofangeren samt en let revideret kølergrill. I småtingsafdelingen kan GLA nu vælges i en ny metallakering kaldet Spektralblå, som testbilen står i, samt fire nye alufælge-designs.
Indvendigt er opdateringerne tilsvarende små. De to sammenhængende 10,25” skærme er udstyret med den seneste aftapning af det fornøjelige MBUX-system og kører nu med ren touch uden den fjollede pegeplade i midterkonsollen.
GLA er desværre også udstyret med det nye Mercedes-rat, der drukner i upræcise touch-knapper.
Hybridsystemet står uændret fra det, GLA 250 e blev lanceret med i 2019, og rent teknisk er det ikke noget at begræde. Batteriet på 15,6 kWh fodrer en elmotor på 109 hk, der arbejder med en 163 hk benzinmotor gennem en 8-trins automatgearkasse.
Sammenlagt får man 218 hk i systemydelse med en ren elektrisk rækkevidde på 69 km. Det er tidssvarende og ikke så ringe endda i plug-in hybridregi.
Det er ikke kun hybridteknikken, der har fulgt fint med tiden. Kabinen er nemlig kram, som Mercedes-Benz gjorde det bedst, før EQ’erne overtog. GLA er ikke præget af samme uoverskuelige plastmængde, som man finder i EQE, og kabinen føles godt skruet sammen.
Testbilen står med brun kunstlæderkabine, der føles lækker nok til, at man ikke savner ægte læder. Trods lidt pianolak samt kedelig plastik hist og her, så har man en Mercedes-kabine, der opretholder flamboyance, modernitet og en følelse af premium.
Til klimaanlægget er der fysiske trykknapper, der giver et godt klik, samt en infotainmentskærm, der er klar i opløsningen med et fedt infotainmentsystem. Den mangler måske bare en tomme eller tre i størrelsen efter moderne standard.
Hvis ikke man finder sig til rette i forsæderne, er det kropsbygningen, man skal betvivle, før det er sæderne og kørepositionen. Man sidder højt og har et godt udsyn.
På bagsædet transporterer man fint to voksne, der måler 1,80 meter i længden. Det er både i forhold til knæplads, fodplads under forsæderne og hovedplads til panoramaglastaget.
På ren og skær dynamik kører Mercedes-Benz GLA 250 e som en A-klasse. Den er komfortabel i undervognen med et let styretøj, der gør den smidig i storbyen og på landeveje, dog uden at kunne se sig helt fri for krængning. Motorvejen klares også godt i forhold til både retningsstabilitet og støjisolering.
Det lyder så fint, men sømløsheden krakelerer, når hybridsystemet stresstestes. Med fuldt opladt batteri er GLA 250 e en letkørt fryd, hvor de 102 hk så rigeligt rækker til kompromisløs bykørsel. I disse kolde tider, hvor rækkevidden maksimalt strækker sig til omkring 50 km, forandres virkeligheden hurtigt.
Batteriet fungerer som tredje ben i hybridtaburetten og når det er tomt, vakler både motor og gearkasse. Når benzinmotoren tvinges i gang, sker det oftest i et pludseligt sæt med 4.000 omdrejninger. Selv når motoren er vågen og i arbejde, holder gearkassen ofte fast i både andet og tredje gear for længe, hvor man sidder og venter på et skifte op til 3.500 omdrejninger.
Når farten skal tages af igen, er vekslingen mellem de almindelige bremser og rekuperationen svær at greje. Bremsepedalen hjælper i hvert fald ikke med at definere punktet mellem de to, hvorfor mange nedbremsninger bliver staccato og klodset.
LÆS OGSÅ | Stortest: Alderen er afgørende når Mercedes GLC PHEV møder BMW X3 PHEV og Volvo XC60 PHEV
Selv når jeg holder stille i myldretidstrafik, finder jeg noget at brokke mig over. Mercedes-Benz GLA 250 e er ikke udstyret med varmepumpe, men insisterer alligevel på at forsøge at varme kabinen op med strøm. Det er umuligt. Og da benzinmotoren ikke tænder egenhændigt med al klima på max, må jeg gå i ‘Battery Hold’-modus og vippe med speederen for at få varme på.
Afgifterne er steget lidt på plug-in hybridbilerne. Alligevel er de blevet mere end bare lidt dyrere. Det skyldes en cocktail af allokering af batteriteknologi til elbilerne samt et generelt fokus på elbiler, der gør, at disse i højere grad skal udbydes til konkurrencedygtige priser.
Det efterlader plug- in hybridmodellerne lidt i skyggen med høje priser. Mercedes-Benz GLA 250 e starter fra 509.135 kr., hvor en tilsvarende elektrisk Mercedes EQA 250 er godt 80.000 kr. billigere med en startpris på 429.840 kr.
For 495.439 kr. får man en Mercedes EQA 350 med 292 hk, firehjulstræk og AMG-udstyr. Her medfølger en Førerassistentpakke med ting som udvidet fartpilot, udvidet vognbaneassistent og skiltegenkendelse, som man skal betale 20.245 kr. for i GLA 250 e oven i de 509.135 kr.
Til både Mercedes-Benz GLA 250 e og Mercedes EQA 350 kan man tilkøbe en Premium Plus-pakke, der er ens i de to med kun få undtagelser. Her medfølger udstyr som head-up display, 360 graders kamera og elektrisk justerbare forsæder. Den store forskel er bare, at pakken koster 152.484 kr. i Mercedes-Benz GLA 250 e og 50.000 kr. i elbilen EQA.
Med Premium Plus-pakken, Burmester-lydanlæg og lignende lækkerier render testbilen op i 727.607 kr. (!)
Selv til en startpris på 509.135 kr. er Mercedes-Benz GLA 250 e med sine hybridproblemer svær at anbefale i et elbilfokuseret marked. Til 727.607 kr. er det umuligt. Det er synd, fordi den har sine kvaliteter i komfort og kabine.
Det betyder dog ikke, at det er helt slut for plug-in hybridbilerne – endnu. Den populære Ford Kuga solgte nemlig i over 4.000 eksemplarer i 2023 på trods af at den for længst af aftjent sin værnepligt. Det er næsten 1.000 biler flere end 2022, der ellers var et PHEV-år, og er nok mest af alt beviset på danskernes svaghed for slagtilbud.
For de dyrere mærker svinder markedet for plug-in hybrider ind til krummer på gulvet. Mercedes-Benz langede 732 benzin- og diesel plug-in hybridmodeller over disken i 2023 totalt. Det er for sin vis udmærket, men det er et fald på over 1.000 biler fra året før.
Det bliver ikke Mercedes-Benz GLA 250 e, der redder den udvikling. Mercedes-Benz har andre plug-in hybrider på programmet, der står stærkere. GLA bliver omvendt symptomet på, hvad gennemsnitlige plug-in hybridmodeller har imod sig på et elbilmarked i rivende udvikling.
Motor: R4 benzin, 1.993 cm + el
Ydelse: 163 hk + 109 hk (218 hk samlet)
0-100 km/t: 7,9 sekunder
Tophastighed: 210 km/t
Forbrug: 90,9 km/l
CO2-udledning: 25 gram/km
Elektrisk rækkevidde: 69 kilometer
Mål (L/B/H): 441/202/160 cm
Køreklar vægt: 1.725 kilo
Trækvægt: 750 kg
Bagagerumsvolumen: 385-1.385 liter
Pris: 509.195 kr. (GLA fås fra 506.699 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Kontakt forhandler
Beskatningsgrundlag, firmabil: Kontakt forhandler
En af årets mest interessante elbiler er Renault Scenic E-Tech. Nu har vi fået den til test i nogle måneder for at finde ud af, om den er et godt køb.
Hyundai Ioniq 9 er både stor i størrelsen og stor på rækkevidde. Den nye syvsæders elbil fra Hyundai er over fem meter lang og har en rækkevidde op til 620 kilometer.
En god gammeldags shitstorm har ramt det britiske bilmærke Jaguar, der i en moderne og nærmest woke genfødsel af brandet har fået det forenede internet på nakken.
BMW har brug for en ny iX3 her og nu, men produktionen af den nye elektriske SUV starter først i slutningen af 2025 på fabrikken i Ungarn – og den eksisterende iX3 udgår nu af produktion i Kina.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2024 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.