Cyberster er den første MG i den moderne kinesiske æra, der har rødder i mærkets fjerne fortid. Det er egentlig ligegyldigt, for væsentligheden ved den kinesiske roadster er ikke mærket, den kommer fra, men det, den er.
Der er ingen anden åben elbil, der holder sig på priser, der er til at betale. Der er så få åbne elbiler, at ingen mistænker Cyberster for at være elektrisk. Elektrisk, siger folk med stor overraskelse. Ja, elektrisk.
Og til 499.999 kr., for den røde bil, som bliver fulgt af alles øjne, hvor den kommer frem, er den af Cyberster-modellerne med den laveste pris. Den kører med navnet Cyberster Trophy, og selv om man med rette kan spørge sig selv, hvorfor man ikke bare betaler 549.999 kr. for Cyberster GT så kan man svare sig selv, at det er rigtig fint at nøjes med den billige.





Hvad er forskellen på Cyberster Trophy og Cyberster GT?
50.000 kr. får man ikke ret meget for, når vi taler om nye biler, men 50.000 kr. gør en stor forskel for Cyberster. Trophy er den hurtige med 340 hestekræfter og 0-100 km/t på 5 sekunder, baghjulstræk. GT’eren er et hidsigt apparat med 510 hestekræfter, 0-100-tid på 3,2 sekunder og firehjulstræk.
På hjulene kan man se, hvilken Cyberster, der har slået sine imponerende saksedøre op: Trophy kører med nogle rigtig fine fælge størrelse 19” (Lightning Design), og GT kører med nogle aerodynamiske, svungne 20” fælge (Jetstream Design).
Er indersiden af dørene og dele af de for højt placerede sæder klædt i Alcantara, det italienske kunststof med mikrofiber-udtryk, så kigger man ind i GT-modellen. Med mindre ejeren af en Trophy har bestilt Performance-interiør til 12.000 kr., som omfatter netop de elementer.
Hvis der skal noget til for at retfærdiggøre, at man vælger den billigste Cyberster, så kan en stærkt fornuftsbetonet årsag være rækkevidden. Ud af de 77 kWh i batteripakken hiver Trophy 507 kilometer - GT mere beskedne 443 kilometer.
Det røde interiør, som er så elegant, som man kan tænke sig noget rødt interiør, både Trophy-køberen og GT-køberen ekstra for. Meget beskedne 4.000 kr. Standardfarven er, overraskende for mig, lysegrå. Kalechen er sort, men fås for 12.000 kr. i hindbærrød.







Hvorfor skulle man så nøjes med 170 hestekræfter mindre?
Fordi det går bedre i spænd med Cybersters væsen at køre med baghjulstræk, mindre hidsighed og færre kilo. Færre kilo, ja. 100 kilo lettere flyver Cyberster Trophy ned ad vejen, og da den kinesiske roadster hverken er let som en fjer eller en rendyrket sportsvogn, så er 340 elektriske hestekræfter en rigtig medgørlig ydelse. Jeg finder mig aldrig helt til rette i førersædet, hvor yderste del af sædehynden ikke kan hæves, så man nærmest hældes fremover. Bilen er lav, men batteriet højt, og det giver endnu mere begrænset siddekomfort.
Derfor føler jeg mig ikke integreret i bilen, og det er en forbindelse til bilen, som er uundværlig. Det er sjovere at presse en bil i et langt, blødt sving, når man er “enig” med bilen. Som sagt: Cyberster er ingen rendyrket sportsvogn, men rigtig god vægtfordeling, lavt tyngepunkt og det fornuftige styretøj gør Cyberster Trophy rigtig hurtig i kurverne.
Cyberster GT er heftigere i vejgrebet og sindsoprivende hurtig, men altså også tungere. Alene for voldsomme kraftudbrud skal man vælge den - ellers er der ingen god undskyldning for at vælge den den og ikke den i forvejen hurtige Trophy.














Hvordan fungerer Cyberster som åben bil?
Hvor Mazda MX-5 er en vindblæst, levende, vild og vidunderlig bil at køre åben i (og en trættende bil at køre langt i på motorvej), så er Cyberster raffineret, stille og komfortabel. Mellem nakkestøtterne sidder et fast net, som sammen med konstruktionen på interiøret og forruderammen holder vinden helt ude. For lidt vind? Rul sideruderne ned.
Den elektriske kaleche er i lækker kvalitet, og en tur i vaskehallen viser, at den er helt tæt. Den kan tages op eller ned på omkring 10 sekunder med op til 50 km/t, og kalechen stjæler ingen plads i bagagerummet.
Selv om en åben bil mangler et tag til afstivning, er Cyberster imponerende stiv og fri for vrid, som kunne sætte sig i undervognen og give slag op gennem rattet.
Læs også: MG smider MG4 ud til fordel for en ny
Til 500.000 kr. er Cyberster Trophy en imponerende konstruktion. Tydeligvis en dyr, kompliceret konstruktion med de vilde saksedøre, som alle glor efter; er det en Ferrari, måske en anden eksotisk italiener?
Jeg ville ønske, der var færre “kinesiske” løsninger med for mange skærme med for mange menuer og stavefejl, og man sidder højere, end man ideelt set burde. Men når ingen andre producenter har noget, der minder om Cyberster på programmet, så må man tage det med - eller lade være. Flere end 100 danskere har allerede købt en, så det kan altså være svært at lade være.



DEN ENDELIGE DOM
MG Cyberster er i sig selv helt unik. Man kan ikke finde noget tilsvarende - endnu - hos nogen anden producent. Cyberster er ikke nogen perfekt åben bil, men den er en godt lavet elektrisk åben bil.
Med høj vægt, også selv om den er lavere i Trophy-udgaven, er Cyberster ingen MX-5-klon. Den gør det slet ikke dårligt, og så er den komfortabel og egnet til længere ture - som MX-5 ikke er.
Som Trophy kommer den med “kun” 340 hestekræfter, og den er “kun” 50.000 kr. billigere end GT-udgaven. Men den er et bevis på, at mindre kan være mere - eller i hvert fald rigeligt.
MG Cyberster Trophy
Motor: Elmotor (bagtil) Ydelse: 340 hk/475 Nm 0-100 km/t: 5 sekunder Tophastighed: 190 km/t Forbrug: 16,7 kWh/100 km Rækkevidde: 507 kilometer Batteristørrelse: 77 kWh Ladekapacitet: 144 kW Mål (L/B/H): 454/191/133 cm Køreklar vægt: 1.960 kilo Trækvægt: 0 kilo Bagagerumsvolumen: 249 liter Pris: 499.999 kr. (Cyberster fås fra denne pris) Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 34.995/7.345 kr. (Cyberster fås fra denne pris)* Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst
*Privatleasing med leasingkontrakt med 36 måneders løbetid med 15.000 kilometer om året. Cyberster fås også med månedlig ydelse fra 6.995 kr. om måneden med 10.000 kilometer om året.