Polestar 2 har fået et facelift, og mens det på papiret giver længere rækkevidde, viser Performance-udgaven med 476 hk, at modellen ikke længere er helt frisk – og at bilen er for dyr.
Jeg skal forsøge at skrive mindst muligt om Tesla i denne artikel. Den handler om Polestar 2 – ikke om Tesla Model 3 eller Model Y. Hvis det er en ny Polestar 2, den faceliftede, du går med købstanker omkring, så er det den, du helst vil læse om.
Faceliftet af Polestar 2 er stærkt begrænset, hvis man ser det fra en designers synspunkt. Eller fra nogens synspunkt, egentlig. Ser du den bagfra, kunne den seneste 2’er lige så godt være den gamle. Ser du den forfra, er det nemt at kende den “nye”; den pæne grill er blevet erstattet af en indfarvet plade med en mindre plade med et kamera i, som gemmer på sensorer og andet godt til sikkerhedssystemerne. Smart Zone hedder området, men smart ser det ikke ud.
Det er lidt, og det har være en billig omgang. Men det er fint, for Polestar 2 er stadig en elbil med et stærkt design, som vi kan takke Volvos designere for (de lavede den som konceptbil, og så endte den som den første masseproducerede Polestar). Man kan også delvist takke Volvo, men selvfølgelig også Polestar, for en ny elmotor og et lidt større batteri, som hurtigere kan optage strøm. Det giver længere rækkevidde, så en Polestar 2 med baghjulstræk og batteri på 82 kWh kan køre 655 kilometer.
Det bliver ned ad bakke
I den anden ende af modelprogrammet står Dual Motor-udgaven med samme batteri og Performance-pakke, som først og fremmest giver flere kræfter; en ordinær Polestar 2 Dual Motor har 421 hk og 740 Nm – pakken til cirka 72.000 kr. giver 55 ekstra hestekræfter, gule seler, 20” hjul, ændringer i chassiset og en nedbarbering af 0-100-tiden fra 4,5 til 4,2 sekunder.
WLTP-rækkevidden er 555-568 kilometer for den specifikke model, som jeg tester på en lang tur fra Aarhus til Fejø og hjem igen. Hvis du undrer dig over overskriften på afsnittet her, så kommer forklaringen her: det kommer kun til at ske, at du kommer 568 kilometer i Polestar 2 Dual Motor Performance, hvis du kører turen ned ad bakke. Bilen kommer ikke i nærheden af det meget fine WLTP-forbrug på 16,8 kWh/100 kilometer.
Performance-pakken er lavet til fart og ikke så meget lavt forbrug. Det giver vel egentlig mening, men de 476 hk kommer alligevel aldrig helt ud af stalden, så jeg ville aldrig ofre hverken 72.000 kr. eller et lidt bedre forbrug i forhold til Dual Motor med 421 hk. De 72.000 kr. er desuden 22.000 kr. mere end tidligere, så Performance-pakken er ikke synderligt attraktiv.
Jeg husker affjedringen som noget, der bare spiller
For lidt over et år siden testede jeg den originale udgave af Polestar 2 med nogenlunde samme konfiguration som testbilen. Den nye er dyrere, og det er en dum idé i et marked, der lokker med mange nye modeller og prisnedsættelser.
Polestar gør det svært for sig selv, fordi de putter udstyr i ekstraudstyrspakker, som burde være standardudstyr. Hvad er idéen med, at jeg skal betale ekstra for adaptiv fartpilot og varmepumpe i en elbil, der koster over en halv million? De to pakker, hvor du får alt muligt andet udstyr, du måske ikke vil have, koster normalt helt urimelige 60.000 kr., og det gør de måske igen, når du læser dette. Frem til 30. november kører Polestar kampagne, hvor prisen er 30.000 kr. for de to pakker. Om det så var 1.000 kr., så ville det også være for dyrt.
Polestar 2 Dual Motor Performance er hurtig, men ikke så hurtig, og den forreste elmotor hyler op, når man bruger mange af kræfterne. Når det kommer til affjedringen, kan jeg ikke helt greje, hvad der er sket med faceliftet. Muligheden for manuelt at justere de særlige Öhlins-støddæmpere ser ud til at være væk, og indstillingen i testbilen gør undervognen for følsom og for hård.
En lille bil gemt i en stor bil
Noget af det bedste ved Polestar 2 er de materialer, der bruges i kabinen. Paneler, sæder, håndtag og greb er udført i solide materialer (det virker midterkonsollen desværre ikke til at være), og form og farver gør interiøret lækkert og sobert.
Hvad faceliftet ikke kunne ændre på er pladsen, som svarer til den, du vil finde i mindre biler. Bagsædet er fint til to mellemstore børn, men ikke til voksne, der skal på en lang tur. Bagagerummet er også presset på kapacitet – selv om det er en fordel, at 2’eren er en praktisk hatchback.
Både i den faceliftede Model 3, som jeg slipper af sted med kun at nævne denne ene gang (altså, efter den var nævnt helt i starten), og i BYD Seal er der mere plads og mere luft. Jeg vil for en god ordens skyld nævne, at begge konkurrenter er meget billigere.
Polestar 2 er ikke længere det friske indslag, den var for nogle år siden. Den er i sig selv blevet ældre, og faceliftet giver egentlig ikke nævneværdig foryngelse. Priserne, som starter på 390.000 kr. (igen, uden varmepumpe og adaptiv fartpilot), er simpelthen for høje for en bil, som ikke gør sig bemærket på afgørende punkter.
SPECIFIKATIONER
Polestar 2 Dual Motor Performance
Motor: Elmotorer (for og bag) Ydelse: 476 hk/740 Nm 0-100 km/t: 4,2 sekunder Tophastighed: 205 km/t Forbrug: 16,8 kWh/100 kilometer Batteristørrelse: 82 kWh Ladekapacitet: 205 kW Rækkevidde: 568 kilometer Mål (L/B/H): 461/ikke oplyst/147 cm Køreklar vægt: Ikke oplyst Trækvægt: 1.500 Bagagerumsvolumen: 407-1.117 liter + 41 liter foran
Pris: 512.064 kr. (Polestar 2 fås fra 390.000 kr.) Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 15.000/5.295 kr. (Polestar fås fra 15.000/4.295 kr.) Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst
Seat Leon kører stadig parløb med Cupra Leon, men faceliftet af Cupra-modellen gør det trods alt muligt at se forskel. Leon er nu også opdateret med nye motorer og nyt infotainment, men uden designændringer.
Den elektriske SUV Voyah Free sælges i meget få eksemplarer, og importøren har taget konsekvensen og igen skrællet noget af prisen. Denne gang sænkes prisen med 200.000 kr. til 399.990 kr.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2024 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.
Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.
Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.
Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.
Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.
Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.