april 13, 2021

TEST: Er Seat Leon bedre til hybridkunsten end Skoda og VW?

Seat Leon er den spanske søster til VW Golf og Skoda Octavia, som allerede har modtaget megen ros – også fra os. Men hvad sker der, når man kaster plug-in hybridteknologi ind i billedet? Vi tester Seat Leon e-Hybrid.

Af: Simon Hallenslev / d. 13. april 2021

Mine kompetente kollegaer har allerede haft godt fat i den nye Seat Leon med positive gloser som resultat. Ifølge Anders Berner i denne videotest, banker Seat Leon både Audi og VW på kvalitet og pris.

Morten Bek fulgte trop og kaldte Leon for en formidabel spiller i Golf-klassen i denne anmeldelse. Så hvad er der tilbage at sige noget om? Hybridsystemet!

Jeg undlader at være en papegøje. Jeg synes også, at Seat Leon er en formidabelt velbygget og velkørende vogn – men det kan du lige så godt høre fra Berner og Bek. I stedet vil jeg kigge nærmere på, hvordan Seat har skruet hybridsystemet sammen, og om Leon også her kan bide sig fast i konkurrencen.


Seat Leon e-Hybrid

Motor: R4, plug-in hybrid, 1.395 ccm
Ydelse: 204 hk
0-100 km/t: 7,4 sek.
Tophastighed: 220 km/t
Forbrug: 83,3 km/l
Rækkevidde på el: 63 km
Startpris: 289.990 kr.


Plug-in på papir

Seat Leon e-Hybrid er, uden den store overraskelse, nært beslægtet med VW Golf 8 eHybrid, Skoda Octavia iV og Audi A3 TFSIe. I alle tilfælde får man en 1,4-liters benzinmotor med 150 hk samt en elmotor med 102 hk, der er skruet på en 6-trins DSG-gearkasse. Det giver en samlet systemydelse på 204 hk.

Batteriet er på 13 kWh, mens den elektriske rækkevidde efter WLTP-norm varierer en smule på tværs af de Golf-baserede søskende. Her er Leon opgivet til 63 kilometer, mens Octavia og A3 er opgivet til 65 kilometer og Golf topper med 71 kilometer.

LÆS OGSÅ | DUEL: Golf eHybrid vs. Octavia iV – er VW foran Skoda som plug-in?

Ifølge WLTP-norm er det samlede forbrug for Seat Leon e-Hybrid opgivet til 83,3 km/l. Det giver en lav halvårlig ejerafgift på bare 390 kroner halvårligt. Udledningen er opgjort til 27 gram CO2 pr. kørt kilometer, hvor en Seat Leon 1,5 TSI er opgjort til 130 gram CO2 pr. kørt kilometer.

Den elektriske hjælpende hånd, som benzinmotoren får, gør, at Leon eHybrid er hurtigere ude af starthullerne end Leon TSI. Leon eHybrid går fra 0 til 100 km/t på 7,4 sekunder, mens Leon 1,5 TSI gør det et sekund langsommere. De to koster desuden det samme med en startpris på 289.990 kr.

Plug-in i praksis

Den elektriske rækkevidde får hurtigt ben at gå på. Ved blandet kørsel opnås omkring 45 kilometer, hvilket er tilsvarende med Octavia iV og Golf eHybrid. Ved pæn bykørsel kommer jeg dog forbløffende tæt på de 63 kilometer, den er opgivet til, hvilket gør bypendling til en fryd.

På længere ture hvor batteriet tømmes, er der intet, der lugter af 83,3 km/l. Hvor tyngden på speederfoden samt vind og vejrforhold er variabler, lander jeg selv et sted omkring 18-20 km/l med opladt batteri på en tur over 200 kilometer. Man kommer ikke meget over 15-16 km/l, hvis man starter turen med tomt batteri.

LÆS OGSÅ | TEST: VW Golf 8 GTE sætter strøm til sjov og spas

Når batteriet er tomt, oplever jeg, at samspillet mellem el- og benzinmotor bliver lidt småklodset, hvor et lille hop afslører, at benzinmotoren træder til. Herudover er integrationen af hybridsystemet dog ret fin. Den regenererende nedbremsning mærkes slet ikke i pedalen, som er bedre afvejet end dem i Golf og Octavia.

De 300 kilo, hybridsystemet tilføjer til Leon, mærkes næsten ikke. Styretøjet er tungt og præcist med god føling for, hvad der sker med forhjulene, hvorfor retningsskifte sker på skarp og ugeneret facon. Desværre så optager hybridsystemet en pæn portion plads i bagagerummet, hvorfor der kan pakkes 110 liter mindre end i en Leon 1,5 TSI.

Du vælger selv

Overordnet set synes jeg, at Seat Leon e-Hybrid mestrer hybridkunsten mindst lige så godt som sine søskende. Mervægten håndteres godt og den regenererende nedbremsning, som jeg gav Octavia iV lidt på puklen for i min dueltest, er sømløst orkestreret i Leon.

VW Golf eHybrid er det klassiske og bundsolde valg af plug-in hybridbil. Skoda Octavia iV er det rummelige og familievenlige valg. Audi A3 er TFSIe er det eksklusive valg. Og tilbage står Seat Leon e-Hybrid med sin spanske flamboyance som det mest velkørende valg, hvis du er på udkig efter en plug-in hybridbil.

LÆS OGSÅ | TEST: Audi A3 som plug-in hybrid gør præcist det, den skal

Det vigtigste spørgsmål er dog, om det er en plug-in hybridbil, du er på udkig efter. Hvis det økonomiske potentiale i Seat Leon e-Hybrid skal udnyttes til fulde, skal batteriet være ladet op før hver tur og den daglige pendlerrute være under 50 km om dagen.

Er dét tilfældet, får du med Seat Leon e-Hybrid en velkørende og økonomisk bil. Har man ikke mulighed for at lade, ender forbruget lige under det, en Seat Leon 1,5 TSI kan præstere. Og fordi den koster det samme, er 300 kilo letter og har et større bagagerum, er det den, du skal vælge, hvis dit kørselsbehov er stort og lademulighederne små.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS