Seat Tarraco eHybrid
juni 20, 2021

TEST: Seat Tarraco eHybrid er meget bil for pengene

Når vi skriver meget bil for pengene, er det ikke nødvendigvis i metaforisk forstand, når der er tale om en Seat Tarraco. Det er nemlig helt bogstaveligt en ret stor bil til ret få penge. Men er det nok til, at det er godt? Vi tester Seat Tarraco eHybrid.

Af: Simon Hallenslev / d. 20. juni 2021

Rent størrelsesmæssigt er Seat Tarraco tættere på en VW Touareg end på VW Tiguan. Seat Tarraco måler nemlig 4,73 meter i længden med en akselafstand på 2,79 meter samt 1,83 meter i bredden og 1,67 meter i højden. Objektivt er Tarraco en stor bil. Men prisen, den er ikke stor.

Seat Tarraco er nemlig en af de modeller, der har nydt godt af afgiftsændringerne. Hvis ikke du bryder dig om plug-in og elektrificering, må du slippe fra 498.940 kr. for en Seat Tarraco. Køber du Tarraco som eHybrid med batteri og strømstik, kan du derimod slippe med 374.990 kr.

Men er stor størrelse og lav pris succeskriterier? Vi finder ud af det, når vi tester Seat Tarraco eHybrid.

Seat Tarraco FR eHybrid

Motor: R4 benzin, 1.395 ccm + elmotor

Ydelse: 245 hk / 400 Nm

0-100 km/t: 7,5 sek.

Tophastighed: 205 km/t

Batteristørrelse: 12,8 kWh

Rækkevidde på el: 48 km

Startpris: 389.990 kr.

(Tarraco eHybrid fås fra 374.990 kr.)

Hybrid du kender

Skulle du ikke vide det, er Seat en del af den nærmest altomsluttende Volkswagen-Audi-Koncern. Det er tydeligt i Tarraco, fordi hybridteknikken er et all-round produkt, der bruges i modeller som VW Golf 8 GTE og Skoda Octavia RS.

Seat Tarraco eHybrid er udstyret med en 4-cylindret benzinmotor på 1,4-liter med turbo, der er koblet op på et 12,8 kWh batteri og en elmotor med 116 hk. Det hele giver en samlet systemydelse på 245 hk og 400 Nm, hvilket er det samme som i de førnævnte koncernsøskende.

LÆS OGSÅ | TEST: Den bedste VW Tiguan kombinerer benzin og strøm

Til forskel for Golf GTE og Octavia RS, har den store Seat Tarraco højde, drøjde og vægt imod sig, når det kommer til at maksimere den elektriske rækkevidde. På papiret kan Tarraco eHybrid køre 48 km på ren strøm, mens jeg selv kun formår at mase omkring 38-40 km ud.

Ligesom de andre plug-in-modeller fra koncernen, er hybridsystemet koblet på DSG-gearkassen. Det betyder, at igangsætninger fra lyskurve orkestreres sømløst. Vekslingen mellem strøm- og benzinkraft håndteres også ret elegant af Tarraco men kan periodisk opføre sig staccato, når batteriet er fladt.

Seat glemmer drøjden

Jeg har fra start slået fast, at Tarraco er stor. Det er bare som om, at Seat har glemt, at der er tale om en stor bil undervejs i udviklingen. Tarraco opfører sig nemlig ikke som en bil af sin drøjde i undervogn eller styretøj. Her er den nemlig til den stramme og mere kontante side.

Bevares, Tarraco er ikke en lommeraket som en Ford Fiesta ST, men den er heller ingen hval. Sammenlignet med en konkurrent som Kia Sorento, er der mindre krængning og skarpere reaktioner i retningsskifte og indstyring. Der er tilført spansk temperament til køreoplevelsen, hvilket er overraskende, taget den lidt skrumlede facon i betragtning.

LÆS OGSÅ | Første tur: VW ID.4 GTX – den første sportslige elbil fra VW

Det er sjovt for den familiefar eller -mor, der stadig ønsker en snert af dynamik trods valget af en stor SUV. Spørgsmålet er bare, om flertallet foretrækker dynamik? Jeg tror det næppe, og selvom jeg absolut synes om køreegenskaberne i Tarraco, er jeg bange for, at det er et ligegyldigt konkurrenceparameter.

I en stor SUV, foretrækker jeg i sidste ende sport over komfort. Hvis det var sport, jeg ville have, valgte jeg ikke en SUV. I Tarraco eHybrid er adaptiv undervogn standardudstyr, og selvom den er fint komfortabel, er den per default stramt sat op, hvorfor et brønddæksel forplanter sig i kabinen ved bumpet bykørsel.

At større, skarpe bump får lov at finde vej i kabinen, har også noget at gøre med testbilens 19-tommer alufælge. De ser godt ud, men i virkeligheden kunne jeg bedre tænke mig én tomme mindre til fordel for en my mere komfort. De 20-tommer fælge, der er tilgængelige som tilkøb, bør man styre udenom.

LÆS OGSÅ | DUEL: Golf eHybrid vs. Octavie iV – er VW foran Skoda som plug-in?

Motorvejskørsel har den adaptive undervogn bedre fat i, og ved højere hastigheder stryges ujævnhederne bedre ud. Trods Tarraco skyder godt i vejret, lader det ikke til, at vinden påvirker styretøjet synderligt, da den som udgangspunkt opfører sig solidt retningsstabilt.

Kabine du kender

Det førnævnte spanske temperament fordufter i kabinen. Her er det nemlig de kendte rammer fra Volkswagen-Audi-Koncernen, der dominerer. Det er ikke nødvendigvis skidt, fordi man ved, hvad man får, og fordi det hele er skruet solidt sammen. Det er også bare lidt kedeligt.

Jeg kan ikke bebrejde Tarraco for at ligne de andre, men jeg kan sagtens bebrejde kabinen i Tarraco for at være dunkel og kedelig. Alle knapper sidder, hvor man forventer det, og alt er ret lineært i sin opsætning. Infotainmentskærmen spiller til gengæld fint her særligt med trådløs Apple CarPlay, der er standard.

Systemet bag skærmen har Seat fået lov at rode med lidt selv. Derfor fremstår systemet mere brugervenligt end det, man finder i VW Golf 8. Til forskel fra Golf 8 har Tarraco et selvstændigt panel til styring af klimaanlægget, og selvom touchknapperne herpå er småirriterende, er det bedre end at skulle op på skærmen og fedte.

LÆS OGSÅ | TEST: VW Golf 8 GTE sætter strøm til sjov og spas

Hvis vi bliver i Golf 8-sammenligningen i kabinen, har Tarraco desværre fået en god håndfuld plastmaterialer af svingende kvalitet, hvilket Golf også lider under. Der er rigeligt af det hårde plast både i form af en aluminiums-lignende plastpynteliste i instrumentbordet samt på dørsiderne.

Pæn plads og meget udstyr

Uden hybridsystemer er Tarraco født som 7-persones æske. Batteri og hybridteknik optager dog gulvet bagtil, hvorfor Tarraco som eHybrid er en almindelig 5-personers. Det betyder, at der er oceaner af plads über alles både til de brede skuldre i forsæderne, de lange ben på bagsæderne samt til habengut i bagagerummet.

Seat Tarraco eHybrid kommer foruden en masse plads også med en pæn liste af ekstraudstyr. Som nævnt er den adaptive undervogn og trådløse Apple CarPlay med i handlen, men herudover får man også goder som 3-zoners klimaanlæg, den store 9,25-tommer infotainmentskærm, fuld LED-lygtepakke for og bag, el-justerbart førersæde samt varme i både for- og bagsæder.

Konkurrentløs prisbasker

Jeg gradbøjer ordet konkurrentløs lidt. For der er selvfølgelig Kia Sorento og Toyota RAV4 som plug-in-varianter, der er af samme højde, drøjde og type, og som i min optik også overhaler Tarraco indenom på kvalitetsfølelse. Problemet er bare, at de er dyrere.

Kia Sorento Plug-in Hybrid starter fra 448.407 kr. mens Toyota RAV4 Plug-in Hybrid starter fra 419.990 kr. Det er henholdsvis 73.417 kr. og 45.000 kr. mere end Tarraco. Det er en budgetmæssig forskel, der er stor nok til at putte Tarraco i en anden liga, når de pengebevidste danskere skal snolde SUV.

LÆS OGSÅ | TEST: Kia Sorento plug-in hybrid giver fuld tilfredshed for få penge

I den anden ende finder vi Citroën C5 Aircross, der er tilsvarende stor, men smørblød i undervognen som kontrast til Tarraco. Den starter fra 299.990 kr. Men her får du en zone mindre i klimaanlægget, en mindre infotainmentskærm, ingen LED-lygtepakke, ingen elektriske sæder og ingen varme i hverken for- eller bagsæder.

Det efterlader Seat Tarraco eHybrid lidt for sig selv. For 374.990 kr. får man i Tarraco ikke alene en stor bil – man får også en veludstyret og velkørende bil. Seat Tarraco er en helstøbt pakke, der til den pæne plug-in-pris rammer inden for skiven, fordi den faktisk kan mere end blot at være stor til små penge.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS