december 24, 2023

Test: Selv når Årets Bil 2024 er dum, er den dejlig!

Der er ikke meget fornuft at spore i BMW i5 M60, der er den sportslige og topudstyrede version af Årets Bil 2024.

TEKST & FOTO Simon Hallenslev

Det var ikke meget spalteplads, der blev overladt til den hurtige, dyre og topudstyrede BMW i5 M60, da jeg kørte den til verdenspremieren i september. Faktisk var jeg lidt grov og kaldte den for en fodnote til den store nyhed, som den mere folkelige i5 eDrive40 var og er.

Siden har i5 taget titlen som Årets Bil 2024 og markerede en historisk sejr for BMW, der aldrig før har løbet med den i kåringens 54-årige historie. Derfor fortjener BMW i5 al den spalteplads, den kan få. Selv den topudstyrede variant, som er lidt dum. BMW i5 M60 er nemlig stadig dejlig.

Hvorfor er den dum?

Hovedsageligt fordi den er dyr. Indgangsvarianten BMW i5 eDrive40 Sportline starter i 583.000 kr. med udstyr og kvaliteter nok til de fleste. Accelerationen fra 0 til 100 km/t er på 6,1 sekunder, hvilket også er kvikt nok til de fleste, uden at kraftspringet hæmmer rækkevidden på 581 km.

BMW i5 M60 koster meget mere. Faktisk næsten dobbelt så meget. BMW i5 M60 koster fra 1.080.500 kr. og det er 497.000 kr. mere end i5 Sportline. For de penge får man en accelerationstid fra 0 til 100 km/t, der er 2,3 sekunder hurtigere og en rækkevidde, der er 66 km kortere.

Bevares, man får også lidt mere end det. Man får en ekstra elmotor på forakslen, der yder 261 hk og hiver ydelsen op på 601 hk i alt, samt en helt anden undervogn. Den hedder ‘Adaptive Suspension Professional‘ og giver både medstyrende bagaksel samt en affjedring, der, som navnet antyder, er adaptiv.

På luksusfronten får man flere valgmuligheder i indtrækket, hvor man blandt andet kan vælge udsøgte ‘Burgundy‘-kabine, som testbilen her står med. Man får også ting som Harman Kardon-lydanlæg (opgraderet til Bowers & Wilkins i testbilen), klimaanlæg i fire zoner og hurtig AC-opladning på 22 kW. Men stadig… For en halv million?

M rimer ikke på fornuft

Der vil altid være noget, der er mere fornuftigt end en BMW med et M-mærkat bagpå. 601 hk er for mange kræfter, 1.080.500 kr. er for mange penge, og alligevel kan man stole på, at der er købere til det. Sådan skal det være.

For så snart man dropper utopien om en fornuftig BMW M-model og stopper med at føre minutiøst regnskab over, hvad hver en ekstra krone for M60’eren køber sammenlignet med eDrive40, ser man lyset. Man sammenligner heller ikke en M5 med en 520i.

BMW i5 M60 er ikke en fuldblods-M-model, selvom den har kræfter som den seneste BMW M5 F90. Den står således som en seriøs smagsprøve på, hvad fremtiden kan bringe, når M-afdelingen en dag skal lægge navn til en elektrisk M5.

Når det sker, skal BMW kunne noget mere end bare at accelerere hurtigt. En hurtig acceleration fra 0 til 100 km/t er ikke længere et partytrick, når alle elbiler kan gøre det. Der skal være mere på menuen, og det er tydeligt, at nye tricks afprøves i i5 M60.

Kendte kvaliteter

Svimlende hurtig og overraskende komfortabel. Det er sjældne kvaliteter, som den seneste BMW M5 mestrer, og som også er at finde i BMW i5 M60 takket være undervognen. 

Det adaptive element er uvurderligt. Her er affjedringen kontant og resolut på den sjove bagvej såvel som medgørlig i storbyens virvar. Også på motorvejen optræder den som en stabil cruiser, præcist som en 5’er skal gøre. Det er nærmest skizofrent, og så er testbilen ikke engang er udstyret med den strideste ‘Adaptive M Suspension Professional’-undervogn til 51.249 kr.

Uvurderlig er også firehjulsstyringen, som jeg spår til at blive den store dille inden for sprøde og sportslige elbiler. Batterierne i bunden betyder, at der er en vis kampvægt at slås med, og som i i5 M60 snuser til 2,4 tons. Den slags vægt dræber agilitet, men ikke i BMW i5 M60.

Den tunge luksussedan kommer om hjørner som en bil, der er halvt så tung. Uanset om det er storbyens kroge eller landevejens kringler, så kommer den omkring på adræt facon. Kombineres det med de opgraderede M Sportsbremser, har man en bil, der skifter retning som en sulten schæferhund og bremser op med en iver, der hiver brillerne af svagtseende.

Alt det får jeg at føle, selvom størstedelen af testen foregår på frostkolde veje. Et sæt solide vinterdæk og en potent elmotor på forakslen, der tager ved, får mig sikkert rundt. I snevejr og M-modus er historien en anden, og efter en uge med leg i den slags vejr, kommer den til at se ud på billederne herunder.

Troværdige BMW

Rækkevidden på 515 km er et WLTP-fantasital, opfundet i et lunt laboratorium. Det er som nævnt frost under testen, og så vil jeg igen henvise til mit sure opstød om fornuft tidligere. For hvornår har du sidst spurgt en M5-ejer, hvor langt den kører på literen?

Jeg kører godt 800 km i BMW i5 M60 på motor- og landeveje, og anskyder den realistiske rækkevidde i frostvejr til at være 200 km mindre end det, den er opgivet til. Det er ikke så skidt, som det kunne være, og særligt ikke når man tager BMWs troværdighed med i ligningen.

BMW står nærmest uden sidestykke, når det kommer til at vise den realistiske rækkevidde i instrumenteringen. Når der står 315 km i rækkevidde, så er det 315 km, den kan køre. Det betyder, at vintertabet på 200 km ikke gør ondt, fordi man altid ved, hvad man har med at gøre.

Sporten er til at overse

Det er svært at få øjnene fra kabinen i testbilen, der er mere knaldrød end bordeauxrød. Når øjnene har omstillet sig, ser man en ret klassisk og velorganiseret BMW-kabine. Alt er lækkert skruet sammen, mens vitale funktioner er inden for armslængde for chaufføren. 

Det er alt sammen meget fint, men det lugter ikke meget af sport. M-sikkerhedsselerne medfølger ikke M60 som standard, men er tilkøbt for 15.000 kr. i en såkaldt M Sportspakke Pro. Uden den og M Sport-rattet, er sporten til at overse.

Trods sportsskuffelsen er BMW i5 M60 et rart sted at opholde sig med kunstlæder, der er så veludført, at det kan narre selv en garvet garver. Sportssæderne, der også medfølger i indgangsvarianten Sportline, giver al den støtte, man har brug for. Efter 800 km er jeg ingenlunde radbrækket.

Så dum, så dejlig!

Nej, man får ikke nok for merprisen, når man gennemgår specifikationer og udstyrsliste. Men det er også kun mennesker, som ikke har råd til den alligevel, der ser sådan på det. Tager man den for hvad den er; en hurtig, adræt, teknisk avanceret og uhyre velbygget BMW, giver den meget mere mening.

Orienterer man sig mod konkurrencen, finder man både Audi e-tron GT, der starter i 1.039.990 kr. og Tesla Model S Plaid, der starter i 1.041.350 kr. Her er Audi smukkere end BMW, mens Tesla tværer dem ud i samtlige tørre tal. Alligevel kan man ikke helt afskrive i5 M60. Det er den for dejlig til.


BMW i5 M60

Motor: Elmotor (for og bag)
Ydelse: 601 hk / 795 Nm
0-100 km/t: 3,8 sek.
Tophastighed: 230 km/t
Batterikapacitet: 81,2 kWh
Forbrug: 18,2 kWh/100 km
Rækkevidde: 515 km
Ladekapcitet: 205 kW
Mål (L/B/H): 506/190/151 cm
Køreklar vægt: 2.380 kilo
Bagagerumsvolumen: 490 liter

Startpris: 1.080.500 kr.
Privatleasing(engangsydelse/mnd. ydelse): 70.000 kr. / 15.895 kr.
Beskatningsgrundlag, firmabil: 981.892 kr.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Simon er en ung og passioneret motorjournalist, der har specialiseret sig i anmeldelser af biler, sammenlignende dueltests og nyheder fra bilindustrien.

Han følger altid nøje med i, hvad der rører sig i branchen, og bestræber sig på at formidle sin viden i et, til tider farverigt, men altid let forståeligt sprog. Hans artikler er rettet mod både de læsere, der ikke er bileksperter, og de dedikerede entusiaster som ham selv.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS