Nissan Ariya MY2026 14.JPG
Nyheder
7. juli 2026

Uændret pris og drivlinje i opdateret Nissan Ariya

Nissan giver Ariya nyt ansigt, integreret Google og V2L – men drivlinjen består, AC-opladning med 22 kW er væk, og startprisen holder sig i ro.

Simon Hallenslev

Simon Hallenslev

Begrebet facelift er en sjov størrelse, der kan dække over alt fra store tekniske overhalinger til lette optiske opdateringer. Hos Nissan læner de sig op ad den sidste løsning og er på den måde gået mere bogstaveligt til opgaven. Det er i sandhed et facelift, der hovedsageligt begrænser sig til udseendet.

Nissan Ariya følger nu det designsprog, som den nye Leaf har lagt for dagen, og de to ligner nu de søstermodeller, som de faktisk er. Nissan lover også opdateringer af undervognen, der skal give en bedre køreoplevelse, samt en forbedret digital oplevelse med hjælp fra Google. Men drivlinjen består – og det samme gør prisen.

Nissan Ariya MY2026 11.JPG
FOTO: Nissan

Prisen er den samme

Nissan Ariya kører med uændrede batteripakker på enten 63 eller 87 kWh, der giver rækkevidder på henholdsvis 402 og 535 kilometer. Det er, som det altid har været.

Elmotorerne er også de samme, og selvom de har fået et par ekstra hestekræfter, er momentet og strømforbruget som før. Her får man enten 217 eller 242 hestekræfter, 300 Nm og et strømforbrug, der veksler mellem 17,4 og 18,1 kWh pr. 100 kilometer alt efter, hvilken batteripakke man vælger.

Og skal vi dvæle lidt ved specifikationerne, så er der også noget, der er forsvundet. Væk er nemlig Ariyas AC-opladning på 22 kW, der ellers var unik for klassen. I stedet fortæller Nissan, at Ariyas on-board charger, nu på 11 kW, er bidirektionel med mulighed for V2L. Der kan således leveres op til 3,7 kW fra Ariya til en airfryer.

Nissan Ariya MY2026 02.JPG.JPG
FOTO: Nissan

Muligheden for V2L er ikke det eneste, der er kommet til Ariya med dette facelift. Her er opsætningen af affjedringen opdateret, så den giver bedre stabilitet, færre vibrationer og efter sigende en mere komfortabel køreoplevelse.

I kabinen fås nu en ny midterkonsol, der giver mere opbevaringsplads samt trådløs opladning til smartphone på 15 W. Vigtigere er dog integreringen af Google i infotainmentsystemet, hvilket vi af erfaring fra mærker som Renault, Volvo og Polestar ved er en kærkommen tilføjelse.

Den opdaterede Ariya er udstyret med den nyeste generation af NissanConnect med Google built-in, som skal højne den digitale oplevelse. Med det velkendte Google Maps integreret som ruteplanlægger gøres langturene nemmere og opladningen mere effektiv, da batteriet forvarmes inden ankomst til ladestationen.

Nissan Ariya MY2026 07.JPG
FOTO: Nissan
Nissan Ariya MY2026 05.JPG
FOTO: Nissan
Nissan Ariya MY2026 03.JPG
FOTO: Nissan

Den opdaterede Nissan Ariya lander hos forhandlerne i starten af august. Priserne starter ved 299.900 kr. for indgangsvarianten Engage Plus, der inkluderer Google og Nissans ProPilot med opdaterede førerassistentsystemer.

Dertil kommer Advance til 329.900 kr. og Evolve til 359.900 kr., som er lette prisreduceringer, med ekstra ting som ratvarme og opdateret 8-punktskamera til 360-gradersfunktion og T-krydsfunktion.

Alle varianter kommer med fem års garanti på op til 160.000 kilometer. Det ligger endnu ikke fast, om den opdaterede Ariya kommer igen i kraftigere varianter med firehjulstræk.

Ladeboks til stærk pris

Andre fandt dette interessant