august 9, 2023

Ugens fund: En ikonisk racerbil genfødt

En tung arv skal løftes, men denne Ford GT gør bestemt sit for at fylde skoene fra den ikoniske Ford GT40 ud.

AF: Zacharias Lund
FOTO: Salgsbilleder

Denne Ugens fund er et sjældent syn på vejene og kan have et stort investeringspotentiale, da de sjældent udbydes til salg, men nu er der altså opstået en enestående mulighed. Har man lommen fuld af guld, handler det bare om at slå til. Det er norske Røhneselmer AS , der har den flotte Ford GT til salg på Bilbasen.

Denne seneste generation Ford GT har bestemt et ry og omdømme at leve op til. Ford GT40 præsterede i perioden 1966 til 1969 at vinde Le Mans fire år i træk og blev til lidt af et ikon. Den nye generation har udstrålingen til at bære arven videre, men har den prestigen?

Rå V6-styrke

Der kunne sagtens have været en V12- eller en V8-motor at finde i Ford GT, men i stedet gik amerikanerne med at bruge deres V6 Ecoboost-motor, der også er at finde i Ford F-150. Hvis du spørger mig, så lyder Ecoboost V6 en smule undervældende, men tag ikke fejl.

Der er lavet lidt finjusteringer, så den 6-cylindrede motor nu yder 656 hk og præsterer at runde 100 km/t på imponerende 2,8 sekunder og så fortsætter den ellers op mod topfarten på 347 km/t.

Ved hjælp af et karrosseri i fuld kulfiber, kulfiberfælge og carbon keramiske bremser vejer denne Ugens fund ikke mere end 1.385 kg, hvilket er 300 kg mindre end den forhenværende generation.

Denne Ugens fund er udført i Fords ‘Liquid blue’ med en ‘Frozen white’ stribe løbende hen over kølerhjelmen, taget og bagenden, hvilket virkelig klæder den og det spiller fuldkommen med de sorte kulfiberfælge.

Le Mans-triumfer

Du har måske set filmen “Le Mans 66’”, der portrætterer den intense kamp mellem Ferrari og Ford i Le Mans i 1966. Historien går på, at Ford hyrer den legendariske Caroll Shelby for at bygge en bil, der kan slå italienerne. Og det lykkedes. Ford triumferer de næste fire år i perioden 1966-1969.

Cirka 50 år efter, med introduktionen af denne generation Ford GT, var Ford nu klar til at entrere LM GTE-klassen til Le Mans i 2017, og ambitionerne var de samme som i 1967; Kun en sejr talte. 

Som en tæt på perfekt fejring af 50 års jubilæet, formår to af de i alt fire Ford GT at køre sig til en første- og en tredjeplads i det prestigefyldte racerløb. Inden det har der været langt mellem snapsene, hvor Ford ikke har præsteret noget nævneværdigt, men langt om længe kunne den nye Ford GT løfte den yderst tunge arv fra den oprindelige og legendariske Ford GT40.

FORD GT

Motor: V6, 3.497 cm3, benzin
Ydelse:
 656 hk / 746 nm
0-100 km/t:
 2,9 sekunder
Tophastighed: 
348 km/t
Forbrug: 
6,0 km/l
Mål (L/B/H): 
476/200/111 cm
Køreklar vægt: 
2.335 kg


Ford GT eller GT40?

Det har tit undret mig, hvorfor de efterfølgende generationer af Ford GT40 ikke har det karakteristiske “40” i modelnavnet men kun “GT”. Tallet 40 stammer fra den oprindelige GT40’s højde, der måler 40 inches, hvilket svarer til godt og vel 103 centimeter.

De nyere generationer er en smule højere, hvilket kunne være en del af forklaringen, men det er faktisk en helt anden.

Da Ford sluttede produktionen af den famøse GT40, fortsatte et mindre britisk firma “Safir engineering” med at producere et par GT40 efter aftale med Ford. I forbindelse med dén produktion købte Safir Engineering rettighederne til varemærket “GT40”. 

Så da Ford i 2002 skulle lancere den nye generation af Ford GT40, krævede det, at man først skulle købe varemærket tilbage, for at kunne navngive den næste generation efter den ikoniske Le Mans-vinder.

Safir Engineering kræver dog 40 millioner dollars, og det mener Ford er til den stejle side. Dermed sluttede æraen “GT40”, men ånden lever videre i nuværende Ford GT.

Fokus på race

Da Carroll Shelby og Ford i 1964 påbegynder produktionen af Ford GT40, er det med henblik på at bygge en bil, der kan få succes på Le Mans. Samme ønske er at finde i processen med denne generation af Ford GT. Det kommer blandt andet til udtryk i den dråbeformede udformning, som bilen har fået, der giver en lav vindmodstand.

Et andet fokuspunkt for designet er, at man tydeligt skal kunne se, at bilen hører til linjen af GT-bilerne. Det ses blandt andet ved de centrerede udstødningsrør, de runde baglygter og designet af fronten, der er tydeligt inspireret af de tidligere generationer.

Spørger du mig, er det derfor også tydeligt at se, hvilken ‘familie’ denne Ugens fund hører til. For mig er den allerede ikonisk og med sine 1.350 eksemplarer på verdensplan, er den bestemt også unik. Den har ikke opnået de samme bedrifter som den oprindelige GT40, men har allerede nu sejret ved flere af verdens store prestigefyldte racerløb.

Denne Ford GT koster svimlende 7.250.000 kr. Uden afgift vel at mærke. Jeg tør dog godt lægge hovedet på blokken og sige, at den ikke just falder i pris, tværtimod. Vil man se mere til den fede Ford GT, så kan man opleve den lige her.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Zacharias Lund

Zacharias er ved at uddanne sig til journalist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han er i forbindelse med sit studie i praktik ved Bilbasen, hvor han får lov at udnytte sin store interesse for biler.

Zacharias har trods sin korte tid som motorjournalist allerede bevæget sig rundt blandt større etablerede medier som Børsen og Bilmagasinet, hvor han også har været redaktør for årbogen “Årets Biler” i 2022 og 2023.

Ved siden af skole og praktik driver Zacharias det lille videomedie 3-Punkts-Vending, hvor han laver videoer med biler i fokus.

Zacharias er stor fan af design og flotte linjer, ligesom en vellydende og gennemført sportsvogn også nemt fanger hans opmærksomhed.

Ved Bilbasen laver Zacharias en masse forskelligt, men arbejder typisk med at skrive artikler og finde interessante artikler at bringe.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS