januar 13, 2022

Ugens fund: Honda Integra Type-R – den bedste forhjulstrækker nogensinde?

Er Honda Integra Type-R den bedste forhjulstrækker nogensinde? Det er der flere, der mener. Ugens fund er en Honda Integra Type-R, og vi ser nærmere på, hvad der gør den så speciel.

Af: Simon Hallenslev / d. 12. januar 2022

Du skal være velkommen til at teste min påstand med en Google-søgning eller tre. Adskillige internationale bilmedier har enstemmigt og uafhængigt af hinanden kaldt Honda Integra Type-R for den bedste forhjulstrækker, der nogensinde er produceret.

En Honda fra slut 90’erne med under 200 hk – hvordan kan man kalde den for den bedste forhjulstrækker? Det forsøger jeg at finde ud af, når jeg kigger nærmere på denne Ugens fund: En Honda Integra Type-R fra 1999, der er den eneste af sin slags til salg på Bilbasen.

Bilen står til salg hos forhandleren CarFarm i Silkeborg til 179.900 kr. og du kan se den her, hvis ikke den er blevet solgt i mellemtiden.


Honda Integra Type-R

Motor: R4 benzin, 1.796 ccm
Ydelse: 190 hk / 178 Nm
0-100 km/t: 6,7 sek.
Tophastighed: 233 km/t
Vægt: 1.125 kg
Forbrug: 11,9 km/l
Nypris i ’99: Ca. 320.000 kr.


Forhandleren fortæller

Det er Jesper fra forhandleren CarFarm, jeg får fat i, og som har bilen udbudt til salg for en kunde. Kunden, der udbyder bilen til salg, er alt andet end en 19-årig teenager med hang til dørtræk. Det er en vaskeægte Honda-samler.

I 2017 hiver den danske Honda-samler bilen hjem fra Sverige. Her indgår den i et fornemt selskab med blandt andet to Honda NSX, der også pryder samlingen.

LÆS OGSÅ : Ugens fund: Den smukkeste Toyota på Bilbasen?

At denne Ugens fund har været en samlerbil kan også ses på det antal kilometer, den har tilbagelagt på danske landeveje. I løbet af de fem år bilen har været i Danmark, har den kun trillet 4.000 km. Den blev nemlig hevet til Danmark med 191.000 km på tælleren og står nu med 195.000 km.

Hvad er der med VTEC?

Hvis man kører denne Ugens fund som en bedstemor, vil man aldrig forstå, hvordan normalt fungerende mennesker kan kalde den for ‘den bedste forhjulstrækker’. Det skyldes helt specifikt ventilstyringssystemet VTEC i den mesterlige B18C-motor, som Honda Integra Type-R er velsignet med.

Ved almindelig kørsel er Honda Integra Type-R civiliseret og småkedelig. Holder man derimod højre fod begravet i gulvtæppet og lader nålen passere 6.000 omdrejninger, sker der noget. Her åbner VTEC-systemet fuldt ud for sluserne

LÆS OGSÅ : Ugens fund: Rallylegenden Lancia Delta Integrale

Selvom VTEC har dannet grobund for mange memes og dumsmarte-jokes (VTEC kicked in, yo), mærkes det tydeligt, når der åbnes fuldt for ventilerne. I Honda Integra Type-R kan man lade nålen vandre helt til 8.600 skrigende omdrejninger, før der skal skiftes gear. Faktisk er det først helt heroppe, de fulde 190 hk kan hentes.

8.600 omdrejninger fra den 4-cylindrede B28C-sugemotor lyder intet mindre end himmelsk, og selvom accelerationen fra 0 til 100 km/t er respektable men moderate 6,7 sekunder, føles det hurtigere. Ikke kun fordi den skriger, men også fordi man får det omdiskuterede VTEC-puf i ryggen, når man passerer 6.000 omdrejninger.

LÆS OGSÅ : Ugens fund: Verdens mest eftertragtede Toyota Corolla

Selvom B18C-motoren blot var en videreudvikling af den almindelige B18B-motor og kun ydede 20 hk mere, tog Honda motoren til Integra Type-R meget seriøst. Produktionen af Honda Integra Type-R var begrænset til 25 stk. om dagen, fordi B18C-motoren skulle håndbygges. 

Med den minutiøse samlingsproces i hånden og en beskeden men velvalgt række opgraderinger af ting som stempler, gasspjæld og udstødningssystem blev B18C til et mesterværk. Et vellydende og velkørende mesterværk, der har stor betydning for den stjernestatus, som Integra Type-R har fået gennem tiden.

Vildt velkørende

Den fabelagtige sugemotor har bestemt meget at sige – men ikke alt. Bogstavet R i Type-R står for Racing, og som nævnt tog Honda denne betegnelse meget seriøst. De var ikke blege for at bruge mange ressourcer på at opgradere de småting, der skulle til for at gøre Honda Integra Type-R ekstraordinært velkørende.

LÆS OGSÅ : Ugens fund: Sjælden sølvpil fra Mercedes er over 1,5 mio. kr. billigere end fra ny

Karosseriet på Honda Integra Type-R er forstærket med flere punktsvejsninger og tykkere stål i karosseriets bund, hvilket gør den betydeligt stivere end den almindelige Integra. 

Derudover blev Integra sendt på slankekur, hvilket blandt andet betyder mindre støjisolerende materiale, 10% tyndere forrude og letvægtsfælge. Kampvægten er beskedne 1.125 kg, hvilket naturligvis har stor indvirkning på køredynamikken.

Selvom Integra som udgangspunkt allerede var sat sportsligt op i undervognen, fik Integra Type-R en stivere og 15 mm lavere undervogn. Hertil udviklede Honda nye støddæmpere specifikt til Type-R, der var bedre egnet til race.

Vigtigst af alle de tekniske ændringer er dog måske spærredifferentialet, der tillader Honda Integra Type-R at få bid i vejen på tidspunkter, hvor det ikke burde være muligt for en forhjulstrækker. Det er især her, at Honda Integra Type-R har modtaget meget ros.

Det visuelle

Når Honda skyder en Type-R model på gaden i dag, er der ingen, der er i tvivl. Der er gæller og hækvinger for alle pengene, og af samme årsag har de seneste Honda Civic Type-R modtaget rigelige mængder kritik for deres ungdommelige flamboyance.

LÆS OGSÅ : Ugens fund: Den eneste Honda, du ville vælge over en Ferrari

Det var noget andet med Honda Integra. Her har den sportslige Type-R kun fået en ny underlæbe, en såkaldt splitter, samt en hækvinge. Det er dét. Indvendigt får man med Type-R de lækre, røde sportssæder fra Recaro, en gearknop i titanium, aluminiumspedaler og lidt kulfiber trim. Simple ændringer der stadig gør, at man ved, hvad man har med at gøre.

Er den virkelig så god?

Hvis man skal tro på anerkendte bilmedier som Evo Magazine, Autocar, Drivetribe, Jalopnik, Carthrottle og så videre, så er der ingen forhjulstrækkere, der helt kan bide skeer med Honda Integra Type-R. 

Ved lanceringen i 1994 argumenterede et japansk bilmedie endda for, at Honda Integra Type-R på en bane kunne hamle op med langt dyrere og mere kraftfulde konkurrenter som Nissan Skyline GT-R og Subaru WRX STI. Ganske enkelt fordi den var let og så velopsat i karosseri, undervogn og motor.

LÆS OGSÅ : Ugens fund: Det ikoniske turbodrøn Nissan Skyline GT-R

Trods den store ros og medieomtale er Honda Integra Type-R blevet overset lidt af samlere og entusiaster – indtil nu. Priserne er på vej op, og i udlandet er der flere eksempler på, at Honda Integra Type-R handles for priser, der er højere end deres originale nypriser. 

I Danmark kostede Honda Integra Type-R cirka 320.000 kr. fra ny i 1999. I dag skal du slippe 179.900 kr. Du kan se denne Ugens fund her, hvis ikke den er solgt i mellemtiden.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS