Video: Kæmpe prisfald på elbiler i luksusklassen
1.000.000 kroner. Så meget har du sparet, hvis du ventede med at købe en særlig udgave af elbilen Mercedes EQS.
Tekst: Simon Hallenslev
Foto: Salgsbilleder
Hvis du søger efter ‘verdens grimmeste bil’, er sandsynligheden, at du vil blive mødt af enten en Pontiac Aztek eller en Fiat Multipla. Og mens førstnævnte ikke er almen kendt på vores breddegrader, har Fiat Multipla været et mærkeligt men helt normalt syn på danske landeveje.
Her skal du bide mærke i har været. Der er næsten ingen tilbage, og denne Ugens fund er den eneste til salg af sin slags på Bilbasen. Det er synd, fordi selvom Fiat Multipla ligner en blød brie, gemmer der sig noget genialt og visionært under de buttede former.
Denne Ugens fund fortjener noget kærlighed. Ikke kun som model men i det hele taget. Derfor kan du også stikke afsted med den for sølle 8.900 kr. Jeg tager et kig på bilen, historien og det store kultpotentiale, jeg tror, den har.
Motor: R4 benzin, 1.581 cm3
Ydelse: 103 hk / 144 Nm
0-100 km/t: 12,6 sek.
Tophastighed: 170 km/t
Forbrug: 11,6 km/l
Mål (L/B/H): 399/187/151 cm
Køreklar vægt: 1.300 kg
Bagagerumsvolumen: 430 liter
Nypris i ’00: Ca. 215.000 kr.
Det er Frank Nissen i egen høje person, jeg får fat i, da jeg ringer til Frank Nissen Biler i Silkeborg. Han skynder sig at sige, at han ikke som sådan har travlt med at promovere den Fiat Multipla, han har til salg. Den falder lidt uden for skiven af, hvad han ellers sælger.
Alligevel anerkender han den historie, som modellen bærer med sig, samt det faktum, at den er den eneste af sin slags på Bilbasen. Det er i hvert fald derfor, jeg selv synes, den fortjener et lille skriv.
LÆS OGSÅ | Ugens fund: Den vigtigste VW, du aldrig har hørt om
Denne Ugens fund kan bedst beskrives som et håndværkertilbud, om end det er et overskueligt et af slagsen. Motoren kører egentlig fint, men den kærlige hånd kræves, fordi bilen har stået stille i over 10 år.
Selv beskriver Frank bilen som et godt vinterprojekt, hvilket jeg synes, er hovedet på sømmet. Den koster kun 8.900 kr. og til den pris kan man tillade sig at bruge den til alskens sjove projekter. Jeg ser en oplagt surferbil eller interimistisk camper for mig – kun fantasien sætter grænser!
Mange ikoniske biler kom ud af 90’erne. BMW M3 E46, Toyota Supra Mk4, Ferrari F50, McLaren F1 og … Fiat Multipla?? Den bliver lanceret i 1998 for at revolutionere MPV-klasse, der på dét tidspunkt er ustyrligt populær – og det ser lovende ud!
Den er bygget på samme platform som Fiat Brava, der dog er modificeret heftigt til Multipla. I totallængde er den 19 cm kortere end Brava. Til gengæld er akslerne rykket 12 cm længere fra hinanden, hvilket giver betragteligt bedre pladsforhold. Også bredden er 13 cm større og taghøjden 10 cm højere.
LÆS OGSÅ | Ugens fund: Spar over 1,5 mio. kr. på Bilbasens billigste S-Klasse
Fiat Multipla er med andre ord kort og bred, ligesom jeg selv. Det betyder, at Fiat, til folks store forundring, lancerer Multipla med hele seks sæder: Tre foran og tre bagved. Midtersæderne kan desuden folkes ned som borde, når ikke de bruges, hvilket gør Multipla til ukronet kopholderkonge. Her er nemlig ni.
En forenet skare af motorjournalister tager meget godt imod den praktiske MPV. Multipla bliver både kåret som Årets Bil i Danmark samt som Top Gears Car of the Year i det Herrens år 2000. I flere sammenhængende år fortsætter Top Gear endda med at kåre den som “Bedste Familiebil”, fordi praktikken er ganske uden sidestykke.
Designet på Fiat Multipla har altid mindet mig om en frø med forstoppelse. Om andre deler mit syn, kan jeg ikke udtale mig om, men faktum er, at mange i kølvandet på lanceringen bliver enige om, at designet er alt andet end billedskønt. Det kommer meget bag på Fiat – og det er til at forstå.
Den indledende modtagelse var nemlig, som nævnt ovenfor, positiv. Motorjournalisterne elskede den, og kort efter lanceringen tager Museum of Modern Arts i New York modellen ind som en del af en større udstilling af “fremtidens transport”. Det er dog folkets røst, der i sidste ende lyder højest, og den almene befolkning er noget mere loren overfor den visionære MPV.
LÆS OGSÅ | Ugens fund: Bliv forelsket i en Land Cruiser fra de fede 80’ere
Idéen er fra begyndelsen, at Multipla skal sætte praktikken først og gerne må se skelsættende anderledes ud. Det er overskriften på det brief, som chefdesigneren Roberto Gioloto får i midten af 90’erne. Det er også en opgave, som han måske lykkes lidt for godt med.
Hurtigt bliver Fiat Multipla latterliggjort for sit design. Det er særligt de enorme vinduespartier, den får på puklen for, ligesom dellen under forruden også bliver grint af. Multipla bliver ikke en decideret fiasko og sælger i 2,7 millioner eksemplarer – men den bliver heller ikke den store, visionære succes, Fiat havde regnet med.
Jeg slutter af med at slå et slag for, at Fiat Multipla skal blive en kultbil! Hvis cargobukser og croptops kan blive genoplivet som højeste mode, må Multipla også kunne få sin genopstandelse som en skæv 00’er-trend. Alle ved, at den er grim, og det ved folk også, at du ved, hvis du køber den – og på den måde bliver den et kæmpe statement!
Dertil kommer også, at Fiat faktisk ramte hovedet på sømmet med praktikken, der blev glemt og overskygget af designet. De enorme vinduespartier giver godt udsyn og nærmest ingen blinde vinkler. Til at akkompagnere den store forrude fik man selvfølgelig også overdimensionerede solskærme, så ingen får solen i skærmen. Dertil kommer de ni kopholdere og to seperate handskerum.
LÆS OGSÅ | Ugens fund: Denne Fiat Uno Turbo er til dig, der virkelig mener det
Selve sædeindretningen er også smart. Man kan fragte seks personer og 430 liter bagage i standardopsætning. Midtersæderne kan også fjernes, og det flade gulv gør det muligt at fragte hele holdets ski, hvis man skal på skiferie.
Har man været ekstra flittig med havearbejdet, kan bagsæderne også tages helt ud, hvilket giver hele 1.900 liter opbevaring bagerst. Med et helt plant gulv og stor åbning på bagklappen giver dét nærmest varevognslignende tilstande.
Nok er Fiat Multipla grim, men den er noget af det mest praktiske fra det 20. århundrede. Og hvis du køber denne Multipla til 8.900 kr., smider et surfbræt på taget og parkerer foran en dyr kaffebar i Hovedstaden, er jeg sikker på, der holder en hel håndfuld til næste års Copenhagen Fashion Week.
1.000.000 kroner. Så meget har du sparet, hvis du ventede med at købe en særlig udgave af elbilen Mercedes EQS.
Leder du efter firehjulstræk til vinterens sne og slud? Med ugens fund her får selv nybagte lotto-vindere brug for en ekstra tænkepause, før de hiver tegnebogen frem.
Den kompakte Cupra Born VZ har 326 hestekræfter, baghjulstræk og elektronisk styret undervogn – og lang rækkevidde. Er den bare hurtig eller også sjov?
Den store Kia EV9 bliver nu hurtigere og sjovere. Med cirka 509 hestekræfter, adaptiv undervogn og kunstige gearskift kan den blive den sjoveste store elbil.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2024 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.