35 nye bilmodeller har været med ved den indledende runde til Årets Bil i Danmark 2027 på og omkring Jyllandsringen, og efter to dages kørsel, dæksparkeri og granskning af prislister er syv finalister fundet - og en af de syv vil den 10. november blive kåret som Årets Bil i Danmark 2027.
Det blev ikke til en plads i finalen for biler som Leapmotor B03X, Volvo EX60, Mercedes-Benz GLC, MG IM6 eller XPeng L03.
Læs også: Derfor er Polestar 2 Årets Brugtbil 2026
Til gengæld er der grund til glæde i Volkswagen-koncernen, som står meget stærkt med tre modeller i finalen. Det er de "små" biler på platformen med forhjulstræk, der optræder stærkt i finalefeltet: Cupra Raval, Skoda Epiq og Volkswagen ID. Polo.
Finalefeltet er bredt og repræsenterer både nogle af de mindste biler på markedet og store familiebiler med masser af plads.







Skuffelse for Xpeng
Finalefeltets mindste og billigste bil er den lille Renault Twingo E-Tech, der starter på 146.990 kr. Den dyreste bil i finalefeltet er den højt besungne BMW iX3, som starter på 519.900 kr. (2026-priser).
Også med blandt de syv finalister er Subaru E-Outback/Toyota BZ4X Touring (de optræder som en bilmodel) og Zeekr 7GT. Det er en overraskelse, at de to høje stationcars fra de japanske bilmærker optræder i finalen, da der er tale om varianter af Solterra/BZ4X, som allerede tidligere har deltaget i kåringen.
En mindst lige så stor overraskelse er det, at den nye Xpeng L03, der starter på 239.995 kr. ikke tog en plads i finalen. Bilens prisniveau, indretning og udstyr er store styrker til prisen.
Bilbasens journalister, Simon Hallenslev og Morten B. Bek, er jurymedlemmer ved Årets Bil-kåringen, og begge stemte bl.a. alle de tre små elbiler fra VW-koncernen i finalen.
Simons syv biler til finalen: BMW iX3, Cupra Raval, Mercedes-Benz GLB, Renault Twingo E-Tech, Skoda Epiq, Volkswagen ID. Polo og XPeng L03. Mortens syv biler til finalen: BMW iX3, Cupra Raval, Mercedes-Benz GLB, Skoda Epiq, Skoda Peaq, Volkswagen ID. Polo og XPeng L03.



