XPeng præsenterede for kort tid siden sin seneste tilføjelse til det kinesiske modelprogram, Mona L03. Mona L03 er en 465 centimeter lang crossover med et coupé-inspireret design - og et noget anderledes design end vi hidtil har set fra XPengs side. - Man skal ikke knibe øjnene ret meget sammen for at få fronten på Mona L03 til at ligne noget fra Polestar 4.
Den danske XPeng-afdeling har nu offentliggjort to billeder af den nye elbil, der i Europa kommer til at hedde L03. Mona-navnet, der i Kina bruges til de mest prisbillige modeller fra XPeng, bliver altså ikke introduceret i Europa.



De to billeder fra XPeng kommer med information om, hvornår vi får mere information om L03. Det vil sige, at vi skal vente til den 16. juli kl. 14.00 for at få mere information - på det tidspunkt kommer alt om teknikken, introduktionstidspunkt og, ikke mindst, priserne. Mathias Brandt, PR-manager hos XPeng Danmark, åbner lidt op for, hvad der er i vente.
L03 er et vigtigt skridt for XPENG i Europa. Den introducerer os i et nyt segment og viser, hvordan vi arbejder med design, software og intelligent teknologi i en bil, der er udviklet til europæiske bilkøbere og europæisk hverdag.
L03 er godt og vel 10 centimeter kortere end den kuglerunde G6, men pladsforholdene skulle være til store armbevægelser. Priserne skulle på samme måde give den større G6 konkurrence; når XPeng taler om at gå ind i et nyt segment, er det i høj grad også et spørgsmål om at tilbyde en bil til lavere priser.
Skulle det vise sig, at den europæiske udgave af L03 rent teknisk følger den kinesiske (hvilket ikke er givet), så får den nye model en elmotor bagtil med 245 hestekræfter og LFP-batteri på enten 56 eller 69 kWh - og dermed skulle priser fra 250.000 kr. være indenfor rækkevidde.
Vi ved til gengæld allerede, at den europæiske udgave af L03 kommer i fem forskellige lakeringer: Phantom Purple, Arctic White, Midnight Black, Rock Gray og Silver Frost. Den danske introduktion af L03 forventes at ligge i efteråret.


