Kinesiske XPeng er blandt de bilmærker, der forsøger at gøre ekstraudstyr til en ting af fortiden. Hos dem er bilerne veludstyrede – også selvom, man vælger en billig variant.
Køber du en XPeng G6 Standard Range, er det reelt kun småting, man går glip af sammenlignet med en topudstyrsvariant. Ingen nappalæder, ingen loftbeklædning i Alcantara og ingen massage i forsæderne. Alt derudover er standard.
Det er jo en positiv ting for de fleste, at man får meget udstyr med i handlen, men det betyder også, at det er sværere for XPeng at få en topudstyrsvariant til at skille sig ud. XPeng G6 Performance har nærmest kun de mange ekstra kræfter som trækplaster – og er der overhovedet brug for dem?



Prisen for Performance
XPeng G6 Performance koster 379.990 kr. Det er ‘kun’ 30.000 kr. mere end Long Range-varianten, og svimlende 110.000 kr. billigere end storkonkurrenten Tesla Model Y Performance. Tager man kun notits af disse tal, virker det jo som lidt af et scoop.
Effektforøgelsen i G6 Performance er bestemt til at føle på med hele 65 procent flere kræfter sammenlignet med Long Range. Det er takket være en ekstra elmotor på forakslen, og der er nu i alt 487 hestekræfter og 660 Nm til at skubbe bilen fra 0 til 100 km/t på lige over fire sekunder.
Accelerationen er kun knap et halvt sekund langsommere end Model Y Performance, og selvom Tesla trumfer med 70 kilometer ekstra rækkevidde, er XPeng er ukronede konger af opladning. Med 510 kilometer i rækkevidde og opladning helt op til 451 kW(!) virker kineseren pludselig som den brugbare kraftkarl af de to.



Virkeligheden er dog, at XPeng har grebet tilførslen af performance meget anderledes an, end amerikanerne har. For hvor man i Model Y Performance får alt fra sportssæder og kulfiberdetaljer til større bremser og adaptiv undervogn, får man hos XPeng, som nævnt, kræfterne – og ikke så meget andet.
Speedy, ikke sporty
Med firehjulstræk og knap 500 hestekræfter kommer det ikke bag på nogen, at XPeng G6 Performance er kvik. Det er også kun i Performance, at man får mulighed for Launch-control og følelsen af at blive skudt ud af en kanon. Desværre for G6 er det et partytrick anno 2021, og når man har prøvet det i én bil, har man prøvet det i alle.
Og når dét reelt er det eneste sportslige trækplaster, betyder det også, at den resterende køreoplevelse i Performance er nøjagtigt så neutral, som den er i alle andre G6’ere. Min gode kollega Morten Bek beskrev for nylig XPeng G6 som havregrød i sin anmeldelse, som du kan læse herover, og det er i virkeligheden ikke så skævt.






Mens havregrød så absolut tjener sit formål hos mange danske familier, bliver det også lidt intetsigende. Det behøver ikke være kritisk, når der er tale om en helt almindelig børnebefordrer i hverdagen – men når man smækker et Performance-skilt på bagsmækken, er historien en anden. Så må bilen ikke være kedelig.
I kabinen er der heller ingen hjælp at hente, da den også her er en helt almindelig G6. Der er ingen sportssæder, kulfiber, Alcantara eller et lille sportsligt rat. Alt er, som det plejer: Gearet til hverdagen uden en hentydning af sport.
Det mest sportslige er opladningen
Det hurtigste, mest sportslige og konkurrencedygtige ved XPeng G6 Performance ender med at blive opladningen. Det er naturligvis ikke noget, man mærker bag rattet, men noget, der sikrer, at man kan genoplade og være videre fra rastepladsen, som var det et pitstop i Le Mans.




Med en peak-effekt opgivet til 451 kW, tager det på papiret 12 minutter at lade det 80,8 kWh store batteri fra 10 til 80 procent. Og det er ingen overdrivelse. Under min testuge finder jeg vej forbi en OK ladestander, som Bilbasen har et ladesamarbejde med. Den giver en maksimal effekt på 400 kW, og det er nøjagtigt dét, XPeng G6 Performance stryger op til efter tilslutning.
Efter 12 minutter er bilen gået fra 10 til 80 procent på batteriet. Her har den suget 56,5 kWh, hvilket svarer til en gennemsnitlig ladeeffekt på over 280 kW. Den eneste udfordring for Performance bliver endnu engang, at en Long Range kan gøre nøjagtigt det samme.
DEN ENDELIGE DOM
XPeng G6 Performance er ingen dårlig bil – men den har heller ikke meget med performance at gøre. Og medmindre du insisterer på at kunne imponere gutterne, svigermor eller den lokale kioskmutter med launch-control, er der ingen grund til at spendere de ekstra 30.000 kr.
Med en XPeng G6 Long Range får du stadig den hurtige opladning, en spids længere rækkevidde med 625 kilometer og en acceleration fra 0 til 100 km/t, der er rigelig hurtig på 6,7 sekunder.
XPeng G6 Performance
Motor: Elmotor (for og bag) Ydelse: 296 hk/440 Nm 0-100 km/t: 4,1 sekunder Tophastighed: 200 km/t Forbrug: 18,4 kWh/100 kilometer Rækkevidde: 510 kilometer Batteristørrelse: 80,8 kWh Ladekapacitet: 451 kW DC-ladning 10-80 procent: 12 minutter Mål (L/B/H): 476/192/165 cm Køreklar vægt: 2.220 kilo Trækvægt: 1.500 kilo Bagagerumsvolumen: 571-1.374 liter Pris: 379.995 kr. (XPeng G6 fås fra 299.995 kr.) Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 49.995/4.345 kr. (G6 fås fra 49.995/3.295 kr.)* Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst Produktionsland: Kina Fabriksgaranti: Syv år op til 160.000 kilometer *Privatleasing på kontrakt med 48 måneders løbetid med 15.000 kilometer om året inkluderet. G6 fås med en lavere månedlig ydelse med 10.000 kilometer om året inkluderet.



