marts 16, 2023

3x hurtige tyske stationcars fra 00’erne

Savner børnene noget fart, eller er du bare blevet træt af den gamle Octavia? Vi har samlet 3 jævnt hurtige stationcars, der kan bringe noget fart på hverdagen.

TEKST: Zacharias Lund
FOTO: Salgsbilleder

I 00’erne var det svært at komme udenom de store tyske fabrikanter. Audi, Mercedes og BMW kæmpede om at kunne krone sig som konge af stationcar-segmentet, hvorfor de alle pumpede deres store stationcars til det yderste.

Det har medført nogle hårdkogte stationcars, der byder op til dans. At man så også har plads til Hans og Grete på bagsædet er bare en kærkommen bonus.

Så hvis du er på udkig efter en grum familiebil, kan du godt glæde dig. Disse tre udvalgte biler er familievenlige, men kan på samme tid køre fra naboens Passat, og vise vedkommende, hvad rigtig tysk teknik er.

The best or nothing: Mercedes C63 AMG STC

“Stjerner skal ikke ses på himlen, de skal ses på vejene” Sagde en Mercedes-ejer engang til mig. Denne C63 er nærmest en opmærksomhedsmagnet. Med sit V8-brøl er den i hvert fald umulig ikke at høre. At det så koster 30 kroner i benzin hver gang du skal fremtvinge brølet, er en helt anden historie.

Spøg til side. Mercedes C63 AMG er et powerhouse af en bil. Med sine 457 hk og 600 Nm skyder den afsted mod 100 km/t på blot 4,6 sekunder. Og det er altså med familien på slæb. Det er noget, naboens Passat kun kan drømme om.

LÆS OGSÅ | 3x Alpina fra tre årtier

I dette sorte trim ligner den en vaskeægte bøllebil, der er kommet for at drille nabolagets bilpakker.

Mercedes C63 6,3 AMG STC

Motor: V8 benzin, 6.203 cm3
Ydelse: 457 hk / 600 Nm
0-100 km/t: 4,6 sek.
Tophastighed: 250 km/t
Forbrug: 7,3 km/l
Mål (L/B/H): 
471/180/144 cm
Køreklar vægt: 
1.710 kg
Bagagerumsvolumen: 485 liter


Det handler også om at nyde disse V8’ere mens de er på markedet. Den nyeste Mercedes C63 er netop blevet lanceret med en 4-cylindret motor og et hybridsystem, der siger knap så meget som denne brølende V8-motor. Men jaja, 7,3 km/l siger en del om miljøpåvirkningen og moderne tid er nok ikke til en stor V8’er.

LÆS OGSÅ | 3x hurtige biler, der ser helt almindelige ude

Det ændrer dog ikke på det faktum, at dette er en vanvittig stationcar, der bider fra sig på asfalten. Tillæg dertil at der er plads til mutter, børn og vuffi, samt en god oppakning i bagagerummet. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Men den er god nok. Den står til salg for 472.000 kr. og du kan opleve den her.

Vorsprung durch Technik: Audi S6 5,2 Avant

Den skrigende V10’er er hentet fra Lamborghini Gallardo og bringer et fantastisk lydspor, når man træder lidt på speederen. 435 hk og 540 Nm er også rigeligt med power til denne tyske stationcar.

Selvom det er den langsomste af de tre udvalgte biler, vil jeg gerne lægge hovedet på blokken og sige, at lydbilledet er det bedste af de tre. Når først man får presset den op omkring 6-7.000 omdrejninger, kan selv ikke V8-brølet fra C63 eller V10-skriget fra M5 måle sig. Det er selvfølgelig en smagssag, men spørger du mig, ligger landet sådan.

LÆS OGSÅ | 3x flabede 80’er-slæder

Audi har arbejdet meget med firehjulstrækket og kalder det selv for quattro. Hvor M5 og C63 AMG kæmper meget med hjulspind og en lille gul lampe i dashboardet, er Audi’en fløjet afsted med sit velfungerende firehjulstræk.

Audi S6 5.2 Avant

Motor: V10 benzin, 5.204 cm3
Ydelse: 435 hk / 540 Nm
0-100 km/t: 5,3 sek.
Tophastighed: 250 km/t
Forbrug: 7,5 km/l
Mål (L/B/H): 
493/186/145 cm
Køreklar vægt: 
1.970 kg
Bagagerumsvolumen: 565 liter


Det ligner mest af alt en standard A6’er og der er ikke gjort noget betydeligt ud af bilens eksteriør. Det er også her at S6’eren lider lidt. Den er det lidt usynlige midterbarn, hvor storebroren RS6 får en masse kredit og lillebroren A6 er den fornuftige. S6 står med andre ord i skyggen af storebroren RS6, men har uden tvivl en masse at byde på.

LÆS OGSÅ | 3x sprøde sedaner til spotpris

Her er altså et godt bud på en familieslæde med 10-cylindre, der fragter familien fra A til B på hidsig vis. Den bliver nok lidt dyr i benzin, men har du nogensinde set et menneske være ked af det, når omdrejningstælleren ligger på omkring 6.000 omdrejninger? Nej, det har jeg heller ikke. Den står til salg for 149.000 kr. og du kan se den lige her.

The ultimate driving machine: BMW M5 5.0 Touring

00’erne har ringet – de vil gerne have deres motorvejsmissil tilbage. Som BMW’s slogan “The ultimate driving machine” er det svært at finde en mere passende bil end denne M5 Touring. Under køleren finder du en ubarmhjertig 10-cylindret benzinmotor, der trækker hele vejen op til 7.700 omdrejninger i minuttet og samtidigt sluger benzin som et hul i jorden.

LÆS OGSÅ | 3x V8 til under 100.000 kr.

M-afdelingen i Bayern har gennem årene demonstreret at de mestrer biltyper som Sedan, Coupé, SUV og GT’er, men Stationcars havde de inden M5-touring ikke mestret. Det er dog blevet til en ganske vellykket stationcar, der skiller sig ud fra de resterende M-biler.

Det er blevet til et par M5-modeller de efterfølgende år, men BMW har ikke kastet sig ud i at lave en M5 som stationcar siden denne voldsomme familiebil, hvilket jeg synes er ærgerligt. Det er en utrolig spændende kombination af performance og rummelighed.

BMW M5 5.0 Touring

Motor: V10 benzin, 4.999 cm3
Ydelse: 507 hk / 520 Nm
0-100 km/t: 4,8 sek.
Tophastighed: 250 km/t
Forbrug: 6,7 km/l
Mål (L/B/H): 
485/185/149 cm
Køreklar vægt: 
1.855 kg
Bagagerumsvolumen: 500 liter


Man skal have en skrue løs for at kaste sig ud i at lave en 507 hestes stationcar med baghjulstræk, men på samme tid er det også en genistreg.

LÆS OGSÅ | 3x chefbiler, der er megadyre at køre i

Denne M5 er tæt på at være lige så vellydende som S6’eren, men der bare noget over Audi’en. Med det sagt, er der her en god mulighed for at få en 10-cylindret stationcar, der virkelig er vellydende og byder på sjov med sit baghjulstræk. Det er også en bil, der få kendere til at dreje hovedet, når man passerer på gaden.

Så savner du lidt opmærksomhed på vejen og lyder 10-cylindre som noget for dig? Så er her et rigtigt godt bud til 399.800 kr. og du kan opleve den her.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Næsten ny BMW i5 til under 445.000 kr.

Priserne på brugte elbiler bliver konstant sat ned, og fordi forhandlerne vil af med lageret inden 2025, er der vilde tilbud på biler, som stort set er som nye. Spar blandt andet 130.000 kr. på BMW i5.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Zacharias Lund

Zacharias er ved at uddanne sig til journalist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han er i forbindelse med sit studie i praktik ved Bilbasen, hvor han får lov at udnytte sin store interesse for biler.

Zacharias har trods sin korte tid som motorjournalist allerede bevæget sig rundt blandt større etablerede medier som Børsen og Bilmagasinet, hvor han også har været redaktør for årbogen “Årets Biler” i 2022 og 2023.

Ved siden af skole og praktik driver Zacharias det lille videomedie 3-Punkts-Vending, hvor han laver videoer med biler i fokus.

Zacharias er stor fan af design og flotte linjer, ligesom en vellydende og gennemført sportsvogn også nemt fanger hans opmærksomhed.

Ved Bilbasen laver Zacharias en masse forskelligt, men arbejder typisk med at skrive artikler og finde interessante artikler at bringe.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS