Hvis du er træt af at læse om elbiler, får du her et tiltrængt helle. Vi samler 3 moderne muskelbiler, der er til salg på Bilbasen, og som virkelig mener det.
Hvad er en muskelbil? Hvis du tænker noget amerikansk og noget V8, er du ikke helt galt på den. Den oprindelige betegnelse er nemlig noget i retning af: En amerikansk produceret sportscoupé med to døre og en kraftfuld motor.
I denne artikel finder jeg tre muskelbiler, der er tro mod den traditionelle betegnelse, og som er noget af de vildeste, de forenede stater producerer på fire hjul. Her snakker vi V8-motorer på mindst 5 liter, der er tvangsfodret af kompressorer, og som yder mindst 650 hk på baghjulene alene.
Jeg giver dig med andre ord et kortvarigt helle fra litiumbatterier, spændingskurver og kilowatt. I stedet får du tre biler, der forvandler benzin til larm, røg og fart, og som kører 8 km/l på en god dag med vind i ryggen.
Ja, skarpe læser. Jeg ved godt, at en Mustang GT med sin 5-liters V8’er yder 421 hk fra fabrikken. Selvom det er meget, og selvom det er 421 vellydende heste, er det ikke nok, når nu jeg har lovet biler med mere end 650 hk.
Og det har denne denne Ford Mustang GT heldigvis. Det er lidt af en bastard, der har været i særdeles kyndige hænder, siden den forlod fabrikken i Michigan i 2018. Derfor yder den nu 731 hk og 760 Nm, som den står her hos privatsælger til 580.000 kr.
Ford Mustang GT Whipple Stage 1
Motor: V8 benzin, 4.951 cm3 Ydelse: 731 hk / 760 Nm 0-100 km/t: <4 sek. Tophastighed: – Forbrug: <8,3 km/l Mål (L/B/H): 478/191/138 cm Køreklar vægt: 1.784 kg Bagagerumsvolumen: 408 liter Pris: 580.000 kr.
Det er ikke en Mr. Hvem-som-helst, der har mast flere kræfter ud af denne Mustang. Under hjelmen gemmer sig nemlig en Stage 1-tuning af amerikanske Whipple, der excellerer i at bygge kompressorer til i forvejen vilde muskelbiler.
Foruden kompressoren er Mustangen her smidt på en lavere Eibach-undervogn og monteret med Cervini-udstødning med afgangsrør i siderne.
731 hk er selvsagt ganske voldsomt, og selvom der ikke eksisterer nogle officielle accelerationstider, findes flere videoer på Youtube, hvor Whipple-tunede Mustanger løber fra Hellcats. Hvis man får alle kræfterne i asfalten uden spin, kan man godt regne med en acceleration fra 0 til 100 km/t på under 4 sek.
Med sine 659 hk er denne Chevrolet Camaro ZL1 klart den svageste muskelbil i denne artikel. Alligevel er det også den hurtigste. For hvor de to øvrige muskelbiler er dygtige til at køre ligeud meget hurtigt, kan denne Camaro rent faktisk køre om hjørner.
Det er en stående joke i bilkredse, at muskelbiler kun rigtigt duer til at køre hurtigt i lige linje. Dét har Chevrolet efter alt at dømme ønsket at modbevise. For udover at skohorne en Corvette-motor ned i deres Camaro, er de også gået seriøst til værks, når det kommer til svingegenskaber i ZL1.
Chevrolet Camaro ZL1
Motor: V8 benzin, 6.162 cm3 Ydelse: 659 hk / 868 Nm 0-100 km/t: 3,5 sek. Tophastighed: 318 km/t Forbrug: 7,1 km/l Mål (L/B/H): 478/189/133 cm Køreklar vægt: 1.789 kg Bagagerumsvolumen: 257 liter Pris: 4.542 kr. pr. måned privat flexleasing
Muskelbiler har lidt et ry for at være larm og show uden ægte pondus. Alt, man ser på Camaro ZL1 er dog ganske ægte: Fra de aggressive splitters, gæller og vinger, der tjener aerodynamiske formål, til de brede skærme, der giver plads til ekstra brede sutter.
Ved lanceringen i 2017 kunne Chevrolet bruge nok så lang tid på at dokumentere arbejdet på den banefokuserede ZL1 – europæerne ville stadig grine. Derfor besluttede de sig for at bevise det på europæernes hjemmebane.
Jeg havde nok fået ørene i maskinen, hvis ikke jeg havde inddraget denne Dodge Challenger Hellcat i en artikel om moderne muskelbiler til salg på Bilbasen. Den er nærmest synonymet for en moderne muskelbil og har givet den amerikanske V8’er en renæssance.
Hellcat er betegnelsen for motoren, der ligger under hjelmen – navngivet efter et amerikansk kampfly fra anden verdenskrig. Det er en bulderbasse på 6,2 liter med kompressor, der yder svimlende 707 hk, hvilket gjorde den til den mest kraftfulde motor i Chrysler-koncernens historie ved lanceringen i 2015.
Dodge Challenger SRT Hellcat
Motor: V8 benzin, 6.166 cm3 Ydelse: 707 hk / 881 Nm 0-100 km/t: 3,6 sek. Tophastighed: 326 km/t Forbrug: 8 km/l Mål (L/B/H): 501/192/141 cm Køreklar vægt: 2.021 kg Bagagerumsvolumen: 459 liter Pris: 599.900 kr. uden afgift
Den enorme motor fik selvsagt masser af opmærksomhed ved lanceringen. Ikke kun på grund af monstrøsiteten, men også fordi Dodge Challenger Hellcat kørte de gyldne 402 meter (quarter mile) på 11,6 sekunder på standarddæk, samt fra 0 til 100 km/t på 3,6 sek.
Den etablerede verden af dragracers tabte kæben og øjnede selvfølgelig yderligere potentiale. Med blot et sæt slicks og en elektronisk optimering kunne man presse Hellcat ned i 402-tider, der normalt kræver grundige ombygninger.
Et moderne muskelbilsikon blev født, og det er en bølge, som Dodge har forstået at ride. Siden er motoren smidt i fem andre Dodge-modeller som Durango og Ram. Hellcat-motoren kan også købes i løssalg og proppes ned i ældre amerikanerbiler. Se den vilde Challenger Hellcat til salg lige her.
Seat Leon kører stadig parløb med Cupra Leon, men faceliftet af Cupra-modellen gør det trods alt muligt at se forskel. Leon er nu også opdateret med nye motorer og nyt infotainment, men uden designændringer.
Den elektriske SUV Voyah Free sælges i meget få eksemplarer, og importøren har taget konsekvensen og igen skrællet noget af prisen. Denne gang sænkes prisen med 200.000 kr. til 399.990 kr.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2024 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.
Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.
I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.
Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.