november 9, 2022

Audi E-Tron bliver til Q8 E-Tron med op til 600 km rækkevidde

Fornyelse af E-Tron strækker sig længere end bare til designet. Audi omdøber SUV’en fra E-Tron til Q8 E-Tron, og rækkevidden med nyt batteri ryger op med mere end 150 kilometer.

TEKST Morten Bek FOTO PR

E-Tron er en ubetinget succes. Den første elbil fra Audi, en stor og luksuriøs SUV, har ramt et blødt punkt hos mange danskere. Siden 2019 har flere end 1.300 danskere fundet sig til rette i den på alle måder komfortable og velkørende E-Tron. Det er, vel at mærke, en elbil til langt over 500.000 kr.

Men der er elementer i E-Tron, som kunne være bedre. Væsentligst af alle er rækkevidden. En stor elektrisk SUV i så højt et prisleje skal levere mere end de maksimalt 434 kilometer, som Audi E-Tron kan i dag (den mere strømlinede E-Tron Sportback står til 446 kilometer).

LÆS OGSÅ | Audi siger tschüss til den mægtige V10’er

Audi udvikler i samarbejde med Porsche på en helt ny platform til elbiler (PPE – Premium Platform Electric), men alligevel har Audi afsat ressourcer til at give E-Tron et ret så omfattende løft. Ikke bare et nydeligt facelift, men også et nyt navn og et større batteri. Med nyt batteri håndterer Audi det største minus ved sin elektriske SUV.

Audi-ringene er på Q8 E-Tron – og alle kommende Audi-modeller – to-dimensionelle og fyldt ud. Lyset derover er også nyt for Audi

Q8-navnet signalerer topmodel

Navnet først. Allerede med introduktionen af Q4 E-Tron stod det klart, at elektriske SUV-modeller fra Audi skulle have den vanlige Q-kode. Med en Q6-model på vej – den første Audi på den nye platform – skal den originale E-Tron rettes ind og have navn som den topmodel, den er.

LÆS OGSÅ | Audi tryller en smuk elektrisk stationcar frem

Q8 E-Tron og, i tilfældet den mere strømlinede version, Q8 E-Tron Sportback, indikerer, at SUV’en er øverst i hierarkiet. Det giver på den anden side et sammenstød med den almindelige Q8 med benzin-/dieselmotor, men det er en model, som har en udløbsdato: Fra 2026 introducerer Audi kun elbiler, så en ny Q8 med forbrændingsmotor er så godt som udelukket.

Som Sportback kører Q8 E-Tron længere på en opladning. Det skyldes især det mere strømlinede design

Noget har den omdøbte E-Tron med fra Q8. Et mere aggressivt frontdesign, som med huller i grillen og en ramme omkring grillen, som bevæger sig ud under forlygterne, nedtoner at Q8 E-Tron er en “futuristisk” elbil. Grillen har aktive, såkaldte selvtættende, elementer, som automatisk styrer mængden af luft udefra. LED-forlygterne har nye funktioner, så de bl.a. kan komme med retningsanvisninger på vejen foran bilen.

Som elektrisk topmodel viser Q8 E-Tron også vejen for alle kommende Audi-modeller: De fire ringe, Audi-logoet, er nu to-dimensionelt og “fyldt ud”. Ringene på Q8 E-Tron sidder under en lysstribe, som går i det meste af grillens bredde.

LÆS OGSÅ | Duel: Kampen er tæt mellem Audi Q4 e-tron og Volvo XC40 Recharge

I strømforbrugets og rækkeviddens navn har Audi-ingeniørerne også forbedret aerodynamikken i væsentlig grad. Ny spoilere på undervognen og ved hjulene leder luften nemmere væk, så cW-værdien for SUV’en er sænket fra 0,28 til 0,27 og for Sportback’en fra 0,26 til 0,24. Det lyder af lidt, men det er store forbedringer.

Ændringerne i interiøret er få og små. Men der er nye materialer – og stadig god plads

Basismodellen klarer nu omkring 500 kilometer

De fornyede modeller Q8 E-Tron og Q8 E-Tron Sportback kører længere på grund af den både den forbedrede aerodynamik, men også videreudvikling af elmotorerne, som med et kraftigere magnetfelt opbygger kraftigere drejningsmoment. Når elmotorens kræfter ikke udnyttes fuldt ud, er det med til at spare strøm.

Men mest af alt på grund af et nyt batteri med væsentlig højere kapacitet, kører Q8 E-Tron længere end sin forgænger. Det nye batteri har en brugbar kapacitet på 106 kWh og en bruttokapacitet på 114 kWh. Det nye batteri betyder ikke, at det gamle skrottes helt fra den store SUV. Batteriet fra E-Tron på 89 kWh (brutto 95 kWh) bruges fortsat – nu i basismodellen Q8 50 E-Tron.

LÆS OGSÅ | Test: 3 elmotorer giver Audi E-Tron S Sportback stort overskud

Med 340 hk, som opnås midlertidigt med boost fra de to elmotorer, kan Q8 50 E-Tron køre 491 kilometer på en opladning, mens Sportback-udgaven kan nå 505 kilometer. På trods af samme batteri som i den gamle E-Tron er rækkevidden altså steget med næsten 60 kilometer. Mere effektiv batteristyring og forbedret aerodynamik betaler sig.

Basisudgaven af Q8 E-Tron kører videre med det samme batteri som E-Tron, men ved hjælp af forbedringer kører også den markant længere på en opladning

Op til 600 kilometer – 26 procent mere end før

Det er i de to stærkere varianter, rækkevidden virkelig får et skub. Med det nye batteri kan Q8 55 E-Tron Sportback med 408 hk (med boost) ramme 600 kilometer på en opladning. Den almindelige ikke-Sportback-udgave står til 582 kilometer.

LÆS OGSÅ | Mercedes EQS SUV – luksus på et højere plan

Topmodellen SQ8 E-Tron med 503 hk i den almindelige udgave klarer 494 kilometer, mens den som mere vindglat Sportback sniger sig op på 513 kilometer.
Q8 E-Tron-modellerne i basisversionerne med tilnavnet 50 lade med op til 150 kW ved en lynlader, mens 55’erne og SQ8’erne kan lade med op til 170 kW.

SQ8 E-Tron er topmodellen med 503 hk og tre elmotorer

Genbrugsmaterialer i kabinen

Audi E-Tron har skilt sig ud ved at være umådeligt støjsvag i kabinen og have en affjedring, der er en Bentley værdig. Indretningen er stram og tysk uden de store skærme, som konkurrenten Mercedes-Benz bruger i sine elektriske topmodeller.

Q8 E-Tron-modellerne har af samme årsager ikke revolutionerende nyheder at byde på i kabinen. Designet og layoutet ændres stort set ikke, så touchskærmen i bunden af midterkonsollen står igen for klimaanlæg, sædevarme og indtastning af destination i navigationen.

LÆS OGSÅ | NIO ændrer kurs: Vil sælge biler i Danmark

Over den sidder den 10,1″ store touchscreen til bilens indstillinger, navigation/kort, Apple CarPlay og meget andet, mens det krystalklare Audi Virtual Cockpit-display står for instrumenteringen.

Enkelte forskelle vil man kunne opleve i kabinen – flere af dem til gavn for aftrykket på miljøet. Et nyt “teknikstof” bestående af genanvendte plastflasker kan bestilles som overflade til det store panel på tværs af instrumentbordet. Plastafdækningerne til selelåsene er også lavet af plast, som er kemisk renset til genanvendelse. I S Line-udstyrsversioner består 45 procent af sædebetrækket af polyesterfibre, som også er et produkt lavet med genanvendelse.

Audi lancerer Q8 E-Tron og Q8 E-Tron Sportback i første kvartal 2023. Dansk modelprogram og priser vender vi tilbage med, så snart Audi melder dem ud.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS