Der er altid en aura af eksklusivitet over biler fra BMW, og for mange bilentusiaster er bilmærket selve indbegrebet af “tysk kvalitet”. Designet er i orden både udvendig og indvendigt, men det er, når du kører i en BMW, du mærker forskellen i forhold til andre gode biler. BMW ligger i øvrigt stabilt i toppen af det danske AutoIndex, som viser, hvor tilfredse folk er med deres biler.
BMW ligger typisk over den almindelige danskeres budget, men på brugtbilsmarkedet kan man være heldig at finde en BMW til en fornuftig pris, særligt på grund af leasingbranchen.
Hjertet i enhver bil er motoren, og hos BMW er motoren samtidig hjertet i firmaets historie. BMW, eller Bayerische Motoren Werke AG, som det egentlig hedder, begyndte nemlig som fabrikant af motorer til flyvemaskiner. Det var Karl Rapp som startede firmaet i 1913, som officielt blev til BMW i 1917. Produktionen af flymotorer blev udvidet med motorcykler i 1923 og først da BMW købte bilfabrikken Dixi i 1028, begyndte man at producere biler.
I 1930’erne blev BMW kendt for seks-cylindrede biler, der var moderne i konstruktionen og af høj kvalitet for tiden. Under anden verdenskrig blev fabrikkerne sat til at bygge flymotorer til Luftwaffe og motorcykler til hæren. Efter krigen mistede BMW bilfabrikken, fordi den lå i den sovjetisk styrede del af Tyskland. BMW begyndte at producere nogle store kostbare biler ved hovedkvarteret i München, men det var motorcykler og en lille bil med motorcykelmotor, de tjente penge på.
Fra 1950’erne og frem tager bilproduktionen fart og med BMW model 1500 i 1962 cementerede bilfabrikanten sin position som producent af eksklusive biler.
Den mest succesfulde bilmodel fra BMW er 3-serien. Det er en stor mellemklassebil, som blev introduceret tilbage i 1975, og allerede i 1981 rullede bil nummer 1.000.000 af samlebåndet. Den fås i dag både som sedan og stationcar med benzin- eller dieselmotor, eller som hybrid.
Med 5-serien bevæger vi os op i niveauet for øvre mellemklassebiler, og denne model har været på markedet siden 1972. 5-serien er en sporty business-sedan med imponerende køreteknik, der sikrer høj køreglæde på selv lange strækninger.
Denne kompakte SUV er en fuldt elektrificeret version af BMW X3. iX3 er den tredje elbil fra BMW og er baseret på femte generation af BMWs eDrive-teknologi. Den er firhjulstrukket og har en rækkevidde på op til 460 km (WLTP).
Et sporty look, eksklusivt interiør og masser af teknologi udgør denne luksus SUV fra BMW. Den fås med de traditionelle drivmidler såvel som hybridbil. Det er én af BMWs nyere modeller og startede som en konceptbil ved Paris Motor Show i 2016.
Som BMWs første og største SUV, har denne bilmodel været “boss” siden 1999. Med den seneste version kan ingen være i tvivl om at chefen er tilbage, for designet er justeret i en endnu mere maskulin retning med en sekskantet ramme til den klassiske “dobbeltnyre-formet” kølergrill. X5 er stor og brutal.
Den blev godt nok ikke en stor kommerciel succes, men det er én af de måske smukkeste biler, der nogensinde er bygget i Tyskland. 507 Roadster blev designet til det amerikanske marked, men den var alt for dyr at købe. Det var dog ikke et problem for Elvis Presley, som købte en af de i alt 253 stk. BMW producerede.
Isetta var en meget lille “bobbel”-bil med en encylindret motor bagerst. Den blev egentlig designet i Italien af Iso SpA, men blev produceret på licens af en række forskellige fabrikanter i både nord- og sydamerika såvel som flere lande i europa. BMW Isetta var den første masseproducerede bil som opnåede en brændstofeffektivitet på 3 liter/100 km.
Sportsvognen M1 ligner mest af alt en italiener, med sit kileformede frontparti, klaplygter og brede lameller over centermotoren. Det er ikke helt tilfældigt, for BMW fik hjælp til designet i Italien, men hjertet i M1 var udviklet hos BMW af den legendariske motorkonstruktør Paul Rosche.