Hvis du synes, du er begyndt at se rigtig mange af den nye BMW iX3 i trafikken, så er det ikke kun fordi, du holder godt øje med den nye elbil. - Den nye iX3, der er første medlem af Neue Klasse-familien hos BMW med hurtig DC-opladning og nyt designsprog, har etableret sig som ledende i sit segment, så der er allerede mange iX3'ere på vejene.
De første eksemplarer af den nye BMW-model, vi roligt tør sige var ventet med spænding, blev indregistreret i marts i år. BMW lagde forsigtigt ud i marts med de første 27 eksemplarer, og så gik det langsomt i april (23 eksemplarer) og maj (16 eksemplarer), før leveringerne tog fart i juni med 178 eksemplarer.
Læs også: Stortest: Er BMW iX3 klassens bedste, når den møder Audi Q6 E-Tron, Mercedes-Benz GLC og Zeekr 7X?
De talglade folk hos Bilstatistik.dk, som registrerer alle indregistreringer i Danmark, kan med deres database slå fast, at der fra 1. marts til 31. oktober er rullet i alt 1.728 styk iX3 ud på vejene.
Det kunne være langt flere, for iX3 er ikke bare en bil, man kommer ind fra gaden, køber og får udleveret et par uger senere. Det er en bil, kunderne venter længe på. Men 1.728 eksemplarer er mere end rigeligt til at dominere segmentet, som også tæller Audi Q6 E-Tron, Mercedes-Benz GLC, Zeekr 7X, XPeng G9 - og den nye Volvo EX60.

Den nye iX3 kommer i gang - og Q6 E-Tron falder tilbage
Volvo EX60 er lige nu, og et godt stykke fremover, ingen trussel for hverken iX3 eller andre biler i segmentet. Det har Volvo selv sørget for: svenskerne har ikke styr på produktionen af EX60, og deres produceres meget få biler på fabrikken i Sverige. Volvo har kun indregistreret 54 styk EX60 her i landet, siden de første biler kom på plader i sommer.
Det er lige så bemærkelsesværdigt med Q6 E-Tron. Der sker et skift i antallet af Q6'ere, der får nummerplader på, da iX3 for alvor begynder at blive rullet ud. Q6 E-Tron-indregistreringerne falder i juli markant, lige præcis da BMW får fart på iX3. Og det er fortsat sådan lige siden, så det er indregistreringer i marts, april og maj, der sørger for, at Q6 E-Tron er nummer to i segmentet med 984 eksemplarer siden marts.
Den nye Mercedes-Benz GLC er overhalet af den kinesiske konkurrent Zeekr 7X. Siden marts er 1.474 eksemplarer af 7X kommet på plader, mens det er 1.110 eksemplarer hos Mercedes-Benz. Men det er først i de seneste måneder, GLC for alvor er kommet til landet i større antal, så i de seneste måneder ligger tyskerne foran Zeekr.
Læs også: Nye udgaver af Mercedes-Benz GLC Electric: billigere basismodel og en med længere rækkevidde
XPengs G9, der er den ældste bil i feltet, er mere en parantes i klassen; det er lave, tocifrede tal for indregistreringerne, så fra 1. marts til 31. oktober kunne det kun blive til 736 nye eksemplarer.
BMW har langt den højeste andel af privatleasing i segmentet. Statistikken hos Bilstatistik.dk viser, at 842 af de 1.728 eksemplarer af iX3 indregistreret indtil videre er til firmaer med private som brugere - som er lig med privatleasing.
Hos Mercedes-Benz er andelen der langt færre leasingbiler: kun 191 GLC'ere på privatleasing ud af 1.110 biler. Der er ingen tvivl om, hvad en bilforhandler helst vil, når det kommer til at få bilerne ud at køre: de vil sælge bilerne til kunder og ikke til leasingselskaber, så her har Mercedes-Benz en klar fordel, selv om BMW så fører på det samlede antal eksemplarer i klassen.



