BMW X1 M35i spænder musklerne uden elektrisk hjælp
BMW giver for første gang X1 en omgang M-muskler. 300 hk yder 2-liters motoren i X1 M35i xDrive. Det er besynderligt nok færre heste end i PHEV’en, men heldigvis er X1 M35i lidt hurtigere.
I et anfald af stærk tilbageholdenhed har BMW aldrig kaldt sin kompakte SUV, X1, for noget med M. Ikke engang en af de “lette” M-modeller, som M440i eller M240i, har været på tale for X1-modellen, selv om den nært beslægtede X2 længe har kørt som M35i xDrive med 2-liters motor med 306 hk og firehjulstræk. For slet ikke at tale om den første generation X1, der kunne købes med en 3-liters motor med 306 hk.
Med den nye X1 kunne BMW ikke længere holde fingrene fra at blande X1 sammen med bogstavet M, og derfor kan vi nu præsentere den helt nye X1 M35i xDrive. Den hurtigste X1, BMW endnu har lavet. Men, besynderligt nok, ikke den stærkeste X1, BMW har lavet.
Med nød og næppe hurtigere end PHEV’en
Med i livet som lettere hidsig kompakt SUV har BMW givet X1 M35i xDrive en 2-liters motor med en ydelse på dejligt runde 300 hk. 400 Nm er der også i turbomotoren, og en 7-trins automatisk gearkasse med dobbelt kobling og firehjulstræk spreder kræfterne ud.
300 hk er ikke noget at kimse af, men i X1-sammenhæng er det altså kun nok til en andenplads. Der er allerede en X1, der yder mere, og det er plug-in hybriden X1 xDrive30e. Den kommer med hele 326 hk. Den kan piskes fra 0 til 100 km/t på 5,6 sekunder, og den løber ind i en begrænser ved 205 km/t.
Her kan X1 med M i navnet så tage revanche. En lille revanche. 0-100 km/t på 5,4 sekunder, og når plug-in hybriden må krybe ind i de højre spor på Autobahn, farer X1 M35i xDrive forbi og stopper først ved 250 km/t.
M35i xDrive kører (helt sikkert) om hjørner med PHEV’en
Som enhver racerkører og gokart-kører ved, så handler det om meget mere end kræfterne. Lav vægt og gode bremser er to essentielle elementer i en sjov og køreglad bil. Det er bare to elementer, som gør, at X1 M35i xDrive er i en helt anden genre og kategori end X1 som plug-in hybrid.
M35i’eren er ingen letvægter, for den har en køreklar vægt på 1.740 kilo (husk, X1 er også ret stor, nemlig 451 cm lang. Men stadig). Ved siden af xDrive30e, som den stærkeste plug-in hybrid hedder, er den et par granvoksne mænd lettere: 1.935 kilo slæber PHEV’en rundt på.
Næsten 200 kilo vil gøre en stor forskel. Det samme vil en sportsligt kalibreret undervogn med adaptive støddæmpere, 15 mm sænket undervogn, mekanisk differentialespærre ved forhjulene, hurtigere styretøj med fartafhængig servo, brede dæk på 19″ hjul, mulighed for kompositbremser i støbejern og aluminium.
Som den elektriske udgave af X1, iX1, har X1 M35i xDrive en boost-funktion, som aktiveres med en “skiftepaddel” på rattet. Her hedder funktionen M Sport Boost, og med den får man et midlertidigt vredesudbrud, hvor motor, transmission, undervogn og elektroniske systemer slår over i den mest sportslige indstilling.
X1 M35i xDrive har selvfølgelig et langt mere aggressivt design end de øvrige modeller, og så har kunderne mulighed for nogle tydeligvis lækre M Sport-sæder. Den skarpe X1 er desuden en af de første BMW-modeller med det opdaterede iDrive-system med Operating System 9.
Seat Leon kører stadig parløb med Cupra Leon, men faceliftet af Cupra-modellen gør det trods alt muligt at se forskel. Leon er nu også opdateret med nye motorer og nyt infotainment, men uden designændringer.
Den elektriske SUV Voyah Free sælges i meget få eksemplarer, og importøren har taget konsekvensen og igen skrællet noget af prisen. Denne gang sænkes prisen med 200.000 kr. til 399.990 kr.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2024 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.
Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.
Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.
Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.
Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.
Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.