Starten på 2026 står i to forskellige tegn for Kia. På den ene side får vi fornøjelsen af at se ikke færre end tre virkelig spændende GT-udgaver af EV3, EV4 og EV5 - kraftigt motoriserede elbiler i tre forskellige størrelser.
På den anden side er der verdenspremiere på en mere dansker-relevant model, nemlig den lille elektriske crossover EV2 - en konkurrent til Renault 4 E-Tech, Ford Puma Gen-E og den kommende Skoda Epiq. EV2, og de tre allerede nævnte GT-varianter, har verdenspremiere på biludstillingen i Bruxelles den 9. januar.
Kia holder kortene med EV2 meget tæt til kroppen. Der har været stille omkring den lille crossover, siden konceptbilen havde premiere i februar, men nu har Kia sendt os tre billeder af en EV2 med et slør over, der dækker det hele.
Men ved at lysne billedet af bilen i profil kraftigt, kan vi snildt se, at den bil Kia sætter i produktion, vil adskille sig meget lidt fra konceptbilen. EV2 har et kraftigt, SUV-inspireret design med et stærkt schwung langs bagdørene, der ender i en solid bagstolpe. Baglygterne sidder lavt, og de sidder som en fortsættelse af de kraftige sorte rammer, der sidder om de bagerste skærme.



Kommer fra en fabrik i Europa
Teknisk information er der absolut ingen af fra Kias side, så man er fri til at bruge sin fantasi, når det kommer til platform, motorer, batterier og rækkevidde.
Som vi allerede var inde på ved konceptbilens premiere i februar, så er det sikkert, at EV2 ikke kommer til at dele noget med den mindre Hyundai Inster fra samme koncern. Heller ikke Kona EV får den noget til fælles med, da den, som Inster, kører på en platform lavet til både benzin og el - og EV2 er altid elektrisk.
Kia har udviklet EV2 helt specifikt til Europa, som koreanerne også har gjort med hatchback-udgaven af EV4. Da EV2 også skal produceres i Europa, er det nærliggende at tro, at det bliver side om side med EV4 hatchback, der produceres i Zilina i Slovakiet.
De vigtige stordriftsfordele vil så komme, hvis der til EV2 benyttes samme udgave af E-GMP-platformen som i EV4 og den lidt ældre EV3. Her er hovedoverskrifterne forhjulstræk, 400 volt elektrisk system og mild, men konsistent DC-opladning.
Der vil næppe være plads til det helt store batteri på 81,4 kWh fra EV3/EV4 i EV2, der i længden formentlig holder sig under 415 centimeter - men kender vi Kia ret, vil vi se forskellige udgaver af EV2 med varierende rækkevidde. Sandsynligvis op omkring 450 kilometer på en opladning med det store af batterierne.



