februar 6, 2022

DUEL: Kan Cupra Born banke VW ID.3?

VW ID.3 har fået mange flere konkurrenter, siden den vandt Årets Bil i Danmark 2021 – og nu også fra egne rækker. Kan den friske Cupra Born banke danskerdarlingen på plads?

Tekst & foto: Simon Hallenslev / Dato: 6. februar 2022

VW ID.3 strøg direkte ind i danskernes hjerter. Trods den kun fik fire måneder på markedet i 2020, blev ID.3 den næstmest solgte elbil dét år, ligesom den også løb med titlen som Årets Bil i Danmark 2021.

Siden er der løbet meget vand under broen, og VW ID.3 har nu et utal af elektriske konkurrenter. Konkurrencen kommer også fra egne rækker, da VW-ejede Cupra nu er klar med Born til danskerne.

LÆS OGSÅ | DUEL: Hyundai Ioniq 5 vs. Kia EV6 – Hvilken er bedst?

Cupra Born er bygget på samme platform som VW, hvilket betyder, at den arver både batterier og teknik. Alligevel adskiller den sig ret markant fra ID.3 udadtil og står som et friskt og mere bøllet alternativ. Og så er den også billigere.

Er det nok til, at Cupra Born kan banke VW ID.3? Det forsøger jeg at finde ud af, når jeg sætter de to elektriske søskende mod hinanden lige her.

Blandede batteripakker

Selvom jeg har at gøre med to elektriske duellanter, kommer testen ikke til at omhandle rækkevidder – og det er der en fornuftig forklaring på.

Som det ser ud i dag, sælges Cupra Born med et 45 kWh batteri og 349 km i rækkevidde samt med et 58 kWh batteri, der har 421 km i rækkevidde. Her ruller VW med større batteripakker, hvorfor ID.3 sælges med 58 kWh som mindste batteri med 422 km i rækkevidde samt med et større 77 kWh batteri og 550 km i rækkevidde.

Der er forlydender om, at Cupra Born er på vej med en tilsvarende stor batteripakke på 77 kWh, hvor det forventes, at den matcher rækkevidden i VW ID.3 Pro S med det store batteri.

VW ID.3 lynlader med op til 125 kW mens Cupra Born lader med op til 100 kW. Derudover er intet, der skiller de to ad rent teknisk. Kører man pænt i varianterne med 58 kWh batteri, kan man sagtens nå på den anden side af 350 km. Har man behov for mere rækkevidde, kan man i VW ID.3 Pro S 77 kWh lægge 100 km oven i.

Til dueltesten stiller Cupra Born med 58 kWh batteri og VW ID.3 med 77 kWh batteri. Rækkeviddemæssigt er de to selvsagt ikke sammenlignelige, men det er ikke så vigtigt, når de er så ens i teknikken. Derfor berør jeg i stedet alt det andet.


Cupra Born High

Batteristørrelse: 58 kWh
Ydelse: 204 hk / 310 Nm 
0-100 km/t: 7,3 sek.
Tophastighed: 160 km/t
Elektrisk rækkevidde: 421 km
Ladeeffekt: 100 kW
Pris: 299.990 kr. (Cupra Born fås fra 259.990 kr.)


Volkswagen ID.3 Pro S

Batteristørrelse: 77 kWh
Ydelse: 204 hk / 310 Nm
0-100 km/t: 7,9 sek.
Tophastighed: 160 km/t
Elektrisk rækkevidde: 550 km
Ladeeffekt: 125 kW
Pris: 344.995 kr. (VW ID.3 fås fra 324.995 kr.)


Blød eller rå?

Betragter man de to duellanter i profil, er det tydeligt, at de har samme udgangspunkt. Her findes den samme markante C-stolpe, der giver samme dårlige udsyn, når man orientere sig skråt bagud. Rykker man foran eller bagved begynder de to at adskille sig mere.

LÆS OGSÅ | DUEL: Kampen er tæt mellem Audi Q4 e-tron og Volvo XC40 Recharge

Forenden på VW ID.3 er blød og harmonisk, mens Cupra Born er noget rå og bister at se på. Bagenden på Cupra er også mere markant end ID.3, hvor baglygterne samles i en LED-liste over midten, hvilket bare ser sejt ud. Det behøver du ikke tage mit ord for. Hele 82 procent af de adspurgte følgere på Bilbasens Instagram foretrækker nemlig designet på Cupra.

Cupra har hørt efter

Hvis der et område, hvor VW ID.3 har fået hug, er det for den sløje kabinekvalitet. Det har spanske Cupra efter alt at dømme taget ved lære af, da Born generelt opererer i en anden klasse end VW ID.3. Der er flere lækre smådetaljer både at kigge på og røre ved i Born.

De bronze-farvede detaljer, der efterhånden er et Cupra-varemærke, tilfører noget varme og noget kant til kabinen. Det samme gør de mønstrede plastikpaneler, der strækker sig fra instrumentbordet og ud i dørsiderne.

Born kan ikke se sig helt forskånet for hård og billig plastik, men selv de områder, der føles billige, er bedre end de tilsvarende i ID.3. Det føles generelt som om, at materialerne løftet kvalitetsmæssigt i Born.

Cupra Born testbilen er udstyret med el-justerbare sportssæder med massagefunktion samt såkaldt Dinamica-stof, der minder om alcantara. Det er lækkert, men sætter dig også tilbage med 15.190 kr. på ekstraudstyrslisten. En tilsvarende pakke i ID.3 koster 16.595 kr.

LÆS OGSÅ | DUEL: Amerikanerkamp mellem Tesla Model Y og Ford Mustang Mach-e

Rent opsætningsmæssigt er der ikke meget, der adskiller de to duellanter. I ID.3 er midterkonsollen åbentstående, hvilket giver luft på forreste række. I Born er midterkonsollen dedikeret til aflukket opbevaring, og her er det smag og behag, hvad man bedst kan lide.

Selvom følgerne på Bilbasens Instagram ikke havde mulighed for at mærke materialerne, fandt de også Cupra-kabinen mest tiltalende med en stor margen: 88% vs. 12%.

De deler det dumme

Born har en stor touchskærm på 12 tommer som standard, som dog virker en anelse mere grynet end den touchskærm på 10 tommer, som ID.3 fås med.

På systemdelen har ID.3 modtaget megen kritik for en halvsløv brugerflade. Det er ikke noget, man slipper helt for i Cupra Born, selvom systemet virker en my hurtigere. Den oplevede hurtighed kan lige så vel skyldes Cupras snedige måde at inkorporere smarte, grafiske overgange til at skjule, at systemet loader. 

Det korte af det lange er, at ingen af de to duellanter vinder priser for deres infotainmentsystemer i hverken hastighed, intuition eller brugerflade.

LÆG OGSÅ | DUEL: Konkurrencen mellem VW ID.3 og Opel Mokka-e er ikke tæt

Begge duellanter har også noget med knapper – eller snarere manglen af heraf. Under begge infotainmentskærme findes en uoplyst sliderbar til både volumen og varmen på klimaanlægget. I mørke har man ikke en jordisk chance for at se, hvad man laver.

Begge duellanter har ligeledes touchknapper med haptisk feedback på rattet, og i begge duellanter får de mit blod til at trykkoge.

Det er som om, at de kun lystrer halvdelen af gangene, når man gerne vil bruge dem. Når man ikke vil bruge dem er de omvendt hypersensitive, så de aktiveres når hånden snitter dem i en hurtig trepunktsvending.

Spansk sjov

Cupra er sat i verden som et sjovere og sportsligt alternativ til Seat – og i dette tilfælde også til VW. For Cupra Born er som ventet sat mere sportsligt op end VW ID.3 med en undervogn, der er mere kontant samt 10mm lavere bagi og 15mm lavere foran.

Cupra Born har som standard også et progressivt styretøj, hvor udvekslingen afhænger af styreudslaget. Sammen med den stramme undervogn, baghjulstræk og en 50/50 vægtfordeling gør styretøjet Cupra Born til en frisk kompagnon, der ikke viger ved synet af en kringlet landevej.

LÆS OGSÅ | DUEL: Kan Skoda Enyaq slå VW ID.4 som elektrisk folkefavorit?

At kalde Cupra Born for en elektrisk GTI er måske at stramme den – men den nærmer sig! I direkte sammenligning med VW ID.3 er man mere in-sync med forhjulene, ligesom forenden føles lettere at placere ind i et sving. Krængning er der også mindre af.

Intet her i verden er som bekendt gratis, og køredynamikken koster desværre lidt på komforten. En strammere undervogn giver naturligt en mere kontant oplevelse af vejens ujævnheder, men det er ikke her, prisen er størst. På motorvejen kan det livlige og lette styretøj få Born til at opføre sig lidt nervøst, hvor selv små styreudslag mærkes tydeligt.

Tysk tæft

Jeg skal skynde mig at nævne, at man faktisk kan tilkøbe en sportspakke til VW ID.3 for den nette sum á 3.195 kr., hvori man får en tilsvarende sportslig undervogn og progressivt styretøj. Men hvorfor skulle man? VW ID.3 er nemlig god til det modsatte.

Oplevelsen af VW ID.3 bag rattet er langt mere sofa-agtig, når man sammenligner direkte med Cupra Born – med alt hvad der dertil hører. ID.3 stryger vejens ujævnheder bedre end Born men krænger også mere, når man trykker den lidt på maven.

LÆS OGSÅ | TEST: Vi udsætter den længe ventede VW ID.3 for danske veje

VW ID.3 er stadig en virkeligt velkørende bil. Den er det bare på en lidt mindre sportslig måde end den spanske søster.

Komforten betaler sig i særdeleshed på motorvejen, hvor VW ID.3 opfører sig langt mere afslappet. Retningsstabiliteten er helt i top, og på den måde byder VW ID.3 mere op til komfortabel langfart end Cupra Born.

Hva’ vil du ha’?

Hvis rækkevidden ikke er vigtig, og du vil have en billig budgetvariant, er det Cupra Born, du skal vælge, fordi det er den eneste, der fås med et lille 45 kWh batteri. Er rækkevidden mere vigtig, kan du kun vælge VW ID.3 Pro S med 77 kWh batteri – i hvert fald indtil videre.

Er 58 kWh dit sweet-spot, har du to muligheder, der kører lige langt på en opladning, og så er spørgsmålet, hva’ du vil ha’.

I grove træk er de to elektriske søskende meget ens, mens de adskiller sig mere i detaljen. Generelt er der kælet mere for detaljen i Cupra Born, når vi snakker kabine. Alligevel starter Cupra Born billigere, med en startpris på 299.990 kr. mod VW ID.3 som starter i 324.995 kr.

LÆS OGSÅ | Første tur: Cupra Born er VW ID.3 i højeste potens

Når startpris, kabine og design lægges sammen, er det nok i sidste ende Cupra Born, jeg ville vælge. Men her skal du bare huske, at jeg er fra Ølstykke. Det bistre udtryk og de mange bronze-detaljer kan Born godt få en snert af Brian-bil, og det er absolut ikke for alle.

Her passer VW ID.3 langt bedre ind på villavejen, ligesom den også er mere venligt stemt over for dine passagerer, når vi snakker komfort.

Man kan derfor ikke tale om, at ID.3 får decideret bank af Born. Cupra Born er et andet og mere flamboyant bud på en danskervenlig elbil, og den skal ses som en VW ID.3 med et twist. Hvis det er noget, der lyder tiltalende, er det bare at slå til. Hvis ikke, er VW ID.3 stadig en super solid elbil, der er let at holde af.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Simon er en ung og passioneret motorjournalist, der har specialiseret sig i anmeldelser af biler, sammenlignende dueltests og nyheder fra bilindustrien.

Han følger altid nøje med i, hvad der rører sig i branchen, og bestræber sig på at formidle sin viden i et, til tider farverigt, men altid let forståeligt sprog. Hans artikler er rettet mod både de læsere, der ikke er bileksperter, og de dedikerede entusiaster som ham selv.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS