juli 21, 2024

Duel: Peugeot E-3008 vs. Renault Scenic E-Tech – et fornemt fransk førstehold

Tårnhøje forventninger forløst af god omtale er noget, der har gjort sig gældende med både Peugeot E-3008 og Renault Scenic E-Tech – så hvad sker der, når man sætter dem mod hinanden?

TEKST & FOTO Simon Hallenslev

Endelig! Franskmændene stempler ind i kampen om kunderne til de mellemstore elektriske SUV’er. En populær klasse af biler, der er domineret af Tesla Model Y med stærke konkurrenter som Skoda Enyaq og VW ID.4 lige i hælene.

Til at bide skeer med disse har Peugeot lanceret deres nye E-3008, som der er store forventninger til. Den står nemlig på Stellantis-koncernens spritnye elektriske satsning, STLA-platformen, der skal køre Peugeot fra grupetto til elektrisk førertrøje.

Peugeot E-3008 bliver dog flankeret af en anden franskmand, der allerede har høstet anerkendelse i form af en kåring som Car of the Year 2024 i Europa. Det er selvfølgelig Renault Scenic E-Tech, der udgør konkurrencen i denne fuldelektriske duel med fransk fortegn.

Hvordan er kabinerne?

Typisk Peugeot

Den nye E-3008 er ret definerende for, hvordan moderne Peugeot-modeller skal udformes, og det står klart, at det atypiske franske cockpit forbliver. Man får et lille rat, som man kigger hen over for at se instrumentering og infotainmentskærm. Det er fortsat en opsætning, der deler vandene. Selv er jeg nede med det, mens redaktør Dalby er mere lunken.

De to skærme er i dette GT-udstyrsniveau smeltet sammen til én 21” stor skærm, der står nærmest svævende på instrumentbordet. Opløsningen er krystalklar, og der er på skærmen plads til permanente funktioner, så temperaturstyring og assistentsystemer altid kan tilgås. 

Selve systemet bliver mere kringlet jo længere, man dykker ned i det. Her er for mange undermenuer og for mange ikoner, der er for små til, at de er lette at ramme under kørsel. Det bliver ikke bedre af, at systemet fra tid til anden er lidt for langsomt til at reagere på inputs. Når man trykker gang og gang igen, kommer man til at savne trykknapper, som man skal se langt efter i E-3008.

Som et plaster på et intuitivt sår, har Peugeot deres innovative i-Toggles. Det er en lille ekstraskærm, der på opløsning og trykfølsomhed matcher den store, og som har en række overskuelige ikoner liggende fast. Disse kan i øvrigt udskiftes efter eget ønske, så man altid har sine mest brugte ikoner først for og lige ved hånden. Super smart.

Kvalitetsmæssigt er der ikke en finger at sætte på kabinen i Peugeot E-3008. Der er skruet ned for mængden af overflødige pyntelister og op for genbrugsmaterialerne. Over 500 kg af materialerne i E-3008 er faktisk genanvendte. Det gør dog intet ved den oplevede kvalitet, der i E-3008 er virkelig høj. Også tanden højere end det, man får i modduellanten.

Ærlige Renault

Kabinen i den nye Scenic E-Tech er mere klassisk anlagt og vil naturligt have bredere appel. Her er en 12,3” skærm til instrumentering samt en 12” skærm i højformat til infotainment, der matcher Peugeots på opløsning og nydelighed i det umiddelbare layout. Man skal dog ikke særligt langt ned i systemet, før man mærker en forskel i brugervenlighed.

I stedet for at stå fast på at ville udvikle infotainmentsystemet selv, har Renault været ærlige overfor sig selv og uddelegeret det til eksperter. Nærmere bestemt Google. Det resulterer i et system, der ikke kun er Peugeots overlegent, men er blandt de bedste på markedet. 

Når navigationen er Google Maps, og musikken kommer fra Spotify, er der næppe grund til at opkoble sin smartphone til det trådløse Apple CarPlay, så man bruger strøm og data på dét. Det eneste aber dabei i systemet er, at der, underligt nok, er en håndfuld stavefejl, hvor bilen blandt andet spørger, om man vil redde sin sædeposition. Engelske ‘save’ er oversat til ‘redde’ og ikke ‘gemme’.

Prikken over i’et i ordet intuitiv er, at Renault har bibeholdt en stribe fysiske knapper under skærmen. Her betjener man klimaanlægget, hvorfor temperaturen kan indstilles, uden at man behøver fjerne øjnene fra kørebanen.

Renault er også gået langt ud på klimaplanken, og de to duellanter matcher hinanden godt på mængden af genanvendelige materialer. Det gør de også i kvalitetsfølelse, hvor Scenic E-Tech ligeledes gemmer det genanvendelige bag bløde materialer. Sat på spidsen så er der kortere vej til de billige plaststykker i Scenic, end der er i E-3008, og på oplevet kvalitet kryber Peugeot sig en anelse foran.

Pladsforhold

Går man de udvendige mål efter i sømmene, vil man finde, at Peugeot E-3008 har et par centimeter mere end Renault Scenic E-Tech i både længde og bredde. Derfor er det overraskende, at det er bagsædet i Renault, der giver bedst ben- og hovedplads. 

Pladsen er ikke dårlig i Peugeot, der er bare mindre plads til knæene på bagsædet, ligesom en hældende taglinje udfordrer høje frisurer. På forsædet rummer begge duellanter de fleste folk med solide sæder og virkelig gode førerpositioner. Peugeot E-3008 trumfer en smule på udsyn med slankere A-stolper fortil, mens tykke C-stolper gør udsynet bagtil begrænset i begge biler.

I bagagerummene får man 520 liters kapacitet i Peugeot E-3008 mod i alt 545 liter i Renault Scenic E-Tech. Opbygningen er dog bedre i Peugeot, da gulvhøjden kan justeres og gemme ekstra ting nedenunder, mens man i Renault får en lidt høj læssekant uden justeringsmuligheder.

Hvordan kører de?

Komfort og stabilitet i Peugeot

Peugeot E-3008 er et komfortabelt bekendtskab. Kabinen er bemærkelsesværdig tyst, og selvom undervognen bibeholder en vis stramhed, klares de fleste ujævnheder fint. Små og skarpe ujævnheder kan ved lave hastigheder give lidt uro i kabinen, hvilket dog hurtigt elimineres, jo højere man kommer op i fart.

Også styretøjet ændrer sig alt efter, hvor hurtigt man kører. I bedste Peugeot-stil er det nemlig fartafhængigt, hvorfor man ved lave hastigheder i byen ikke ænser bilens højde og drøjde. Jo hurtigere man kører, desto tungere bliver rattet, og det skaber en rar retningsstabilitet, når man kommer ud på motorvejen. Desværre er vægtningen noget kunstig, og det tager toppen af svingkundskaberne på landevejen.

Peugeot E-3008 er nemlig en tung sag. Ikke kun sammenlignet med den letbenede Renault Scenic E-Tech, men sammenlignet med de fleste konkurrenter. De 2,2 tons giver tyngden og stabiliteten på motorvejen, mens de på landevejen giver chaufføren lidt at arbejde med. Man er altid opmærksom på vægten, og når styretøjet dertil er kunstigt vægtet uden meget føling med forhjulene, er E-3008 ikke en bil, man har lyst til at køre friskt.

Tyngden er langt bedre udnyttet ved at skabe en komfortabel og stabil køreoplevelse for alle i kabinen. Peugeot E-3008 skal køres som en stor familiebil, og når man gør det, belønnes man med en rolig og sammensat køreoplevelse uden krængning eller understyring.

Langt mere letbenet Renault

Det kræver kun et kort kig på specifikationerne, før man forstår, hvorfor man kan kalde Renault Scenic E-Tech langt mere letbenet end Peugeot E-3008. Der er nemlig intet mindre end 384 kg mellem de to, hvor Renault vejer 1.842 kg mod Peugeot på 2.225 kg. Det er til trods for, at denne Scenic E-Tech er udstyret med det store 87 kWh batteri, mens E-3008 har 73 kWh at gøre godt med.

Selvom E-3008 er god til at maskere sin vægt i storbyen med et let styretøj, så byder Scenic E-Tech ind med et tilsvarende letvægtet styretøj kombineret med en mindre totalvægt. Det gør den lettere at kaste rundt med, hvilket også mærkes på landevejen, hvor Renault kommer bedre om de friske sving, uden at tungen skal holdes lige i munden.

Styretøjet i Renault Scenic E-Tech forbliver dog let uanset hastighed. Tag dertil, at undervognen er sat op med komfort for øje, og så ryger noget af den stabilitet, som duellanten brillerer i. Scenic E-Tech krænger en del i sving, og med et let styretøjet, skal der flere småkorrektioner til, for at holde bilen i en lige linje.

Hvor E-3008 scorer højt på et lavt støjniveau, opstår der i Scenic E-Tech lidt vindstøj ved motorvejshastigheder. Det er omkring de bastante A-stolper, at vinden suser ved 110 km/t. Selvom der er mere støj, end der er i Peugeot, er det dog ikke noget, man bliver ør af.

Priser og udstyr

Priserne følges – nogenlunde

Uanset hvilken Peugeot E-3008, man vælger, fås det samme batteri på 73 Kwh, hvilket giver mellem 519 og 525 km alt efter udstyr. I hvert fald indtil det store 98 kWh batteri bliver introduceret. I dag starter E-3008 ved 329.990 kr. med Allure-udstyr, og her får man udstyr som bakkamera og parkeringssensorer, LED-forlygter, 19-tommer alufælge og to 10″ skærme. 

Prisspringene hos Peugeot er ikke store, hvorfor man for i alt 379.990 kr. får topmodellen GT. Her får man udstyr som 20-tommer alufælge, Pixel LED-forlygter, elektrisk bagklap, opvarmede forsæder og rat, smartphone-oplader, nøglefri adgang samt den store 21″ skærm. I GT får man også de smarte i-Toggles i med digitale ikoner til betjening af bilen.

Når man ser, at Renault Scenic E-Tech starter i 309.990 kr., bliver man måske overrasket. Det er dog for den mest skrabede model, som også har et mindre batteri og 420 km i rækkevidde. Vil man have den, der står til test her, skal man et udstyrsniveau op fra Evolution til Techno, hvor et batteri på 87 kWh også kan vælges. Her får man mellem 609 og 625 km i rækkevidde til en pris fra 364.990 kr.

Til denne pris er det meste med som standard. Her tæller udstyrslisten ting som adaptiv fartpilot, trådløs opladning af smartphones, 12″ Google infotainmentsystem, bakkamera og p-sensorer, armlæn foran og el-betjent bagklap. Den udstyrsmæssige tinde hos Renault hedder Iconic, hvor Scenic E-Tech starter i 384.990 kr. og med en ekstrapakke og lidt lir, kan E-3008 også specificeres, så den når dette prismæssige luftlag.

Kan man spare på liret, kommer man dog længere for sine penge hos Peugeot, der i indgangsniveauet Allure har nok til de fleste. Her er 35.000 kr. op til den billigste Scenic E-Tech med det store batteri.

Årets bil af en grund

Du vidste det fra begyndelsen: Her er et fornemt fransk førstehold. To bundsolide familiebiler på strøm, der kører sig selv ind i kampen om kunderne i et favoritfelt med alt fra Skoda og VW til Tesla. Spørgsmålet er så bare, hvilken af de to fornemme franskmænd, der tager sejren i denne duel?

Det gør Renault Scenic E-Tech. Det er ikke en decideret rundbarbering af sin landsmand, men det er en sejr, der er sikker nok til, at jeg kan kalde den uden tøven. Den er årets bil i Europa af en grund, som til syvende og sidst står mere helstøbt end Peugeot E-3008.

Kabinen er mere klassisk i sit layout og betydeligt mere brugervenlig, både takket være Google men også bibeholdelsen af knapper. Tag dertil, at pladsforholdene er bedre, og den letbenede køreoplevelse for de fleste vil være lettere at forstå, og så har man i min optik en vinder. Prisen er lidt højere, men for pengene får man også 100 km mere i rækkevidde, hvilket ikke er uhørt.


SPECIFIKATIONER

Peugeot E-3008 GT

Motor: Elektrisk (for)
Ydelse: 210 hk / 345 Nm
0-100 km/t: 8,8 sek.
Tophastighed: 170 km/t
Forbrug: 16,8 kWh/100 km
Rækkevidde: 525 km
Batteristørrelse: 73 kWh
Ladekapacitet: 160 kW
Mål (L/B/H): 454/189/164 cm
Køreklar vægt: 2.225 kg
Trækvægt: 1.250 kg
Bagagerumsvolumen: 520 liter

Pris: 369.990 kr. (E-3008 fås fra 329.990 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 9.995 kr./4.495 kr.
Beskatningsgrundlag, firmabil: Kontakt forhandler


Renault Scenic E-Tech Electric 87 kWh Iconic

Motor: Elmotor (foran)
Ydelse: 220 hk / 300 Nm
0-100 km/t: 7,9 sekunder
Tophastighed: 170 km/t
Forbrug: 16,8 kWh/100 km
Rækkevidde: 625 kilometer
Batteristørrelse: 87 kWh
Ladekapacitet: 150 kW
Mål: 447/186/157 cm
Køreklar vægt: 1.842 kilo
Trækvægt: 1.100 kilo
Bagagerumsvolumen: 545 liter

Pris: 384.990 kr. (Scenic E-Tech Electric fås fra 309.990 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Ikke oplyst
Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Simon er en ung og passioneret motorjournalist, der har specialiseret sig i anmeldelser af biler, sammenlignende dueltests og nyheder fra bilindustrien.

Han følger altid nøje med i, hvad der rører sig i branchen, og bestræber sig på at formidle sin viden i et, til tider farverigt, men altid let forståeligt sprog. Hans artikler er rettet mod både de læsere, der ikke er bileksperter, og de dedikerede entusiaster som ham selv.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS