oktober 31, 2022

Duel: Sport på to måder med ID.5 GTX og Mustang Mach-E GT

Den grønne omstilling behøver ikke være kedelig, og der findes allerede adskillige sportsversioner af familievenlige elbiler. VW ID.5 GTX og Ford Mustang Mach-E GT illustrerer to forskellige måder at fortolke sport på.

Tekst & foto: Simon Hallenslev

Elbiler er generelt ret kvikke. Accelerationen er hurtig og klares ubesværet uden hæmmende faktorer som omdrejninger og gearskift. Det betyder dog ikke, at elbiler per definition er mere sportslige end fossilbiler.

Der skal en indsats til at gøre en fuldfed elbil sportslig, fordi der er mange kilo, der skal tøjles. Sådan en indsats har VW gjort med ID.5 GTX og Ford med Mustang Mach-E GT.

Begge er elbiler, der er født til at være bredtfavnende familieæsker, men som her har fået kastet sport ind i ligningen. Måderne det er gjort på er dog vidt forskellige, og spørgsmålet er derfor, om der er én måde, der er bedst? Det finder jeg ud af, når jeg tester VW ID.5 GTX og Ford Mustang Mach-E GT.


Ford Mustang Mach-E GT

Batteri: 88 kWh
Motor: To elmotorer
Ydelse: 487 hk / 860 Nm 
0-100 km/t: 4,4 sekunder
Tophastighed: 200 km/t
Rækkevidde: 490 kilometer
Mål (L/B/H): 471/188/159 cm
Bagagerumsvolumen: 483-1.420 liter
Pris: 771.430 kr. (Mustang Mach-E fås fra 473.350 kr.)


VW ID.4 GTX

Batteristørrelse: 77 kWh brugbar
Motor: To elmotorer
Ydelse: 299 hk / 460 Nm
0-100 km/t: 6,2 sek.
Tophastighed: 180 km/t
Rækkevidde: 480 km
Mål (L/B/H): 459/185/161 cm
Bagagerumsvolumen: 549-1.561 liter
Startpris: 469.995 kr. (ID.5 starter fra 409.995 kr.)


Sportslige specifikationer

Hele introduktionen om acceleration og sport kalder naturligt på en gennemgang af de sportslige specifikationer. For som de to faktaarket ovenfor illustrerer, er det allerede her tydeligt, at de to duellanter adskiller sig markant.

Ford Mustang Mach-E GT er på samtlige sportslige parametre både vildere og voldsommere end VW ID.5 GTX. Batteriet er 24 kWh større, den har 188 hk mere og er som resultat næsten 2 sekunder hurtigere fra 0 til 100 km/t.

LÆS OGSÅ | Duel: Jaguar I-Pace vs. Ford Mustang Mach-E GT – modsætninger mødes

Trods de store muskler, kan Mustang Mach-E GT på papiret stadig hamle op med 490 km på en fuld opladning, mens den mere mådeholdne ID.5 GTX klarer 510 km. Begge har solide ladespecifikationer med 11 kW AC og 150 kW DC.

Varierende temperament

Det er de færreste bilproducenter, der nøjes med teknisk trylleri, når en sportsversion bliver til. Verden skal kunne se, at der er tale om en sportslig bil! Derfor er både VW ID.5 GTX og Ford Mustang Mach-E GT tilført trim, der ikke medfølger, hvis man bestiller dem uden ‘GTX’ og ‘GT’.

Hos VW giver GTX andre kofangere, indfarvede dørpaneler, en større hækspoiler samt sortmalet tag. Indvendigt er paneler i dørsiderne og instrumentbordet tilført en diskret blåtone med røde kontrastsyninger – og det er dét.

LÆS OGSÅ | Test: VW ID.4 GTX – Potent, elektrisk topmodel uden markant merpris

Ford har været noget mere temperamentsfulde. Mustang Mach-E GT har en anden frontgrill med kulfiber-look, sportslige kofangere med luftgennemstrømning foran og en diffuser bagtil, der nok mest er for syns skyld. Der er også 20” alufælge i et mildest talt aggressivt design samt sort tag.

Indvendigt er GT-varianten udstyret med to seriøse sportsforsæder, kunstruskind og et stort B&O-anlæg, som ikke har meget med sport at gøre, men som er lækkert alligevel. Indvendigt er der en verden til forskel mellem de to duellanter, hvor Mustangen føles lækrere.

Pseudo-sport

Når det kommer til sportslighed, er amerikanerne, som beskrevet ovenfor, mere fremme i skoene end de mådeholdne tyskere. Præcist som forventet. Det samme gør sig gældende, når man dykker lidt ned i den sportslige teknik, hvor amerikanerne som udgangspunkt har taget opgaven mere seriøst.

Foruden de flere kræfter og det mere bøffede udseende, gemmer Ford Mustang Mach-E GT på reelle, sportslige opgraderinger. Den kører nemlig på en MagneRide sportsundervogn, som kun Mach-E GT kører på, ligesom den også er udstyret med seriøse Brembo-bremser.

LÆS OGSÅ | Første tur: Kia EV6 GT – angrebet fra Namyang

I VW ID.5 GTX er sportsligheden nærmest pseudo. For med mindre man tilkøber en Sportspakke med sportsaffjedring og opdateret styretøj til 5.295 kr., eller Sportspakke Plus med adaptiv sportsundervogn til 17.195 kr., så er der ingen teknisk forskel fra en almindelig ID.4 med firehjulstræk til en ID.5 GTX.

Undervogn, bremser og styretøj er teknisk uændret. Tilførslen af flere kræfter i GTX-varianten skyldes ene og alene en software opdatering, der højner ydelsen fra 265 hk i VW ID.4 4Motion til de 299 hk i VW ID.5 GTX. Igen er her tale om en mere nedtonet tysk tilgang til sportsligheden.

Mærkes dét?

Ja, det må man sige. I dynamikken adskiller duellanterne præcist så meget, som specifikationerne indikerer. Mustang Mach-E GT er en bulderbasse, der er sat op til at være en håndfuld, når man vil have det. ID.5 GTX kan, som klassens duks, ikke provokeres til at lave løjer uanset hvilken bølle, der er bag rattet.

Ford Mustang Mach-E GT er livlig, og i det vildeste ‘Untamed’ køremodus, er bilen kodet til at kaste med bagenden på kontrolleret vis. Styretøjet er fintfølende, Brembo-bremserne bider hårdt og den kontante MagneRide-undervogn eliminerer krængning, så bilen står plant gennem ethvert sving. Ford Mustang Mach-E GT kører som de færreste elbiler, når man vil have det sjovt.

LÆS OGSÅ | Test: Skoda Enyaq Coupé RS er en god elbil med et dumt navn

VW ID.5 GTX er omvendt helt udramatisk. Selvom begge duellanter vejer på den forkerte side af 2,2 ton, mærker man kun rigtigt vægten i tyskeren. Griber man svingene friskt an, bliver den en fedladen fætter at danse med. Den er mindre fintfølende i både styretøj og undervogn; men har til gengæld en anden godstogs-agtig tyngde, der føles mere tillidsvækkende end i Mustang.

Betaling ved kasse ét

På en snoet bjergvej eller et lukket baneanlæg, er der ingen tvivl om, at Ford Mustang Mach-E GT er sjovest. Den er legesyg som en terrier i løbetid; men intet er som bekendt gratis i denne verden, og for den sportslige Mustang Mach-E er der betaling ved kasse ét, når det kommer til komfort.

LÆS OGSÅ | Duel: Renault Megane Electric vs. Kia EV6 – fede og vidt foreskellige

Så gode bremserne er, når man kører til, ligeså frustrerende er de ved almindelig kørsel. Grænsen mellem regenerering og fuld Rebecca fra Brembo er snæver, hvorfor rolige nedbremsninger er svært opnåelige. Styretøjet er altid fintfølende, og når man ikke har i sinde at kaste bilen rundt, er det irriterende, fordi det får bilen til at optræde smånervøst.

Nok er VW ID.5 GTX mindre dramatisk, når der trykkes til den, men så er hverdagsvenligheden til gengæld også en helt anden. GTX betyder tyngde og flere kræfter mere, end det betyder utæmmet sjov, og det betyder ikke spor, når man mærker, hvad sportsligheden koster i Mustang Mach-E GT.

VW ID.5 GTX føles som et tog på skinner i sammenligning med den logrende terrier til Mustang. Også målt på ren og skær undervognskomfort er den mere simple undervogn i ID.5 bedre til at tøjle store alufælge end Mustang, hvor man får flere ujævnheder at føle.

Betaling ved kasse to

Hvis vi lige bliver ved prisen for power og sport, så betaler Ford Mustang Mach-E GT også en højere pris i forhold til rækkevidde. De opgivede 490 km på en opladning er et fantasital, der er hentet ved siden af kaninen i den høje, sorte hat. Her skal man ikke regne med mere end 300-350 km ved blandet kørsel.

Det er en anden fortælling med VW ID.5 GTX, som er væsentligt mere pålidelig. Den klarer gerne 350 km ved motorvejskørsel alene, mens mere blandet kørsel let ligger mindst 100 km oven i dét tal.

DU betaler også

Nu har jeg slået fast, at Ford Mustang Mach-E GT betaler for sin utæmmede tilgang for sjov i både komfort og realistisk rækkevidde – men tro dog ikke, at du slipper for at betale noget. Amerikaneren er nemlig temmeligt meget dyrere end den beherskede tysker.

301.495 kr. dyrere for at være helt præcis. Ford Mustang Mach-E GT koster fra 771.490 kr. mens VW ID.5 GTX starter i 469.995 kr. Bevares, Mustang kommer også med mere udstyr foruden de flere kræfter, den sprøde sportsteknik og den decideret lækre kabine.

Det betyder dog ikke, at det er Ford Mustang Mach-E GT, der har fundet den bedste måde at tilføre sportslighed til en elektrisk familiebil. Det synes jeg i al fald ikke. Prisen er ganske enkelt for høj; både i kroner og ører men også i forhold til, at komforten og rækkevidden må vige for sportsligheden.

Sportsligheden er bedre afstemt i VW ID.5 GTX. Den er intet banejern, men er der helt ærligt nogen, der forventer det af sin højbenede familiebil? GTX-navnet tilfører lidt tyngde, lidt kræfter og lidt sportstrim til ID.5, og det er det eneste, den har brug for. Det er sport på en måde, så alle kan være med.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Simon er en ung og passioneret motorjournalist, der har specialiseret sig i anmeldelser af biler, sammenlignende dueltests og nyheder fra bilindustrien.

Han følger altid nøje med i, hvad der rører sig i branchen, og bestræber sig på at formidle sin viden i et, til tider farverigt, men altid let forståeligt sprog. Hans artikler er rettet mod både de læsere, der ikke er bileksperter, og de dedikerede entusiaster som ham selv.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS