Hyundai i20 er en af de bedste minibiler, og i modsætning til flere andre minier lever den i bedste velgående. Den opgraderede udgave kommer nu til Danmark og fås fra 169.995 kr.
Det kan godt være, en kompakt elbil som BYD Dolphin til 234.995 kr. er et stort skridt i den rigtige retning mod prisbillige elbiler, men for mange danske bilkøbere er det stadig et alt for højt beløb. Det bliver også tydeligt, når et mærke som Hyundai nu lancerer en faceliftet udgave af den fine minibil i20 med benzinmotor til 169.995 kr.
Selvfølgelig er i20 lidt mindre, og selvfølgelig har den langt færre kræfter. Men den koreanske mini er stor nok til en lille familie, kraftig nok til alle former for kørsel. I den fornyede udgave af i20 er der kendte motorer. En 1,2-liters motor uden turbo med 84 hk (5-trins manuel gearkasse) og en 1-liters trecylindret turbomotor med 100 hk (6-trins manuel eller 7-trins automatisk DCT-dobbeltkobling).
Faceliftets mere synlige sider er et ændret frontdesign med ny placering af logoet over grillen og nogle nye lakfarver. Læs mere om faceliftet i artiklen, vi linker til lige herover.
Den virkelige pris er slet ikke 169.995 kr., men 179.995 kr.
Den opgraderede i20 er klar hos forhandlerne omkring slutningen af november, og der bliver tre udstyrsniveauer at vælge mellem og ganske få ekstraudstyrsmuligheder. Men som vi ser det, er den egentlige startpris slet ikke 169.995 kr. – den er 179.995 kr.
Udstyrsniveauet i den billigste i20 med udstyrsniveauet Pure overrasker ved at lyde som om, man køber minibil for 15 år siden. Bortset fra automatisk nødbremse og fartpilot er der simpelthen ikke det udstyr, man som minimum kan forvente. Aircondition, sædevarme, Bluetooth, infotainmentsystem og sidespejle med varme kører Pure helt uden.
Essential-udgaven til priser fra 179.995 kr. (pris med 1,2-liters motor) er så til gengæld anderledes anbefalelsesværdig: aircondition, varme i forsæder og rat, infotainmentsystem med 8″ touchscreen, Apple CarPlay/Android Auto, p-sensor bagtil, bakkamera, læderrat, fire el-ruder og højdejusterbart førersæde er standard. For 6.995 kr. kommer Essential med en Komfort-pakke med aut. klimaanlæg, armlæn mellem forsæderne, regnsensor og USB-port ved bagsædet.
Gå op til Advanced-udstyrsniveau, hvis der skal sættes flueben ved LED-forlygter (de burde være standard i alle i20), aut. klimaanlæg, 16″ alufælge, 10,25″ digital instrumentering, aut. nedblændeligt bakspejl og regnsensor. Priser fra 199.995 kr.
Prisliste for hele i20-modelprogrammet:
Hyundai i20 1,2 84 hk Pure – 169.995 kr. Hyundai i20 1,2 84 hk Essential – 179.995 kr. Hyundai i20 1,2 84 hk Advanced – 199.995 kr.
Hyundai i20 1,0 T-GDI 100 hk Essential – 195.995 kr. Hyundai i20 1,0 T-GDI 100 hk Advanced – 215.995 kr.
Hyundai i20 1,0 T-GDI 100 hk DCT Essential – 215.995 kr. Hyundai i20 1,0 T-GDI 100 hk DCT Essential – 235.995 kr.
Seat Leon kører stadig parløb med Cupra Leon, men faceliftet af Cupra-modellen gør det trods alt muligt at se forskel. Leon er nu også opdateret med nye motorer og nyt infotainment, men uden designændringer.
Den elektriske SUV Voyah Free sælges i meget få eksemplarer, og importøren har taget konsekvensen og igen skrællet noget af prisen. Denne gang sænkes prisen med 200.000 kr. til 399.990 kr.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2024 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.
Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.
Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.
Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.
Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.
Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.