Det er Fars dag den 5. juni og så er der panik rundt omkring, for det er jo velkendt at mænd aldrig ønsker sig noget. Så vi har gjort det nemt for glade gavegivere ved at finde gode bil-gaver til far afhængig af hans type. Find fars type her:
Den flamboyante
Hvis far er glad for at vise sig frem for vennerne, så er der mange muligheder, men de er naturligvis ikke helt billige. Det koster lidt at fyre med mahogni, som man siger. Når alt kommer til alt, så giver kun meget få biler samme opmærksomhed som en Ferrari. Ingen behøver forklare at en Ferrari er fed – det ved alle. Ferrari 360 Modena er naturligvis ikke nyeste skud på stammen men den har den helt rigtige lyd fra sin centerplacerede V8 – og så koster den mindre end et parcelhus i en jysk provinsby. En rød Ferrari er naturligvis klassisk, men den flamboyante type vil elske den ekstra opmærksomhed den stejlende hingst giver på gul baggrund.
Den underspillede
Ikke alle kan lide at spille med musklerne. Nogle finder det mere underholdende at have masser af heste, uden at alle skal vide det. Hvis din mand eller far er den type, så findes der næppe et bedre subtilt smadrejern end en ti år gammel Audi A6 3,0 TDI – med 225 hk. 200.000 kr. er naturlig også penge for en ti år gammel bil, men du vil uden tvivl kunne sælge den igen. De fire ringe er stadig umådeligt populære.
Find Audi A6 3,0 TDI på BilBasen.dk
Outdoor-typen
Det her lugter af mudder, vandløb og stejle skrænter og måske også lidt af safari i Afrika. Farven på bilen på billederne hedder da også Zambez-silver. Jo, det bliver ikke meget mere outdoor og hvis Friluftsland solgte biler, så var det formentlig en Landrover Defender, der lå højest på ønskelisten. Svagheden og styrken ved Defenderen er at den er ekstremt simpel. Den er bygget til at være en arbejdshest og ikke så meget andet. Helt billig er den dog ikke at holde kørende – fx er ejerafgiften lige over 15.000 kr. om året. Defender fås i to længder – en 90 og en 110. Tallet angiver akselafstanden i tommer.