november 27, 2021

FØRSTE TUR: Volvo C40 er XC40 med en fræk afslutning

Den coupé-inspirerede udgave af XC40 er den første Volvo, der kun kommer som elbil. C40 har designet til forskel, men kunne adskille sig mere fra XC40.

Af: Morten Bek / d. 24. november 2021

På et tidspunkt når bilindustrien et punkt, hvor det er for sent at vende tilbage. Forbrændingsmotoren kommer til at blive en sidebemærkning hos nogle bilmærker, mens den for andre mærker bliver en sort plet på den hvide skjorte, som det kun kan gå for langsomt med at vaske af. Elbilen fortrænger benzin- og dieselbilen, og jo tættere vi kommer det punkt, jo færre udviklingskroner kommer til at gå til forbrændingsmotoren.

Volvo er nået det punkt, og hvis drømmen er en Volvo med topmoderne forbrændingsmotor – med eller uden hybrid- og PHEV-teknologi – så er Göteborg-mærket tæt på at lave udkald til sidste chance. Selv om Volvo har bare to elbiler, endda to i samme klasse, så går det kun den elektriske vej herfra. Frem mod 2025 sender producenten mindst en ny fuldelektrisk bil på markedet om året. 

Den ene elbil fra Volvo kender vi allerede, og flere end 1.000 danskere har allerede købt en (det er ikke det samme, som at alle kunder har fået den leveret endnu). Det er XC40 Recharge. Da kun topmodellen Twin Engine/P8/Recharge Pure (eller hvad Volvo nu ender med at kalde de elektriske biler), indtil videre har været tilgængelig, har flere end 1.000 danskere købt en kompakt XC40 med 408 hk. Dansken fattes ej penge, og dansken vil have power.

Volvo c40 Recharge P8

Motor: Elmotorer, to styk

Ydelse: 408 hk / 660 Nm

0-100 km/t: 4,7 sek.

Tophastighed: 180 km/t

Rækkevidde: 441 kilometer

Startpris: 460.080 kr.

(C40 Recharge fås fra 383.080 kr.)

Ny C40 er meget (meget) tæt på XC40

Den anden elektriske Volvo er den helt nye C40. Så ny som den nu kan være, når det er umuligt at se forskel på den og XC40, hvis man direkte forfra stirrer den i Thors Hammer-lygterne. Det kan lade sig gøre, hvis det er en “ældre” XC40 Recharge, men ikke hvis begge biler er af modelår 2023; XC40 får nemlig et lille facelift, som offentliggøres inden længe. Samme lygter, samme grill, samme kofangere som C40.

Jo, C40 er en ny Volvo, men det opdager man først, når den har siden til. Eller endnu bedre, når man ser bagenden. Volvo har lavet sin første crossover-coupé-fastback. Taget falder hurtigere på vej mod bagenden, og bagenden ender i en kort bagklap med en lille spoiler monteret på afslutningen.

LÆS OGSÅ | TEST: V90 CC er en Volvo i topklasse

Den minder mig om en af barndommens Volvo-modeller. 340/360. 70’ernes og 80’ernes basismodel fra Volvo, som C40 og XC40 nu er basismodeller. Hvorfor det selvfølgelig er vigtigt for mig at nævne, at både C40 og XC40 ikke kun fås som balstyriske firehjulstrækkere med 408 hk, men også som fornuftige forhjulstrækkere med 231 hk.

C40 er den første bil fra Volvo, der aldrig kommer som andet end 100 procent elektrisk. Men altså ikke en helt ny bilmodel, for næsten hele pakken, minus designet fra omkring B-stolpen og bagud, er ren XC40.

Den første elektriske Volvo, som intet deler med en anden (og ældre) model er næste års afløser for XC90. Den vil heller aldrig komme som andet end fuld-elektrisk. Det vil også bevirke, at den gamle XC90 får lov at fortsætte sideløbende. For en tid. Så det ikke går for hurtigt med elektrificeringen.

Fjord Blue for din fornøjelse

Volvo C40 er til XC40, som Audi Q3 Sportback er til Q3. Den frækkere aflægger, som har den gode stil. Ikke helt så praktisk, men til gengæld lige lidt friskere og med på beatet. Hvis maksimal bagagerumsvolumen og loftshøjde er buzzwords, som sætter noget i gang hos dig, så er det XC40, du skal kigge på. Hvis du i forvejen er til XC40, men vil have en friskere designskud og ikke går helt så meget op i det praktiske, så skal du vælge C40.

Det er nemlig ikke en væsentligt anderledes bil, du vælger med C40. En ting er, at XC40 og C40 skulle være adskilt betydeligt mere fra hinanden, når det kommer til design. Så ville folk måske blive klar over, at her kommer en ny Volvo – den første kun-som-el-Volvo. Men det er samme opskrift hele vejen i gennem. Interiørdesignet er det samme i de to biler, så selv ikke den nye Fjord Blue-lakfarve med matchende tæpper og dørsider i interiøret ender med at være unikt for C40.

LÆS OGSÅ | DUEL: Er Polestar 2 elbilen, der kan vippe Tesla Model 3 af pinden?

Volvo genbruger og gemmer sit første store spring i design og interiørlayout til næste års XC90-afløser. Det er en helt normal tilgang. Start i toppen og lad det nye sprede sig langsomt nedefter. Det gør bare, at C40 står som en karrosseriversion af XC40, som kommer meget sent i modelforløbet.

Tag det som en opsang til Volvo, men ikke en du hæfter dig alt for meget ved. For det er sådan, at interiøret er ret lækkert med roligt design og noget så befriende som stemningsbelysning, hvor du ikke kan vælge farve. Der er ikke 28 eller 64 farver, men bare en dejlig afdæmpet hvid belysning. C40 er også en bil, hvor du sidder i formfuldendte sæder, og med Google-infotainmentsystemet og den nyeste digitale instrumentering er Volvo kommet langt.

Nej, det tilgiver ikke helt, at den cirka 9” store touchscreen sidder i en for stor ramme, og at den er for lille. Det bedste eksempel på det er, at klimatemperaturen justeres ved at trykke på alt for små tal (og der, i modsætning til tidligere, kun kan justeres i hele grader, ikke halve).

I komfortens navn

Kommer det som en overraskelse, at C40 kører præcis som den elektriske XC40? Det gør det ikke, når jeg fortæller, at der ikke er strammet eller løsnet i opsætningen fra XC40. Alt hvad der måtte have indflydelse på køreegenskaberne går igen. Der er passive støddæmpere og et meget let styretøj, som kan gøres mere kunstigt ved at få tilføjet “tyngde” i en undermenu i bilens indstillinger. Det ændrer ikke ved, at C40 er en kompakt kampvogn, som bruger sin vægt til at komme frem i verden med lavt støjniveau i kabinen og udmærket affjedring, selv når standardhjulene på 19” er erstattet af testbilens 20”.

De 408 hk kan C40 ikke løbe fra. Den prøver, alt hvad den kan. De to elektriske motorer giver bid gennem alle fire dæk, og for en så kompakt elbil er kræfterne vilde. Det er en ydelse, som kun kommer til sin ret i få situationer. Som når du lægger dig i overhalingsbanen på motorvejen og opdager, at du trak sent ud foran en gammel og sænket Mercedes-AMG C 63. Så kan du flytte dig meget hurtigt.

LÆS OGSÅ | TEST: Volvo XC60 har fået et facelift i samme gode stil

99 procent af resten af tiden ville jeg være godt tilfreds med de 231 hk, som Volvo sætter grænsen ved i den kommende basismodel med forhjulstræk – Single Engine. Den får, i hvert fald i første omgang, et mindre batteri – 69 mod 78 kWh – men den er mere effektiv i omgangen med strøm end Twin Engine med 408 hk, så rækkevidden vil ligge tæt på samme cirka 440 kilometer. Chancen for et større batteri med de 231 hk er der; det er en mulighed i Polestar 2, som er søsterbilen fra det nye, ja, søstermærke.

Polestar 2 er den nok mest uoverstigelige konkurrent for den nye C40. Polestar 2 nyder nyhedens interesse, en mere moderne og endnu mere lækker kabine. Sætter man pris på præcision i køreegenskaberne, er den også flere skridt foran C40.

Og så har Polestar jongleret med udstyr og priser, så den med 408 hk starter ved 400.000 kr. C40 med 408 hk starter ved 460.000 kr. Samme billede går igen for varianter med 231 hk. 375.000 kr. for Polestar 2, 383.000 kr. for C40. Med den forskel, at Polestar 2 har et større batteri og længere rækkevidde.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS