oktober 10, 2022

Første tur: NIO ET7 er velkørende for velhavere

NIO vil være premium med det samme. Men det er jo mere end bare pris og hestekræfter, der gør en bil premium. Første tur i luksussedanen ET7 viser, om NIO har noget at have det i.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Når man lancerer sit nye og ukendte bilmærke, og man gerne vil gøre det til en succes, så er punkt 1 i drejebogen ikke til at tage fejl af. Man konkurrerer på pris, pris og pris. Kia startede ud på den måde, og Polestar og MG har gjort det indenfor de senere år.

Kinesiske NIO, som i november kan begynde at sende de første udgaver af sin store elbil ET7 ud til danske kunder (i NIO-sprog brugere), er har selvtilliden i orden. NIO vil ikke konkurrere på pris, og ser man på priserne, kan NIO umiddelbart heller ikke forvente at tage mange kunder fra eksempelvis Polestar og Tesla.

LÆS OGSÅ: NIO vil kun leje danskerne biler – fra 8.499 kr. om måneden

Ved lanceringen i Berlin af NIO’s forretningskoncept, som det skal se ud i Danmark og andre europæiske lande, er stemningen ekstatisk. Hundredevis af inviterede fra hele verden, de færreste af dem journalister, overværer grundlægger William Li’s første offentlige tale på engelsk.

Han formår at køre sit oplæg næsten til perfektion – og sammen med kolleger offentliggør han priserne for bl.a. Danmark, Holland og Tyskland.

12.000 kr. om måneden

NIO vil ikke sælge biler. Brugerne kan leje bilerne med på et alt inklusive-abonnement, hvor strøm er det eneste, man selv skal tænke på. Den første model, sedanen ET7, er en sedan så stor som en limousine og så stærk som en sportsvogn. Men den koster også derefter.

Abonnementet kræver en månedlig ydelse på 11.799 kr., og dertil kommer så strøm og batteriskifte. Batteriskifte? Idéen med at skifte batteri er genopstået, efter Better Place (husker du Renault Fluence?) fejlede med konceptet for år tilbage. NIO tror på metoden, for de sætter ikke bare byttestationer, såkaldte “Swap Stations” op i hele Europa, men krydrer samtidig med en masse lynladere. Den første station i Danmark kommer i Slagelse senere i år.

LÆS OGSÅ: NIO jagter Tesla – første elbil klar i oktober

Til 11.799 kr. er positionen klar. Brugerne, kunderne, de skal komme fra luksusbiler af tysk oprindelse. De skal være eventyrlystne og være klar på at indgå i et fællesskab, hvor bilen er centrum, men hvor yogakurser, skraldeindsamling og kaffemøder i NIO House, et dedikeret mødested, også er en del af den komplette cirkel.

Lyst og venligt. NIO er ikke gået amok i store skærme, men holder sig i stedet til Nomi – kunstig intelligens gjort levende af kuglen over infotainmentskærmen. Under første tur i ET7 virkede intet ved Nomi

Et brugerpanel sidder med

NIO er brugerbundet, fortæller både William Li og de danske repræsentanter, hvor norske Marius Hayler, chef for NIO i Norge og Danmark. Brugerne kan melde sig til et panel, hvor der tænkes store tanker og muligheder. Hvis der mangler noget i bilen, kan de foreslå det, og så lytter NIO.

For brugerne går alt gennem den dedikerede app, hvor nyheder deles og fællesskabet opstår. Jeg har downloadet appen, og de danske brugere, som har meldt sig til, tager ikke mod budskabet med kyshånd. Det generelle billede, stykket sammen af mange kommentarer i appen, viser skuffelse over, at abonnementerne er dyre – og at man ikke kan købe sin NIO.

LÆS OGSÅ: Mercedes EQS SUV – luksus på et højere plan

Om NIO lytter og ændrer hele sit forretningsgrundlag, kender jeg ikke NIO godt nok til at vide. Når det kinesiske mærke er så brugerfokuseret, må salg til private kunder være lige om hjørnet. Det er sådan, NIO er startet i først Kina og sidste år så i Norge.

Men det er noget, som taler imod. NIO vil ikke bruge abonnementer som lokkemiddel, som var det et avisabonnement. Markus Hayler anerkender, at abonnementspriserne sætter en begrænsning, og at muligheden for ikke at købe en NIO gør det samme.

Men NIO ønsker ikke at være mainstream. NIO ønsker at være premium og noget særligt – helt modsat det, danskerne har set med Tesla Model 3. Udviklingen for NIO i Danmark bliver virkelig spændende at følge.

Den mindre ET5 bliver mere relevant i Danmark

Jeg er taget til Berlin for mere end interviews og en stort opsat lancering i Tempodrom midt i byen. Muligheden for at køre ET7 ligger nemlig også i programmet.

ET7 er flagskibet, og den store sedan er, som sådan, ikke den relevante NIO-model. Det er uden tvivl den 32 cm kortere sedan ET5, som NIO regner med at kunne udlevere til brugerne i marts 2023. Prisen er højere, end Tesla 3- og Polestar 2-kunder er vant til. 8.499 kr. om måneden på abonnement. Men ET5 har to elmotorer, 490 hk og så meget udstyr, at jeg aldrig har set så højt et niveau. Så bilen har åbenlyst noget at byde på.

Hvis den store ET7 er repræsentativ for ET5, og SUV’en EL7, som kommer til os i januar, så er NIO inde på noget, der fungerer. ET7 kan selvfølgelig ikke oversættes direkte til den mindre ET5, for der er størrelsen og 163 hk til forskel. Og så har ET7 luftaffjedring, hvor ET5 har klassisk stålaffjedring. Men de to biler kører på samme platform, har samme batteristørrelser – og ET5 er næsten 200 kilo lettere.

NIO siger, at man ikke skal være nervøs for, at data forlader Europa – der er ingen deling med hovedsædet i Kina. Man kan slå datadeling fra, men det vil sandsynligvis gøre, at den kunstige intelligens ikke lærer noget

I Danmark kan vi ikke bytte til en anden batteristørrelse

Platformen i NIO’s nye modeller er lavet til batteriskifte, hvor man kan bytte mellem standardbatteriet på 75 kWh, mellemvarianten på 100 kWh og næste år til et kæmpe batteri på 150 kWh. Man kan køre med 75 kWh til daglig, og når man så skal sydpå i sin NIO, kører man ind på byttestationen og vælger et større batteri.

LÆS OGSÅ: Tesla Model S Plaid på vej til Danmark

I teorien. For i Danmark lader det sig ikke gøre. Bureaukratiet i Danmark forhindrer, at man bare kan skifte fra 75 til 150 kWh og tilbage igen. Afgiften vil være umulig at regne ud, og bilen ville skulle forbi synshallen hver eneste gang.

I praksis vælger man derfor batteriet på forhånd, og så holder man sig til det. Viser det sig at være for lille eller stort, kan man skifte til en anden bil med kort varsel.

ET7 er den største af modellerne, og den er 32 cm længere end ET5. Designet er elegant og bagenden får bilen til at ligne en fastback

Lys og lækker

Det er første gang, jeg møder ET7, da jeg møder op på Steigenberger Hotel i Berlins lufthavn. Den er stor, men den er også virkelig elegant og attraktiv. Lav luftmodstand har dikteret meget af designet. Der er få kanter og folder at se i karrosseriet. Alligevel ET7 karakter.

Mest opsigtsvækkende er de to kameraer og radaren midt i taget ved forruden. Sedanen ser ud som om, den er med i en forsøgsordning for selvkørende biler. Det er en optimal placering af kameraer, siger NIO – og en helt perfekt placering for den avancerede lidar-scanner, som aflæser alt omkring sig.

Det giver uhyre præcision for sikkerhedssystemerne, og at den ligner en selvkørende bil, snyder da heller ikke helt: Lidar er grundlaget for meget selvkørende teknologi.

LÆS OGSÅ: I dag åbner Tesla-ladere i Danmark for alle

Jeg sætter mig ind, indstiller sædet og spejlene, vælger D på den lille gearvælger, og så kører vi. Ingen startknap, men heller ikke rigtige knapper til sidespejlene. Det foregår i en menu og via knapperne på rattet.

Alt virker nemt at gå til, og kabinen og materialerne er lyse og samtidig lækre. Bambuspanelerne giver et flot udtryk, og NIO er ikke gået amok i store skærme. Digital instrumentering for sig og infotainment for sig.

NOMI har intet at sige

Og så NOMI. Det lyder på engelsk som Know Me, og det er meningen. Kend Mig, lær mig at kende. Kunstig intelligens gjort synlig med en lille rund klump med øjne, som kan bevæge sig. Den troner over midterkonsollen, følger dine bevægelser. Den skal kunne snakke med dig, lære dig at kende og fortælle jokes.

Over tre timer sammen med NOMI er det bedste, og stort set eneste, den kan, at puste virtuelle mælkebøtter, spille jojo og spise et æble. NOMI kan ikke forstå noget af det, min co-pilot og mig siger på engelsk, og hun foreslår ting, som slet ikke giver mening.

LÆS OGSÅ: Elbiler fra kinesiske BYD i Danmark i oktober

Hun blev slået meget stort op til præsentationen i Tempodrom. Som en ny bedste ven – en kompagnon. Så jeg håber, vi bare har fået en NOMI, der manglet et par printplader. Hun vil også snart lære at tale dansk, lyder det fra NIO-folkene, så jeg håber, hun er bedre til det end engelsk.

En luksusflyder med stort overskud

ET7 er langt bedre til de tyske veje, end NOMI er til det engelske sprog. Jeg flyver og flyder af sted på Autobahn, og på et øjeblik er bilen oppe på de 200 km/t, NIO har bestemt, den maksimalt må bevæge sig med.

Stabiliteten og roen i ET7 er god, uden at jeg bliver forbløffet, som jeg blev, da jeg i foråret kørte den nye Mercedes EQE på Autobahn med samme tempo. Luftaffjedringen i ET7 er rolig, og styretøjet let, men fornemmelsen af totalitet i køreegenskaber og komfortindtryk er der ikke helt.

Kræfterne er der til gengæld. I normal køreindstilling er ET7 hurtig. I Sport+ er den langt hurtigere, og den reagerer næsten for hurtigt på speederen. Jeg tvivler ikke på, at den kan gå fra 0-100 km/t på 3,8 sekunder.

LÆS OGSÅ: Første tur: Mercedes EQE er ren elbilsluksus til under 700.000 kr.

NIO har lejet sig ind på Driving Center Gross Dölln, som er en gammel flyveplads. ET7 gør det i god balance i slalomtest og accelerations- og bremsetest, men at kaste en stor elektrisk sedan på næsten 2,5 tons rundt på en bane med mange sving og stigninger, er lidt af et selvmål.

Selvfølgelig er den hurtig, men den er også for stor og mest af alt for blød i opsætningen til at gøre det elegant. Det føles som noget, jeg gør mod bilens vilje, og styretøjet er på ingen måde skabt til at håndtere så hurtige retningsskift.

Med 653 hk og 850 Nm kan man vinde mange lyskrydsdueller. For voldsom brug af kræfterne resulterer i en rækkevidde, der ikke nærmer sig de oplyste kilometer

Dommen er danskernes

Der er ting, jeg kan sige om ET7 med sikkerhed. Den har et attraktivt design, masser af plads, udstyr og sikkerhed, så det står ud af dørene. Og den er komfortabel, lækkert indrettet og har, med det store batteri, en tilfredsstillende rækkevidde over 500 kilometer.

Det er mere usikkert, men virkelig spændende, hvordan danskerne modtager det helt nye mærke. NIO går ind med selvsikkerhed og en tro på, at mærket kan konkurrere direkte med tyske premiummærker. Det giver et prisniveau, som er utilgængeligt for mange danskere, men tilgængeligt for en gruppe, der også er ret stor.

ET7 er flagskibet, men det er den mindre ET5, jeg er mest spændt på. Den vil formentlig være mindste model fra NIO frem til 2024, hvor vi, måske, ser en mindre model. En kompakt SUV er et godt bud.


SPECIFIKATIONER

NIO ET7 75 kWh

Motor: To elmotorer (for og bag)
Ydelse: 653 hk/850 Nm
0-100 km/t: 3,8 sekunder
Tophastighed: 200 km/t
Forbrug: 19,3-22,3 kWh/100 km
Batterikapacitet: 75 kWh
Maksimal ladekapacitet: 130 kW
Rækkevidde: 385-445 kilometer
Mål (L/B/H): 510/199/151 cm
Køreklar vægt: Cirka 2.434 kilo
Bagagerumsvolumen: Ikke oplyst

Pris på abonnement: 11.799 kr./måned (ET7 fås fra denne pris)*
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Endnu ikke på plads
Beskatningsgrundlag, firmabil: Endnu ikke på plads

*NIO lancerer sine biler i Danmark på abonnement med forsikring, ejerafgift og dæk (men ikke strøm og batteriskift) inkluderet – bilerne kan ikke købes


Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS